Jeg er færdig. Sådan helt færdig, i hele kroppen.
Mine øjne er tunge, og jeg har mest af alt lyst til bare at sove dagen væk, så jeg kan slippe for smerterne.
Men L har ringet fra SFO’en, han ville gerne cykle hjem selv, og jeg ved at Z ikke er længe i klubben. E er i børnehave.
På med smilet, på med “ja-hatten”, og lad ikke mangel på overskud gå ud over de to store.
Lad ikke SmerteMonsteret tage over…
Jeg fortæller mig selv, at det måske kan hjælpe på smerterne, at grine og hygge med dem?
Fortæller mig selv, at en film i sofaen er helt ok, og at de gerne må være mere på Ipad og PlayStation, end hvad skærm-reglerne ellers normalt foreskriver.
Jeg fortæller mig selv, at jeg nok skal klare dagen, klare smerterne og at jeg før har klaret dage som disse.
Trætheden slår mig igen. Og den er ikke engang 13 endnu.
Jeg er så træt. Jeg bliver altid træt, når jeg har ondt.
L har smidt sig i den ene ende af sofaen med sin Ipad, og jeg ligger i den anden ende.
Jeg sidder med telefonen og søger på nettet. Drømmer om varme til næste års sommerferie. Men samtidigt skal jeg finde et sted hvor jeg kan være med, og mine behov også kan mødes, så det også bliver ferie for mig.
De her dage, de er hårde.
SmerteMonsteret skal holdes på afstand, og alligevel bør jeg lytte til at det i virkeligheden er en advarsel om at jeg skal holde mig i ro, og måske bare skal sove smerterne væk.
Vil du dele med mig, hvordan du har det? 
❤️
/C
