fbpx
 

Sorgen er svær at håndtere

Sorgen er svær at håndtere

Jeg står med lukkede øjne og mærker efter..
Jeg hører lydene, jeg drømmer og jeg undgår at være realistisk for en kort stund. 💭
 
Sneen knitrer under mine ski.
Jeg hører skistøvlernes ’smælden’ når de spændes.
Skistavene slipper let sneen, når jeg laver mine sving.
Pisten er indbydende, blød og nyprepareret, og sneen giver genskin i mine øjne.
Jeg mærker solens stråler varme mine kinder, imens jeg læner hovedet op af stangen på stoleliften, og nyder at liftens bevægelser rytmisk vugger mig frem og tilbage. Jeg mærker den kolde luft som jeg indånder igennem næsen stikker en smule, og glæder mig til at mærke suset i maven, når jeg om lidt kører ned af bjerget.
 
Jeg drømmer.
….Jeg genkalder følelsen i hjertet, hvordan det føles at stå på ski.
 
Virkeligheden er at sneen knitrer under mine sko, og lyden af støvler der spændes er andres, ikke mine egne.
 
I min hånd er ikke skistave, men en stok som jeg har måtte købe for både at kunne holde balancen, men også for at aflaste min venstre arm, som smerter når den hænger uden støtte.
 
Pisterne ser gode ud, men jeg har ikke afprøvet dem.
Solen varmer mine kinder og luften er kold, men den er ikke så kold, som på toppen af bjerget, det husker jeg tydeligt.
Der er intet sus i maven, for jeg må ikke køre på ski mere.
Men jeg husker det hele – og jeg genkalder følelsen og suset uden problemer.
 
Det var dengang. Nu er mine livsvilkår anderledes.
Nu må jeg kigge på, nøjes med minderne og vente på at de andre har stået ‘det de skulle’, for så at kunne mødes med dem til varm kakao, om eftermiddagen.
 
I et kort og ugennemtænkt øjeblik, overvejer jeg at tage med de andre på pisten. … Bare leje nogle ski og være med – bare for at være med.
Men jeg ved at risikoen er for stor og det samme er konsekvensen. 💔
 
Det er ikke let at acceptere, at man ikke længere kan, hvad man engang kunne.
 
Jeg mærker sorgen og knuden i maven – når de andre vinker farvel, også selvom jeg ser smilet går fra øre til øre på dem alle.
 
Jeg er i et kort øjeblik jaloux og mærker sorgen over at jeg ikke kan være med, og bliver faktisk flov over jaloux-følelsen. Den er negativ og ukonstruktiv. 🤐
 
Efter et øjeblik er den negative jaloux-følelse heldigvis overstået, så jeg er ikke længere jaloux, men blot ærgerlig og trist over at jeg ikke kan dele oplevelsen med dem.
 
Jeg ved at jeg ikke kommer til at se drengene lave deres første perfekte hop.
Jeg ved at jeg ikke kommer ikke til at kunne følge deres udvikling i deres teknik, eller råde og vejlede dem til det perfekte sving.
Jeg ved at jeg ikke kan sidde med dem alle på en tilfældig hyggelig cafe i pistsystemet og drikke kakao og nulre mine eller deres kolde tæer, imens vi griner af de fald, vi alle har taget.
 
Jeg må nøjes med billeder, film og få det hele genfortalt.
Nøjes.
Ja det er at nøjes, når der er noget man gerne vil opleve i virkeligheden.
 
Jeg mærker inderligt ærgrelsen over jeg ikke er med.
Jeg mærker ærgrelsen over at jeg ikke også kan deltage. Jeg forbander mine smerter. Jeg hader mine smerter. Jeg er lige nu ikke ‘ven med mine smerter’.
 
Men det går ikke at jeg forbliver i den følelse.
Jeg accepterer at sorgen lammer mig i dette øjeblik – og det koster tårer, det koster overskud!
Men det kan ikke ændres, jeg kan ikke ændre min situation. ✋🏽
 
Så jeg tillader mig selv at være ked af det lige nu, men jeg ved samtidigt- at på et tidspunkt der må “rejse mig igen”.
Jeg bliver nødt til at dyrke det jeg KAN i stedet, og fejre mine successer. 👊
 
Jeg kunne være blevet hjemme, og sendt familien afsted alene. … Men så havde jeg misset endnu mere.
Jeg havde ikke set de røde kinder om eftermiddagen, jeg havde ikke været med nede og spise på den restaurant hvor man smider kødet på den varme sten og jeg havde ikke smagt de hjemmelavede pandekager som Michael lavede i lejligheden, her til eftermiddag.
Jeg havde ikke været med.
 
Jeg MÅ og SKAL finde roen i, at min familie nu er ude og opleve – og jeg i stedet ligger her i lejligheden og kan høre lydbøger og se film.
 
På den måde finder jeg bedre accepten og ‘bliver venner med mine smerter igen’. ❤️
På den måde kan jeg bedre håndterre og acceptere de følelser jeg har inde i mig. Fordi – de er ikke forkerte!
Jeg er ikke egoistisk eller selvcentreret fordi jeg savner mit gamle liv, og tænker at jeg også vil med. Jeg er ikke et ondt menneske, fordi følelsen af jalousi kort strejfer mig.
Der er ikke noget galt med mig.
Det er en helt naturlig del af min sorgprocess.
Det er en del af min accept af livets vilkår, at jeg pendulerer imellem den akutte sorg og accepten.
 
Ja, det her er ikke en ferie på mine vilkår med varme og sol – men min familie skal ikke holde sig tilbage, fordi de er pårørende til mig.
Min familie skal have muligheden, også selvom jeg ikke deltager på lige fod med dem.
Det vi som familie i stedet gør er, at vi tilpasser ferien, så jeg kan være med så meget som muligt.
 
Vi mødes flere gange om dagen med 3-4-5 timers mellemrum, så der kan tages lange oplevelses ture og stadig er der tid til kakao og crepes med mor, på en cafe som er i gåafstand for mig.
 
Jeg er med – det er bedre end ikke at være med.
 
Jeg ser deres røde kinder og får genfortalt deres historier kort tid efter det er sket.
Jeg er med. ❤️
 
Jeg mærker glæden i deres nærvær når vi er sammen, og jeg mærker at jeg ikke længere er jaloux men istedet misundelig på den gode måde.
 
Jeg under dem de gode oplevelser og er taknemmelig for at de vil dele dem med mig, når vi ses.
Jeg er med!
 
Alle kan blive uvenner. Men alle ved også at det er ikke rart.
Jeg var ‘uvenner med mine smerter’ lige før.
 
Jeg bliver nødt til at ‘blive gode venner med mine smerter igen’, ellers så er jeg ikke i stand til at nyde det positive, som jeg kan deltage i.
Jeg nyder det jeg kan få, også selvom det er en ferie som ikke er en ferie efter mine vilkår.
 
Jeg hører støvlerne på gangen, og ved at nu vælter de ind af døren om lidt.
Nu skal jeg ud og høre om deres dag.
 
Jeg accepterer min livsvilkår, fordi jeg har lært at få alt det positive ud af en situation, der er rigtig svær.
Jeg accepterer mine livsvilkår, fordi jeg også tillader mig selv at mærke sorgen.
 
Jeg vil finde det positive i denne ferie, jeg vil leve mit liv med smerterne og ikke lade smerterne leve mit liv.
 
Hvornår har du sidst ‘været uvenner med dine smerter/sygdom’ og kan I ‘blive gode venner igen’?
3 Comments
  • Anonym
    Posted at 10:18h, 09 april Svar

    PS. Når man skriver her i rubrikken, som jeg gør nu, er skriften så lysegrå, så man næsten ikke kan se den – eller er det bare på min computer?

  • Maja
    Posted at 10:17h, 09 april Svar

    Hmm, sidst jeg var uvenner med mine smerter, spørger du. Altså vi af hinanden lige for tiden, smerterne og jer, fordi vi har håndværkere, det er ikke så rart at være hjemme, når der er fremmede i huset, synes jeg. Er flovt at gå hjemme…selvfølgelig kan det være, at jeg bare arbejder hjemme, men jeg synes, at de kan se på mig, at jeg er syg, samtidig med, som din blog så fint siger det, at “du ser jo ikke syg ud”. Giver det mening?

    Men sidst, jeg var rigtig uvenner med mine smerter, var for et par dage siden, sådan med tårer og rigtig ked af det. Det var så dejligt vejr, og jeg gik i haven med vores to piger og min mand. Dér savnede jeg bare HELT vildt det der flow. man får, når man bare kan være oppe så længe man har lyst… jeg skal ind og hvile hver 60.-70.minut, og så vil den ene eller begge piger med, og hele den hyggelige stemning med at nusse rundt i haven bliver ødelagt….jeg savner så meget det der med bare at kunne tusse rundt med familien, sætte sig med sin mand og dele en øl i forårssolen, mens børnene leger, glemme alt om tid og sted. Men jeg har hele tiden den der f…. nedtælling inde i hovedet. Vores hverdag og liv bliver så afbrudt af, at jeg hele tiden går væk. Men som du selv skriver, så har det konsekvenser at træffe et andet valg, det prøver jeg jævnligt, for sommetider glemmer jeg tiden, og så kommer smerterne…. Så det er sådan det er, men nogle gange savner jeg bare sådan det der helt afslappende flow, hvor man ikke skal tænke på tid og planlægning, men bare kan være sammen….og det blev smerterne og jeg altså lige uvenner over den anden dag

  • Henrik
    Posted at 17:53h, 09 marts Svar

    Hej Christine,
    Er faldet over din blog og de sociale medier, Well det var faktisk min hustru der fik en reklame for dig på Instagram, som hun så mente jeg måske kunne få gavn og inspiration af.
    jeg har gennem længere tid kigget lidt efter hvordan man som kronisk smertepatient gennem 20 år kunne hjælpe andre, som måske for nuværende ikke er kommet så langt i deres forløb, som os andre der er ved at være gamle i gårde 🙂
    Og ja, jeg ved sku ikke lige om den mentale følelse man har som kronisk smertepatient er den samme for alle, men syntes faktisk at de fleste af de ting du skriver giver ganske god mening, jeg har selvfølgelig været igennem noget ligende ligesom alle de andre, som jeg med stor interesse har læst om, dog med de personlige nuancer som vi alle har med i bagagen efter mødet med mastodonten ” det offentlige ” om det så er sygehuse eller kommunen.

    Dit Blogindlæg her om ferien, tjaa been there done that, ting som seng, solstol, rejselængde, medicin, etc. nogle ting som kronikere skal tage hensyn til og planlægge ud fra..

    Du skriver til sidst ” Hvornår har du sidst ‘været uvenner med dine smerter/sygdom’ og kan I ‘blive gode venner igen’? ”

    Jeg har aldrig været gode venner med mine smerter, ALDRIG!! jeg har forbandet dem langt ned til helvedes inderste cirkler, jeg har tudet af afmagt og raseri, Jeg har været urimelig, utålelig, dum og forfærdelig for mine omgivelser grundet mine smerter, og for det vil jeg aldrig tilgive min kroniske smertetilstand/ sygdom.. men jeg har lært at acceptere at det er en ufravigelig del af mit liv.

    Og til sidst vil jeg sku give dig stor ros for at være så ærlig omkring dine problematikker, fedt og læse om og inspirerende, din migræne den er hård, har selv kronisk migræne, men går på hovedpinecentret på Glostrup så mon ikke potten på et tidspunkt får det bedre :))

    Jeg kigger måske forbi din Facebook side og giver mit besyv med, hvis der er nogen der hænger lidt i bremsen, har brug for råd eller bare et opmuntrende hu hej livet går videre uanset hvad klap på skulderen.. 🙂

    Undskylder hvis skriveriet gik lidt over gevind, håber du kan bære over med det.

    Med venlige hilsner.

    Henrik ” kronikeren. “

Fortæl mig hvad du synes