Sex…?

Sex…?

“Hun vil ikke dyrke sex med mig mere”, skrev han.
 
Jeg spurgte indtil hvad hun sagde som årsag til ham – om de havde knas i parforholdet, eller om han vidste, hvad der var årsagen til det?
 
Han svarede “Hun siger kun at hun har ondt. Hun siger hun har ondt hver gang”.
 
Jeg skulle lige tænke mig om, inden jeg svarede – for jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg i virkeligheden godt vidste, hvilke tanker der går igennem hans kones hoved, hver dag…
 
Sex er selvfølgelig privat og meget individuelt.
For nogle smertepatienter, så er sex det eneste tidspunkt, hvor de er smertefri. For andre, så er det svært at “komme igang” og at finde lysten i kroppen og ikke mindst hovedet.
 
Lad mig starte forfra.
For 3 uger siden modtog jeg en mail, fra en af jer læsere. Denne gang var det fra én, der ikke selv er smertepatient, men en pårørende.
VIGTIG: Jeg har SELVFØLGELIG spurgt om tiladelse til at lave dette indlæg, inden jeg skrev det.
 
Min fornemmelse er, at der er mange af os smertepatienter derude, der enten selv kender til nedenstående problematik – eller kender andre i netværket, der beskriver at de er udfordret omkring sex-lyst.
 
Lad os kalde manden for Per, (opdigtet navn).
Per er gift med Johanne (opdigtet navn).
Sex har altid været let og godt for dem begge, men efter Johanne blev ramt af svære smerter hver dag, så er de gledet længere fra hinanden, på det sexuelle plan.
De er stadig bedste venner, og elsker hinanden ubeskriveligt, og Per står ved Johannes side.
Men sex – det er der ikke noget af.
 
Jeg er ikke læge, eller sexual-rådgiver, jeg er selv smertepatient, og kvinde.
Så hav for øje at alt hvad jeg skrev tilbage til Per, er sagt i bedste mening, og sagt ud fra hvad jeg har erfaret fra både mig selv, og fra mange andre smertepatienter, som jeg igennem tiden har været i forums med.
 
Jeg prøvede at forklare Per, at det at have smerter er meget opslidende. Det er opslidende på mange måder.
 
Det er svært at føle sig sexet, eller oplagt – når man kæmper 24-7 med smerter.
Det er svært at finde overskud til at dyrke sex, når man konstant har smerter, og når det at rykke en arm eller ben, er forbundet med smerte. Derfor kan det være uoverskueligt at kaste sig ud i sex, når man ikke kan tåle at blive “revet rundt” eller kaste sig ud i andet end at ‘ligge på ryggen’.
 
Ydermere så fortalte jeg Per, at mine smerter gør mig træt. Sådan træt helt ind til knoglerne.
Derfor kan det for mange være svært, efter en hel dag med smerter, når man ligger i sin seng om aftenen, at finde energi til noget andet end fx. at høre en lydbog eller se tv.
 
Jeg fortalte Per, at jeg kan blive så træt når jeg er smerteramt, at jeg føler at min krop flygter fra smerterne, ved at lade mig sove.
 
En neurolog forklarede mig engang, at det faktisk er kroppens måde at overkomme smerterne på – at når man er så smerteramt som jeg, så er kroppen max stresset, og derfor forsøger den at gå i “dvale” ved at lade en døse hen og falde i søvn. Så om dagen kan jeg ofte have brug for at hvile mig, simpelthen for at ‘flygte’.
 
Om natten er det værre med den tunge og lange søvn. Den søvn varer desværre ikke længe, fordi man med smerter, ofte sover dårligt, og det hjælper ikke på trætheden dagen derpå, og derved er en dårlig cirkel startet. (Men søvn problemer kommer jeg yderligere ind på, i et andet oplæg.)
 
Jeg fortalte Per, at man som smertepatient godt kan få følelsen af at man ikke bidrager med noget spændende, hvis man ikke er på arbejde – så når manden kommer hjem, så har man ikke noget at fortælle.
Jeg fortalte ham, at der sikkert er udfordringer i alt hvad der engang var normalt for Johanne – og hvad der stadig er normalt for ham.
Alt er svært – at gøre rent, hænge vasketøj op, lave aftensmad mm.
 
Jeg mindede ham om, at der sikkert ikke er færre nullermænd i hjørnerne, og støv der skulle tørres af, end før Johanne blev ramt af smerter.
Og da de ikke har økonomisk råderum til rengøring, så følte Johanne måske at det var hendes job, mens han var på arbejde. Desuden så var Johanne måske presset over at skulle bede om hjælp til alle mulige ting, hele tiden.
Jeg forsatte med at komme med eksempler på helt almindelige dagligdags udfordringer, for Johanne.
 
Jeg spurgte også Per, hvad han gjorde for at romantisere Johanne.
 
Han sagde han nogen gange købte blomster, og han tænkte tit på at hun var smuk.
 
Jeg foreslog ham, at han skulle øve sig på at fortælle hende det i stedet. Fortælle hende at hun var smuk og dejlig, og vigtigt – fortælle hende, at han altid ville støtte hende.
 
Jeg forklarede ham, at Johanne måske ville se det som en romantisk gestus, hvis han fx. tømte opvaskemaskinen, eller lagde tøj sammen – fordi det er noget der i dag, er udfordrende for Johanne.
 
For at gøre en meget lang mail korrespondance kort, så nåede Per frem til at han ville gøre følgende.
1. Han ville fortælle hende at hun var smuk
2. Han ville fortælle hende at DE var større end hendes smerter
3. Han ville hjælpe mere til, og spontant svinge støvsugeren, sætte en vask over og skifte sengetøj – ikke kun når hun bad om hjælp
4. Han ville lægge op til sex om morgenen, ikke kun om aftenen.
 
Per skrev til mig igen, for en uge siden.
Han sagde tak fordi jeg havde givet ham indblik i at være smertepatient, så han ikke “kun” så det på Johanne.
 
Han sagde, at jeg havde sat tanker igang hos ham, og han allerede følte, at han og Johanne var ved at finde hinanden igen, på det sexuelle plan. Han forstod bedre nu, hvorfor hun havde svært ved det, og at de var blevet bedre til at snakke om smerter, overskud, lyst mm.
 
Vi som smertepatienter, skal lige huske på, at det er svært at være pårørende og forstå hvad der sker i ens partners krop.
De pårørende kan kun se smerterne, ikke føle dem.
Det er svært for de pårørende, når ens partner er bange for at fortælle om hvad der sker inde i én, når man ikke tør dele sin usikkerhed, sin afmagt og sin frustration.
 
Vi skal huske at snakke med vores partner, vores børn og familie om hvordan vi har det.
Det er misforstået hensyn vi tager, når vi holder det for os selv.
 
Og ja, der er nogen der ikke VIL lytte. – Det er et andet emne, men lad os fejre dem der gerne vil lytte, i dette indlæg.
Lad os blive bedre til at dele vores tanker.
Det tror jeg vi alle kan lære af.
 
Er du god til at dele med din partner hvordan du virkelig har det?
Deltag i debatten her, eller på facebook
//C
2 Comments
  • Anonym
    Posted at 00:06h, 06 oktober Svar

    Det er så rigtigt, jeg har været i smertehelvedet i mere en 20 år og kan IKKE tåle nogen form for smertemedicin, eller diabetesmedicin eller blodtryksmedicin,det er øv når man har 4 børn og 6 børnebørn man gerne vil være aktiv med, min mand er sød til at hjælpe også uden at jeg beder ham om det, men man føler sig overflødig,

  • Anonym
    Posted at 00:06h, 06 oktober Svar

    Det er så rigtigt, jeg har været i smertehelvedet i mere en 20 år og kan IKKE tåle nogen form for smertemedicin, eller diabetesmedicin eller blodtryksmedicin,det er øv når man har 4 børn og 6 børnebørn man gerne vil være aktiv med, min mand er sød til at hjælpe også uden at jeg beder ham om det, men man føler sig overflødig,

Fortæl mig hvad du synes