(Nej … jeg sover ikke fordi jeg er doven eller “bare” har lyst til en lur, men jeg sover fordi det internationale Rockband “SMERTE” er på repeat i min hjerne, og jeg derved hverken kan give hjernen (eller kroppen) den hvile og dybe søvn, som den i virkeligheden har brug for.

Derfor er jeg altid træt – fatigue træthed, den slags træthed man ikke kan sove fra, men ej heller som man kan holde sig vågen på).

Tilbage til hvorfor jeg måtte finde ‘reserveskeen’ frem i dag.
Elias har astma, hvilket jeg har skrevet om tidligere, men for tiden er han meget ramt og har haft brug for sin medicin lidt for ofte.

Så efter en samtale i morges med hospitalets ambulatorium hvor han følges, blev jeg bedt om at komme ind med ham IDAG til lungefunktionsundersøgelse.

Da hun sagde det, trak jeg vejret, lukkede jeg øjnene og tænkte “F💣💣K”.

Jeg har meget få ‘skeer’ efter denne sommerferie, jeg betaler stadig for sommerferien, så i dag måtte jeg finde ‘reserveskeen’ frem. Den som man ikke må misbruge, den man kun må bruge i nødstilfælde.

For havde jeg et valg? Nej!
Elias skulle tilses, og jeg måtte mande mig op.

Det der er en udfordring sådan helt generelt, er i sådan en situation som denne, hvor nogen kan tænke – “det kan hun jo sagtens, hun går jo hjemme”.

Ja jeg går hjemme, men jeg har også et fuldtidsarbejde!

Er du nysgerrig på hvad den dårligst betalte, men benhårde og krævende CEO stilling går ud på?
Jeg skal passe på min krop, og den rolle skal ikke kun udfyldes imellem 8-16. Det er 24/7.

Jeg fik Elias til læge. Medicinen er tilpasset og nu ligger jeg på sofaen.
…Jeg kan mærke at jeg allerede nu betaler for ‘reserveskeen’. Men jeg blev nødt til det.

I aften må jeg gå tidligt i seng (sammen med de 2 små) og så må jeg håbe på at jeg kan sove nogle timer med sammenhængende søvn.

Det er det jeg kan. HÅBE. 🙏
Jeg håber på, at jeg kan ‘lade’ lidt op i nat.

Elias er ok – jeg er trods alt ok.
Jeg er en mor med smerter, og smerterne må vente til Elias har fået den hjælp han har brug for. ❤️

Sådan lever vi kroniske smertepatienter vores liv.
Vi fordeler vores ‘skeer’ og vi prioriterer vores ‘skeer’.
Nogen gange må vi overforbruge. Det er ikke et valg – det er et must.

Det er ikke et nemt job vi kroniske smertepatienter har. Vi går ikke hjemme og dovner den. Vi knokler for at komme igennem dagen og nogle dage er der flere udfordringer end andre.
Nej jeg er ikke et offer, og jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg har smerter, og jeg gør mit bedste for at leve livet med smerter.