Trætheden lammer mig.
Trætheden gør mig ubeslutsom.
Trætheden får tårerne til at trille.
 
Jeg græder ikke med lyd – tårerne triller blot stille ned af min kind, uden jeg rigtig bemærker det, uden jeg vil bemærke det..
Måske græder jeg uden lyd, fordi jeg ikke kan sætte ord på hvad der er galt – men tårerne er kroppens måde at vise mig, at jeg skal stoppe op og tillade mig at mærke efter.
 
Trætheden er invaliderende og ubamhjertlig.
Trætheden er ødelæggende.
 
Der er så meget jeg gerne vil, men som jeg ikke kan mobilisere hverken kræfter eller tanker til.
Alt det som jeg gerne vil udrette, men som smerterne stopper mig i.
Nogle tænker måske hvorfor jeg ikke BARE kan få sendt den mail, eller BARE kan køre op og købe en liter mælk til min havregryn, men i stedet går dagen i møde uden morgenmad.
Nogle løfter måske på øjenbrynet, når jeg igen aflyser eller måske endda glemmer vores aftale…
Ja – ‘nogen’ tænker måske deres …
 
Jeg savner at arbejde, jeg savner at slå græs, jeg savner at jeg ikke skal tænke så meget over hvad jeg har ‘skeer’ til.
Jeg savner at spille rundbold, uden det har konsekvenser.
Jeg savner at kunne vaske gulvet, uden det har konsekvenser.
Jeg savner at lege fangeleg i haven, spille fodbold, eller hoppe i trampolin, uden det har konsekvenser.
Jeg savner at gå en tur rundt om søen, uden det har konsekvenser.
Jeg savner …
 
Det går op for mig, at jeg lige nu befinder mig midt i den akutte sorgfase, hvor jeg sørger over alt det jeg engang kunne.
Jeg sørger over, at jeg ikke længere er den samme.
At jeg ikke længere kan udrette de samme ting.
Jeg sørger over at jeg ikke kan det samme, uden konsekvenser.
 
Jeg har brug for at ‘nogen’ – at DU – ikke tænker hvorfor jeg ikke BARE gør ..
For det hjælper mig ikke, og det driver mig ikke til at komme ud af den akutte sorgfase.
 
Det fastholder mig istedet i de svære tanker og det bidrager til, at jeg bebrejder mig selv endnu mere, over alt det jeg ikke formår.
 
Min rygsæk er i forvejen fyldt af tunge ‘tag-selv-sten’ der hver især symboliserer mig egen selvbebrejdelse, hver sten er endnu en ting som jeg ikke formåede, eller nåede i mål med…
 
Kære du – hjælp mig i stedet med at tømme tasken igen.
Du skal ikke bære den.
Men hjælp mig med at få stenene op, og derved letter det også min hjerte.
…Lyt. Vær i det svære med mig. Lad mig fortælle hvad jeg føler, uden at dømme mig.
 
Du skal ikke fixe mig. Du kan ikke fixe mig.
Du hverken kan eller skal ikke løse det.
…Bare lyt, og lad mig fortælle hvad der fylder, mine bange anelser for fremtiden og min sorg for alt det jeg ikke kan opnå.
 
Jeg beder dig, accepter at disse perioder møder jeg.
Jeg er ikke deprimeret .. jeg er ked af det – helt ind i det inderste.
Det hjælper mig at du evner ‘at se mine livsvilkår’ og støtter mig, især på disse dage, hvor det hele falder sammen for mig.
Det hjælper mig at du vælger at ‘se mig’ og på denne måde, er der for mig.
 
Sorgen er svær, sorgen er som en stor dyne der ligger sig tungt oven på mig.
Jeg kan næsten ikke få vejret.
 
Jeg skal nok komme ud på den anden side, men det letter mig at få lov til at være i sorgen lige nu.
Genopbygningsfasen venter forude, og jeg skal nok ramme den igen.
Men lige nu er jeg her. Og selv om det er ubeskriveligt svært, så er det her jeg er.
 
Jeg skal nok rejse mig igen.
Livet skal leves med smerterne, for jeg vil ikke lade smerterne leve mit liv.
 
Min fremtid er ikke blevet den jeg troede – men jeg har alligevel formået at finde balancen i livet og de livsvilkår jeg er givet, ved at huske mig selv på, at det også er at holde balancen når man står på to ben.
 
Det er at holde balancen, når man tillader sig selv at være i sorgen og ikke undgår den, når man mærker den.
 
Hvad savner du?

Comments

  1. Pips

    Årh tak for at skrive min historie ❤️

  2. Maja

    Uh ja, jeg kunne også have skrevet det! Det er helt overvældende at vide, at jeg ikke er alene om at have det sådan – det gør så ondt, ubeskriveligt ondt, og er så ensomt, at være der, hvor du var lige den dag – jeg håber sådan du har det bare lidt bedre i dag. De allerbedste tanker herfra

  3. Sandra

    Det er fuldstændig som at læse mine egne tanker når jeg også lammes af sorgen.

    Du er god til at sætte ord på! På de svære følelser.

    Jeg savner de samme ting, særligt at være den mor, kone, datter, søster, ven, veninde mm. jeg gerne vil være og ønsker at være og var før ulykken!

    Tak fordi du deler❤️

Comments are closed.