SmerteMonsteret er et monster, der har en uhørt gennemslagskraft i sig, som til tider overtager min fornuft.

Så ja – jeg kalder mine smerter for SmerteMonsteret.

Jeg bruger begrebet SmerteMonsteret, fordi jeg syntes det er en lettere måde at forklare både børn og voksne, at jeg er ramt af smerter.

Begrebet SmerteMonsteret illustrerer for mig, at det ikke er ‘mig’ og ‘min vilje’ der afholder mig fra alle de ting jeg gerne vil, men det er SmerteMonsteret der er skyld i, at jeg har svært ved mange ting.

Det er SmerteMonsteret der taler, når jeg er i underskud af skeer.
Det er SmerteMonsteret der gør, at jeg bliver opgivende og er lige ved at smide håndklædet i ringen, og endda også SmerteMonsteret der kan gøre mig ked af det, når det støjer for meget.

Det er ikke fordi, at jeg ikke vil tage ejerskab eller ansvar for mine handlinger – det er blot et udtryk for, at der er det her monster, som bestemmer inden i mig og som jeg ikke har indflydelse på, om er tilstede.

Jeg kan holde SmerteMonsteret på afstand, ved at lytte til min krops signaler og gøre mit bedste for ikke at overforbruge mine skeer, og jeg kan også tage smertestillende for at holde det på afstand.

Jeg må dog stadig tage ansvar, når jeg vrisser eller skælder ud – eller hvis jeg siger noget dumt, og det sker… 
Så det gør jeg. Det er vigtigt for mig.
Det er vigtigt for mig, at jeg er i stand til at sige undskyld når SmerteMonsteret taler før ‘mig’.
Jeg er god til at komme tilbage og undskylde, når jeg er urimelig.

Hvorfor?
Fordi jeg sætter selv stor pris på, når folk kan sige undskyld til mig.
Det viser mig, at man har indsigt og tager ansvar.

Derfor lærer jeg mine børn at sige undskyld, når de har dummet sig.
Ikke sådan et “undskyld-med-himmelvendte-øjne” eller et “tvunget-undskyld-klemt-ud-af-den-ene-mundvig-med-tænderne-bidt-sammen”.
…Men et reelt undskyld.

Det lærer jeg dem ved at spørge dem, hvorfor de siger undskyld – når de har sagt undskyld.
Hvis de kan forklare hvorfor de siger undskyld – så lærer de noget af det. De forstår så deres handling- eller hvad det er de har sagt der var forkert, hvis de har såret fx deres bror, med en dum kommentar.

Når jeg siger undskyld for noget, så tror jeg på, at jeg selv lærer af det.
Jeg håber på at det gør, at jeg ikke igen, havner i samme situation og siger eller gør samme dumme ting igen.

Øhm….
Det kan jeg ikke prale med mine børn kan ENDNU … men jeg håber at det kommer 😊

SmerteMonsteret kan også gøre mig ked og opgivende.
Fx så kører jeg en stor forsikrings sag, og denne sag er så opslidende og krævende, at jeg har dage hvor jeg helt giver op, og ikke tror på at jeg vinder.
Jeg føler mig overvåget, og er ramt på min stolthed, af alt det “dyne-løfteri” der foregår – men det kan jeg komme ind på, i et andet indlæg.

På de dage – der er det SmerteMonsteret der styrer mig.
Det er gerne de dage, hvor jeg er ekstra ramt af smerter, at jeg bliver opgivende.

Egentligt er det mærkeligt, at det er de dage hvor jeg er ekstra smerteramt, at jeg mister troen?
Der burde fornuften jo sejre, og vise mig endnu mere – at det er reelt og retfærdigt at jeg bør vinde, sådan som jeg har det?

Men måske det er fordi jeg har “brændt-barn syndromet”, og husker, at jeg før er blevet slemt skuffet af både kommune og forsikring?
…Jeg ved det ikke?

På de dage, der siger SmerteMonsteret også til mig at jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke kan noget med mine børn.

MEN så skal jeg have en snak med min mand eller veninde M, som ikke ynker mig, men giver mig en “røvfuld”, ofte efterfulgt af opmuntrende og søde ord.

Så finder jeg kræfter superkræfterne frem i mig!

Superhelten på den ene skulder, og SmerteMonsteret på den anden.
Og hvilken kamp – men der sejrer superkræfterne i mig over SmerteMonsteret. Hvilken følelse!
Også selv om sejrsfølelsen ofte kun varer kort tid, så fokuserer jeg på den følelse..

Så SmerteMonsteret er i mig. Jeg tager ansvar når det styrer mig, men jeg respekterer det også, når det advarer mig om at jeg er ved at løbe tør for skeer.

Jeg skal leve med SmerteMonsteret for altid, så jeg må prøve at lære det at kende, bedst muligt.

I dag har jeg fortalt SmerteMonsteret at jeg lytter på det, fordi det advarer mig om, at jeg ikke har mange skeer, så jeg skal ligge og samle kræfter i sengen.

Men jeg har OGSÅ fortalt SmerteMonsteret at det tager fejl – at jeg ikke er en dårlig mor, bare fordi jeg må ligge i sengen og samle skeer.

God aften til alle

//C