Hvad er smerter for noget?

Vi har alle prøvet at have ondt i ryggen eller hovedet, men at være smerteramt 24/7.
Man er ikke længere syg – men er kronisk smertepatient.
Det er noget andet, end forbigående sygdom der fylder 5-10 dage, for nogle lidt længere.

2009 var året hvor alt ændrede sig.
Alt blev anderledes end jeg troede, og det skete ved et fald.

Derefter fulgte der smerter, læger – både de gode og de dårlige – flere smerter, manglende forståelse fra mig selv, familie, venner, kollegaer.

Der fulgte flere læger, nu kommune, forsikring og andre instanser som bidragende til tårer og en selvopfattelse der skulle bygges op på ny, fra bunden.

Et nyt liv skulle læres at leve.
Mine livsvilkår blev med ét forandret…

Hva’ så?
En rejse startede og den er ikke slut. Den slutter aldrig.

Den forsætter og vil for altid udvikle sig, skabe ny forståelse for mig selv, min krop, og mine smerter.

En “udrensning” af omgangskredsen startede.
Der var dem der forstod – men der var også dem der ikke forstod.
Dem der forstod, de er stadig det vigtigste i mit liv.

Dem der ikke forstod. Det var noget der gjorde ondt…
Hvordan havde jeg selv reageret, hvis det var med omvendt fortegn? Jeg tror det havde været anderledes, jeg håber det havde været anderledes !

Arbejde, socialt liv, måden at være sammen med min familie og børn – alt ændrede sig.

Idag har jeg indset hvordan mine livsvilkår er.
Det skal man indse, ellers kommer man ikke videre og accepterer sine nye livsvilkår.

Når du kender dine livsvilkår, så er det nemmere at prioritere dine ressourcer, og derved få et positivt indhold i dit liv.

Der er dage hvor jeg skraber bunden, græder og syntes det hele er for meget. Men jeg rejser mig igen, børster støvet af knæene, og fokuserer på det positive i mit liv.

Det skal jeg – ellers bliver jeg deprimeret.
Jeg har heldigvis aldrig været deprimeret eller angst, dette nok pga mit eget fighter-gen, men i ligeså høj grad de vigtigste, mine yndlings personer i min omgangskreds.
Min helt – min højt elskede mand, ham som har de brede skuldre og en ubeskrivelig forståelse og empati, ham som bærer mig når jeg ikke kan gå, ham som er mine arme når mine egne ikke virker. Ham som elsker mig ubetinget, også når jeg ikke føler jeg er værd at elske.
Min bedste og tætteste veninde som forstår og kender mig bedre end nogle andre – som kan se på mig hvordan jeg har det, som kan høre det igennem telefonen. Det er ikke nødvendigt at sige noget, hun ved det.
Min mor som af en eller anden grund bare forstår, som er mor på den bedst elskelige måde. Som omfavner og giver støtte og kærlighed. Som stadig er mor, trods jeg er voksen.
Min lillesøster som trods de 15 års aldersforskel, er forstående og klog på livet og rummer empati mange kan lære af.
Min øvrige familie og mine andre helt særlige bedste venner, som har været, og stadig er der for mig.
De ved alle hvad de betyder for mig. Hvilken påvirkning de har på mig, og hvilken betydning de har i mit liv.
Jeg er velsignet med at dem som jeg har valgt til at være mine yndlings-mennesker – de er værd at samle på, de er værd at bruge alle mine ressourcer på.

Jeg ved dog fra andre i lignende situation, andre kroniske smertepatienter, at de ikke er så heldige.
De er ramt af angst, af depression – dette blandt andet fordi at de ikke bliver mødt af forståelse og empati.

For empati og forståelse mødes man ikke altid af, som kronisk smertepatient.
Man forventer at kommunen, forsikringen – men mest af alt at familien, vennerne og kollegaerne – at de forstår!
Sandheden er, at der er sine udfordringer.
Dette er dog noget jeg senere vender tilbage til.

Husk nu – find det positive i dit liv. Lev livet, selv når det er svært.

//C