fbpx
 

Udskammet

Udskammet

20 år gammel. Lever med en kronisk lungesygdom, svær atypisk astma. Hun er kronisk syg. Bange for at få Corona, fordi hun ved ikke hvad konsekvensen er.

Hun er vant til hensyn, vant til begrænsninger, vant til at passe på sig sig.
Corona har ikke gjort hendes liv lettere.

Nedlukningen fik hende til at isolere sig som alle andre – og dog .. faktisk et ‘nøk’ mere end alle andre, fordi det var en nødvendighed…

Genåbningen af landet, har ikke gjort hendes liv lettere.
Nu er det hendes ansvar at holde afstanden og passe på sig selv.

Laura er kronisk syg, med svær astma. Altså syg med lungerne.
Laura er en ung, smuk, intelligent kvinde der lever sit liv, på trods af sin diagnose.

Hun gik en tur i midtbyen, fordi hun havde lyst, fordi hun trængte til at få luft, bevæge sig – men vigtigst, hun gik en tur fordi hun havde lyst.

Hun tog sit mundbind på, for hun må ikke få Corona. Hun tog det på, fordi det er et hjælpemiddel – et hjælpemiddel der beskytter hende fra en virus, der for andre ikke nødvendigvis har store konsekvenser, men for hende kan være decideret farligt at få.

Laura er usynligt syg. Du ser det ikke på hende.
(U-S-Y-N-L-I-G-T … man ser det ikke)

Laura gør en indsats for ikke at se syg ud i hendes dagligdag.
Hun træner, hun klæder sig på som enhver ung pige, hun smiler, hun griner.

Laura og jeg har det tilfælles, ud over at vi lever med andre livsvilkår end mange andre, at vi gør en indsats for ikke at se syge ud. Hvis vi skal se ud som vi har det, så er det er svært liv at leve.

Den onsdag på hendes gåtur i midtbyen, der kunne hun ikke skjule det, som hun ellers normalt gør. Laura havde mundbind på.
Det er ikke længere usynligt.

Netop det mundbind burde havde fået dig til at overveje, om der var en årsag til hun bar det.
Men nej – så langt nåede du ikke i dine overvejelser. Du nåede i stedet frem til, at du var berrettiget til at råbe af hende.

DU RÅBTE af hende. Du mente du vidste bedst og du irettesatte hende, som var hun en opmærksomhedssøgende lille trunte, der var iført et sort mundbind, som var det den nyeste mode inden for accessories.

Du tog fejl. Laura er lungesyg.

Nogle eksperter formoder at du råbte af Laura, fordi hun mindede dig om din egen dødelighed..?
Jeg tænker vås.

Jeg tænker nærmere omvendt – at det desværre ikke mindede dig om, at vi er mange der lever med andre livsvilkår end dig.
…At vi er mange det er mere sårbare, end dig selv.

Men. Jeg må spørge dig. Følte du dig “stor” bagefter?
Var det tilfredssstillende for dig?

Jeg spørger fordi jeg ikke kan forstå, hvad det var der fik dig til at råbe af hende?

Jeg byder ikke ind på at hendes synlighed i gadebillede, gjorde dig bange for din egen dødelighed.
Jeg tror du følte dig hævet over andre og bare ikke ved hvordan du skal opføre dig.

Jeg er nysgerrig.
Gav det en indre tilfredsstillende følelse?
Følte du dig sej?
Følte du dig voksen?

Nu skal du høre hvad det resulterede i.
20 min sorg for Laura i bilen, fordi du mindede hende om at hun lever med en kronisk sygdom, som resten af livet vil gøre, at hun kan risikere at møde ‘selv-berettigede-kloge-åger’ som dig. Folk der simpelthen ikke ved bedre, end at råbe af hende.

20 min gråd, fordi du udskammede hende.
20 min gråd, fordi hun blev mindet om at hendes diagnose betyder at hendes liv og dermed livsvilkår er anderledes end folk, der lever uden kronisk sygdom.
20 min gråd, fordi hun ville ønske at det mundbind var unødvendigt.
20 min gråd, fordi hun er flov over at hun skiller sig ud med et mundbind … Et mundbind der kan være afgørende for, at hun ikke får Corona

Jeg ved det.
For jeg har selv prøvet det.
Følelsen af at blive ydmyget, følelsen af afmagt, af sorg, udmattetheden, savnet af et liv uden disse livsvilkår.

Du burde skamme dig.
Det er så Uordentligt det du gjorde.

Vi er tæt på 1.000.000 mennesker i Danmark, der lever med kroniske sygdomme.
Mange af disse kronikere lever med sygdomme og diagnoser der er USYNLIGE, mange af os er fx. bange for at bruge vores handikapkort fordi vi gruer for blikke, råbende mennesker – folk der dømmer uden at vide hvad vi lever med.

Mange af os lever med at der snakkes bag vores rygge om at vi er dovne, at vi ikke GIDER at arbejde, at vi er bitre, at vi sætter os i offerrollen – at vi ikke prøver ‘nok’.

Det er uordentligt det du gjorde. Desværre er du ikke den eneste. Du er blandt mange andre, der bare ikke ved bedre…

Vi lever i en verden, hvor nogle (få) har ‘nok i sig selv’ og derfor ikke tænker før de taler – eller i dette tilfælde RÅBER. De føler de er berrettigede til at sige lige hvad, der falder dem ind. Det skete denne onsdag eftermiddag.

Laura ville bare gå en tur. Hun havde sit mundbind på.

Måske du fortryder nu?
Måske du enda er flov nu, fordi du kaldes ud?
Måske du nu ikke længere råber højt?
(Mit gæt er ihvertfald at du nu ikke råber højt om til til andre, at det var dig der råbte af Laura?)

Måske du står ved din beslutning om at råbe af Laura stadig?

Måske du stadig ikke indeholder den selvindsigt det kræver at tage ansvar og indse at det du gjorde er forkert.

Skam dig uanset.
Laura er usynligt syg og den opførsel som du udviste den onsdag – det er vi er mange der kæmper imod hver dag.

Jeg kunne sige at du ALDRIG kommer til at forstå det, fordi du ikke ved hvordan det er at leve med kronisksygdom – men det klinger blot så hult, når jeg så samtidigt spørger dig – HVORFOR FORSTÅR DU IKKE?

Du behøver ikke forstå.
Prøv at være nysgerrig i stedet på andre mennesker.
SE Laura, se mig.

Vi er nogle der lever med livsvilkår der er anderledes.

Døm ikke så hurtigt.
Jeg udfordrer dig.
Spørg Laura. Spørg mig. Spørg os.

Jeg kunne ønske en bedre verden, en verden hvor Laura ikke skal græde i sin bil fordi en anden person ikke ved bedre end at råbe af hende og udskamme hende.

Jeg kunne ønske, at flere folk åbnede deres øjne for hvor mange af os kronikere der gør vores bedste for at leve, på trods af vores livsvilkår.

Laura. Du er en stjerne.
Tak fordi jeg måtte dele din historie ❤️

Du er en skøn ung kvinde og jeg er stolt af at vi er kronikerkollegaer.

Indlægget er skrevet efter aftale med Laura.
Se videoen med Laura her

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes