fbpx
 

‘Ske-teorien’

Kære smerte-kollegaer og kroniske-kollegaer,

 

Herunder har jeg beskrevet for dig, hvordan jeg deler med mine nærmeste, hvorledes jeg bruger mine ressourcer og på hvilken måde jeg fordeler mine kræfter i et liv med begrænsede ressourcer.

 

Her deler jeg hvordan jeg bruger ‘ske-teorien’* i mit eget liv, og hvorledes du måske kan få dine nærmeste til at se dig i et andet lys.

 

Jeg har ikke opskriften på hvordan du skal leve dit liv med dine individuelle livsvilkår – men jeg vil alligevel gerne dele hvad der virker for mig.

 

Jeg håber at det kan bidrage til at du selv lettere kan genfinde balancen, og nå et skridt nærmere accepten i det der er så svært. At lære at vi kronikere er begrænsede i vores ‘skeer’ men trods det kan så kan vi skabe os et godt liv ved at lære at leve med smerter/sygdom og ikke lade smerter/sygdom leve vores liv.

 

Kærlig hilsen,

 

Christine

 

*Ske-teorien kan findes i fuld længde, uden mine fortolkninger, ved en simpel google søgning på internettet.

 


 

Jeg er løbet tør for ‘skeer’.
Altså ikke spiseskeer – men … lad mig forklare.

 

Da jeg blev smerteramt i 2009, opdagede jeg hurtigt, at jeg ikke kunne det samme som før.
Pludselig blev jeg træt, havde ingen kræfter og var uoplagt.
– Dette ud over selve smerterne, som støjede i min krop.

 

Min tålmodighed blev voldsom lille og min lunte frygtelig kort.
Jeg blev pludselig overmandet af, hvad jeg kalder ‘SmerteMonsteret’.

 

Jeg forstod det ikke selv, og tror min omgangskreds undrede sig endnu mere.
De så mig gå fra 220 km/timen til pludselig at bevæge mig i slowmotion, og endda i visse perioder stod jeg stille.

 

Jeg havde snak med en veninde, som er gigtpatient, hvor jeg udtrykte min frustration.
Hun sagde: Gå hjem og læs det her print, imens hun overrakte mig et par siders tekst.

 

Printet var en historie, også kaldet ‘ske-teorien’ der omhandlede en pige der var syg.
Pigen (som hedder Christine) var ude og spise med sin veninde og her udviklede sig en meget vigtig og værdifuld snak.

Christines veninde, som ellers kendte til alle detaljer ved hendes privatliv og sygdom, spurgte denne tilfældige dag ind til hvordan det virkelig var at være ramt af kronisk sygdom.

 

De sad på en restaurant – og Christine måtte tænkte hurtigt, og i det øjeblik fandt hun på en relativ simpel forklaring, som kan gøre så stor forskel for både kronikere men også deres pårørende.

 

Christine samlede alle skeer på bordene omkring sig og sagde:
“Værse’go’ nu er du syg – det her, det er dine ressourcer.
Det er hvad du har at gøre godt med i dag.
Du har ikke uanede ressourcer, du har de her 12 skeer, ikke flere end det”.
Hun bad derefter veninden om at fortælle, hvordan hun ville bruge sine skeer, på en helt almindelig dag.

 

Veninden startede sit ‘ske-regnskab’: Jeg står op, jeg går i bad, jeg spiser morgenmad osv.
Hvad der så skete – det vender jeg tilbage til…

 

Det her kan efter min mening, overføres direkte til os, som er kronisk smertepatienter, her kan vi bruge samme analogi.
Vores ressourcer kan måles i ‘skeer’.

 

Forskellen på mig/dig, og måske din søster, veninde eller mor som ikke er kroniker, er at vi har begrænsede ressourcer HVER DAG, resten af vores liv.
Vi er tvunget til at træffe valg og være beviste om disse.

 

Så jeg ved, at jeg har et vist antal ‘skeer’ til min dag.
Dem bruger jeg varsomt, og med nøje overvejelse.
…Jeg prioriterer hvad der er rigtigt for mig. Hvad der er vigtigt for mig.

 

Tilbage til historien.
Christines veninden blev chokeret over hvilke simple ting i ens dagligdag, der koster ‘skeer’. Alt det der er “normalt” og “som man bare gør”.

 

Ting som veninden tog for givet, fx bare at komme op af sengen kostede altså ‘skeer’?
Dette er pludselig en udfordring fordi man har smerter der er altoverskyggende, efter man måske har sovet dårligt.
…Det at komme i tøjet efter et bad, koster også ‘skeer’.

 

Det er så sandt og en vigtig detalje, som mange uden begrænsninger ikke tænker over.
Det der før var normalt, er nu til overvejelse for en kroniker.

 

Man skal pludselig overveje hvad man tager på, ikke pga. moden eller sammensætningen, men de praktiske overvejelser.
Fx. må man vælge tøj uden knapper, eller tøj der tages på nedefra…
Man skal også bruge ‘skeer’ på at spise morgenmad, selvom man er kvalm eller ikke er sulten, fordi ellers kan man ikke tage sin medicin.
Skal man vaske hår, så er det ikke bare én ‘ske’ der skal bruges på badet, men måske to?

 

Christine fra historien, fandt en fantastisk metode at beskrive sine begrænsninger, og hvordan hun er tvunget til at prioritere hver dag.

 

Men at leve med begrænsninger har sine udfordringer.
Alligevel vil jeg sige, at hvis man virkelig skal ‘pin-pointe’ én positiv ting der er kommet ud af at jeg nu lever med mine livsvilkår og de begrænsninger der følger med dette – så er det at jeg har lært at prioritere.

 

Hvad jeg før troede der var vigtigt for mig – det er anderledes i dag.
Hvem jeg troede ville være i mit liv i dag, viste sig ikke at være alle dem jeg regnede med.
Den måde jeg prioriterede på tidligere, er anderledes i dag.
Jeg har et andet fokus.
Jeg har en anden form for nærvær og taknemmelighed.

 

Den proces og de ændringer – det lyder så nemt at komme frem til, når det bare lige skrives sådan – det var det ikke.
Det var hårdt arbejde og en del af min sorgproces og også en del af at lære den nye “mig” at kende.

 

Tilbage til historien – Christine fortæller at hun har lært at leve med en ekstra ske i baglommen.

 

SÅ SANDT og MEGET vigtigt !
Jeg lever også med en ekstra ‘ske’ i baglommen – min ‘nød-ske’ og den kun bliver hevet frem i nødssituationer.
Dette kan fx. ske på en ganske almindelig tirsdag, hvor jeg ligger med store smerter og trætheden er invaliderende.
Pludselig ringes der fra skolen, og jeg bliver fortalt at min søn er faldet og skal på hospitalet, til observation for hjernerystelse.
…I den situation, der hives min ‘nød-ske’ frem.
Og fordi jeg ikke misbruger den – så virker den.

 

Christine som har opfundet “ske teorien” havde lupus – men det er i og for sig ligegyldigt, for historiens morale og brug af tanke-teknik.

 

Teknikken kan overføres til alle former for kroniske smerter og sygdomme, stress, psykiske udfordringer etc.
Det her er en tanke-teknik, og en måde at lære at prioritere i sit liv, som der kan bruges af mange.
Det er enda også en super måde at forklare sine nærmeste hvordan man i sin hverdag må prioritere og hvordan man må finde en form for accept i at man er begrænset.

 

Det handler om at os, som før kunne meget mere – nu skal lære at leve med et begrænset antal ‘skeer’.

 

Jeg har lært og fundet accept i, at de ‘skeer’ jeg vælger at bruge hver dag – dem har jeg nøje prioriteret, og jeg vælger at bruge dem på dem som jeg holder allermest af.
Ingen skal sige tak fordi jeg bruger ’skeer’ på dem, til fødselsdage eller andre sammenkomster.
Det er mit ansvar hvad mine ‘skeer’ bruges på, fordi jeg bruger kun ‘skeer’ på det der giver mig livsglæde.

 

Fordi … når “regningen skal betales” efter de her arrangementer jeg deltager i – så har jeg ikke bare smerter, så har jeg livsglædesmerter…
Og livsglædesmerter – de er nemmere at håndtere end almindelige smerter.

 

Men hvad så når man overforbruger sine ’skeer’?
…Ærligt – Det sker for os alle sammen engang imellem.

 

Det sker når vi glemmer hvad vi har at gøre godt med og vi glemmer hvad konsekvensen af at bruge for mange ‘skeer’ er.
Så kører vi over for rødt, og straffen er ubarmhjertig og skal betales uden nogen former for afdragsordninger.

 

Derfor er prioriteringen af ens ‘skeer’ meget vigtig.
Vi skal huske at nogle gange kan vi godt låne af i morgens ‘skeer’, men så er resultatet at man har færre der.

 

…Og vigtigt – husk din ‘nød-ske’ kun skal bruges i nødstilfælde, ellers har den ikke samme virkning og styrke.
Vi kan ikke leve i evigt minus af ‘skeer’.

 

Jeg tog denne historie til mig ret hurtigt og kunne se, at jeg med denne teknik også kunne bruge den til at forklare andre hvordan jeg har det både til børn og voksne, og teknikken har jeg brugt i sådan et omfang, at jeg i dag bliver ringet op af veninder, der spørger om jeg har ‘skeer’ til besøg eller andre sociale aktiviteter.

 

STÆRKT!
Det betyder at min mission er lykkedes.
De forstår at jeg er begrænset, uden at de dømmer mig, de ser mine behov og mine begrænsninger.

 

Det store spørgsmål kommer så nu.
Hvor mange ‘skeer’ har du – har jeg – har vi?

 

Svaret er helt individuelt – det er kun noget man selv kan mærke efter og fastsætte.
‘Ske antallet’ kan også svinge fra dag-til-dag, eller være forskelligt afhængigt af om det er sommer- eller vinterperiode. Man kan kun selv mærke efter.

 

I min optik så handler det ikke om antallet – men mere analogien i at vi er begrænsede og derfor skal vurdere hvor meget vi kan.
Vi skal være super skarpe på at finde accepten i vores begrænsninger, for den måde, så går ‘ske-regnskabet’ op.

 

Uanset om vi har 10-15 eller 50 ‘skeer’ så gør det situationen nemmere at forklare til vores nærmeste, fordi de kan se at vi har begrænsede ‘skeer’ og at vi må prioritere hver en ting vi gør i vores hverdag.

 

Når vi selv har fanget ‘ske regnskabet’ så er det langt nemmere at videreformidle vores budskab på en positiv måde.