“Jeg skal bare lige lukke øjnene to minutter”
 
Jeg kunne mærke han sad ved siden af mig. Faktisk sad han oven på mig, men jeg var så træt at jeg dårligt kunne sige noget … jeg var SÅ flad og klokken var kl 10.30 og jeg havde kun været vågen i 4 timer? 😳
 
Mine øjenlåg brændte nærmest, og de føltes tunge og ømme.
Jeg følte at når jeg talte, så talte jeg som om jeg var halv-fuld, jeg snøvlede og ledte om muligt mere efter ord – end hvad jeg gør normalt.
 
E ville gerne se en film, de store sad og “gamede”, M var oppe og træne – og jeg tænkte det var en god mulighed til, at jeg så kunne tage et lille formiddags hvil. 😴
 
Jeg sagde til ungerne: “Jeg skal bare lige lukke øjnene to minutter” og da det er helt normalt for dem, så der blev bare presset et lille “ok” ud af mundvigen, mens de spillede videre.
 
Tænk sig at man kan blive så træt, uden nogen anden åbenlys årsag end det usynlige – SMERTERNE. 👀
 
Jeg er ikke “almindelig” træt.
Jeg er træt helt ind i knoglerne, i hver en fiber af min krop, selv ind i sjælen.
Hjernen er træt, musklerne er trætte og alt foregår i slowmotion.
 
Tænk at kroppen fungerer sådan, at den flygter fra smerternes virkelighed, ved at tvinge dig til at sove.
 
Det mærkelige er at trods man sover, hvad enten det er for natten eller en kort lur – så er man stadig ikke ‘udhvilet’, og man mærker ikke at man er ‘fuldt opladet’ med energi og kræfter bagefter.
 
‘Udhvilet’ for folk med normale livsvilkår, er når man har overskud og energi til at være praktisk, glad, energifyldt, og dermed har fornyede kræfter.
Dette både fysisk, men også mentalt!
 
I mit tilfælde, så er jeg stadig mentalt og fysisk træt, både efter en nats søvn – men også efter en lur.
 
Jeg sover sjældent en helt nat igennem fordi jeg ligger meget vågen, eller bliver brudt i min søvn pga smerterne, men jeg får heldigvis nogle sammenhængende timer.
 
Jeg er altså altid træt – jeg er ihvertfald oftere træt end de, med normale livsvilkår, eller sagt på en anden måde, jeg er træt på en anderledes måde.
 
Jeg har problemer med hukommelsen, mister ord og har svært ved at koncentrere mig, når smerterne raser, og det føles som om at kroppen ‘halter’ bagud i langsommere tempo end resten af verdenen.
 
Så når andre vågner og klør på med hverdagen, så kan jeg godt blive misundelig.
Jeg vågner og gaber.
Jeg forsætter med at gabe. Og jeg er dvask i min krop. Jeg er stadig træt.
Jeg er ikke doven. Jeg er ramt af fatigue tæthed. Ukontrollerbar og altødelæggende træthed.
 
Efter den lur som den jeg tog forleden, der er jeg bagefter udhvilet på den måde, at mine øjne ikke længere gør ondt, at jeg ikke snøvler med ordene i samme grad, men jeg er stadig træt og udmattet.
Jeg fryser ofte – er svimmel og kvalm, har hovedpine og er sådan lidt “ved siden af mig selv”.
En powernap for mig gør 100% underværker – men jeg er ikke udhvilet, jeg er ikke smertefri.
 
Det er misforstået når nogen (i bedste mening) siger: “Det går nok bedre, hvis du lige tager en lur”. Med den forventning at man så er mindre smerteplaget eller så er fyldt op med energi til en barnedåb/fødselsdag etc. 😥
 
En lur fylder ikke mig med energi, men den gør det mere tåleligt for mig at forsætte resten af dagen, om det er fordi at jeg flygter fra smerterne i et kort øjeblik eller om det blot er at det tager toppen af generne, det ved jeg ikke. Jeg ved bare at det er nødvendigt.
 
Mine smerter forsvinder aldrig, men de er er mere tålelige når jeg ligger ned, og/eller får taget mig den powernap som kroppen tvinger mig til – men de forsvinder ikke af det. Giver det mening?
 
Jeg har lært mine smerter at kende så godt nu, at jeg ved at når SmerteMonsteret raser, så skal jeg ligge mig, ikke nødvendigvis for at sove, men for at ligge.
…Kun fordi, at hvis ikke jeg gør det – så tager det mig længere tid at komme over de værste smerter. Det er en del af min ressource fordeling – en del af min fordeling af ’dagens skeer’.
Derfor kan jeg ikke indgå på arbejdsmarkedet på normale vilkår. Derfor er der meget, som jeg er begrænset i. Det har jeg accepteret.
 
Accepten kommer af at jeg fokuserer på, at det ikke bliver anderledes!
Jeg har lært at værdsætte de små ting, som bringer mig glæde og værdi, og de ting som jeg kan deltage i.
 
(…Og så prøver jeg at lade være med at sammenligne hvad en lur fx. kunne gøre for mig – før smerterne – også selvom jeg savner følelsen enormt.)
 
Husk at leve livet med smerterne og med følgevirkningerne, fx. trætheden – find det positive i dit liv.

Lev livet, selv når det er svært. ❤️