“…Helt ærligt – kan du ikke tilsidesætte dine egne behov, livet handler jo ikke kun om dig og dine smerter”.
(Tænk at jeg tillader mig selv at tale sådan til mig selv?)😳
“Tag dig sammen”, forsætter jeg og hvisker ordene til mig selv mens jeg løfter den ene arm og tager mig til hovedet – men bliver afbrudt i tankestrømmen, da jeg hører fra kælder-etagen at Zacharias kalder på mig, fordi han har brug for sin mor.
Zach har også lagt sig med feber i går eftermiddags.
Jeg trasker ned til ham, giver ham et kærlig klem og en kold klud til panden, efter jeg har bragt ham te og det mango som han efterspørger.
Mine øjne flakker af træthed.
Min krop skriger af smerter.
Jeg ligger mig på sofaen, ved siden af Elias der har været hjemme med feber siden tirsdag.
Jeg skal tisse. Jeg skal tisse rigtigt meget.
Toilettet virker uendeligt langt væk, fordi overskuddet til at gå derud er ikke-eksisterende. 😬
…Min manglende evne til at prioritere i dag, skaber en akavet vurdering af situationen – og jeg overbeviser mig selv om at smerterne fra en overfyldt blære, er bedre end smerterne ved at rejse sig.
Elias beder nu om en kop kakao.
Jeg himler øjne af mig selv, fordi at jeg finder på undskyldninger over for ham, såsom at ‘for meget kakao giver ondt i maven’ – bare for ikke at rejse mig allerede og hente endnu en kop kakao.
Tænk hvis nogen hørte mine tanker.
De tanker hvor jeg fortæller mig selv, at jeg ikke kan mere.
At jeg ikke orker mere.
At jeg ikke kan tage mig af andre, når jeg er så udmattet.
Ingen må høre det.
…Hvad ville de ikke tænke om mig.
Vil nogen kunne forstå, at jeg er ved at kaste op af træthed og mangel på overskud, fordi at jeg i over to uger ikke har kunne passe på mig selv.
2 uger, som har været en rutsjebane af følelser som vi skulle igennem, fra hospitalsbesøg, død, sorg, kobberbryllup og begravelse.
Shit jeg er træt.
Shit jeg er udmattet. Og det er på trods af at jeg ved at nogle af mine smerter er livsglæde-smerter.
MEN – Hvornår er det “mig-tid” igen?
Hvornår kan jeg kun tænke på mig og tage hensyn til min krop?
Må man sige det højt?
…Tænk hvis nogen hørte mig sige det, så tænker de sikkert “Hokus Pokus – Christine i fokus”.
“Helt ærligt – kan du ikke tilsidesætte dine egne behov, livet handler jo ikke kun om dig og dine smerter” gentager jeg i mit eget hoved.
Livet er finurligt. For sygdom, død og begravelse følger jo med livet, og jeg kan ikke ændre det.
…Jeg må håndterre det som alle andre, jeg har bare mine smerter med i ligningen også. Jeg har mine begrænsede ressourcer med i ligningen.
Kobberbrylluppet skulle fejres, det have Michael og jeg aftalt.
Vi ville fejre kærligheden, livet og hinanden, så det var lagt ind i “regnskabet af skeer”.
Men derudover kom alt det, som man ikke kan planlægge.
Barn syg x 2, død og begravelse. Samtidigt skulle sorgen fra børnene håndteres, og min egen sorg må vente.
Regnskabet af “skeer” så altså bedre ud, under vores planlægning af festen og ugen efter så anderledes ud på papiret. …Men sådan blev det altså ikke.
Et helt andet emne – som jeg skriver et indlæg om snarest.
“Hvorfor vil du holde fest, når du ved hvad det “koster” efterfølgende”? Det skal jeg helt kort fortælle.
Vi skylder os selv at leve livet og fejre de glædelige begivenheder, hvor vi sammen kan skabe minder og åndehuller fra det der kan fylde så meget i hverdagen.
Det er et valg, og jeg fortryder det ikke.
Festen var fantastisk og lige som vi drømte om, og denne fest var klart det rigtige valg, og skabte et åndehul for smerterne som jeg tænker tilbage på med glæde og taknemmelighed. …. Denne prioritering om fest, midt i sorg, smerter og kaos, er som sagt et helt andet indlæg, som kommer snarligt.
Problemet lige nu er, at jeg har overforbrugt mine “skeer”.
Jeg er faktisk gået i minus efter de sidste 2 uger.
Jeg har brugt alle mine “skeer” – også min reserve ske.
Jeg er færdig.
Og når jeg er færdig, så fylder jeg rygsækken med tunge “tag-selv-sten” som hver især repræsenterer de dårlige tanker, og jeg skaber derved kronisk dårlig samvittighed og slår mig selv selv oven i hovedet over alt det jeg ikke kan – i stedet for at fejre det jeg kan.
..Jeg formår derved ikke at skabe mig nogle succeser, fordi jeg har travlt med at minde mig selv om, hvad jeg ikke kan.
“Helt ærligt – kan du ikke tilsidesætte dine egne behov, livet handler jo ikke kun om dig og dine smerter” hører jeg IGEN mig selv tænke.
Jeg beslutter mig for at lægge hammeren fra mig, og sætte tasken med de tunge tanker fra mig og svarer højt mig selv, på mine egne tanker.
“Jo. Det gør jeg jo netop også”. (…Altså tilsidesætter mine egne behov).
Jeg valgte at besøge farfar på hospitalet, jeg valgte at blive og holde ham i hånden da han åndede ud, og jeg valgte at holde fest for at skabe mig et åndehul, og jeg vælger at være her for mine børn når de er syge, så godt som jeg nu engang kan.
Ja jeg er i minus, ja jeg er flad.
Men jeg er her på den bedste måde jeg kan være, og måske kommer kakaoen til Elias ikke prompte når han beder om den. Men den kommer. Og sørme om jeg ikke også fik tisset.
Det løser sig.
Jeg roser mig selv for at gå imod tankerne, og beslutter mig for at spise en af de lækre chokolader vi har fået til kobberbrylluppet som gave, samtidigt med at jeg smiler, fordi jeg mindes da mine fætre hældte op til shots for 3. gang, og min lillesøster sang den sang hun har skrevet til mig, om min kamp mod smerterne.
Jaaaa jeg spiser chokolade – og ja det er hverdag og klokken er kun 9.30, men jeg gør det alligevel.
Der er ikke noget galt med mig.
Jeg gør mit bedste.
Jeg er ikke egoistisk fordi jeg tænker at jeg ikke orker mere. Jeg er bare ærlig over for mig selv. Det er en del af min sorgprocess.
…Det vigtige er, at selvom jeg tænker jeg ikke kan mere, så kan jeg alligevel.
Der er ikke noget galt i at have tankerne, der er ikke noget galt i at sige det højt, også selvom det er svært.
You Might Also Like
Comments
Comments are closed.
Fantastisk skriv. Og må du snart få mere energi. Føler med dig i alt hvad du oplever, føler og din smerte.
Det gør ondt ikke at føle sig “tilstrækkelig”
Kæmpe kram.
Og tillykke med kobberbryllupet.
Du er så skøn Christine, og tak fordi du siger alt det højt, jeg kun tænker ❤️ Kæmpe kram til dig og sender dig en ske herfra