Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2734

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2738

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/menduserjoikkesygud.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3679
MenDuSerJoIkkeSygUd | PSYKOLOG???
 

PSYKOLOG???

PSYKOLOG???

“Psykolog? …Hvad? …Hvorfor det?”

Det var helt ærligt min første tanke, da sagsbehandleren fra kommunen til arbejdsprøvningen, sagde at det skulle jeg til.

Det skal siges at konsulenten flere gange i “truende form” havde sagt til mig, at jeg skulle til psykolog og måske endda på smerteklinik.
Smerteklinik? Psykolog?

Jeg tillagde straks sagsbehandleren til arbejdsprøvningen, at han ville prøve at køre mine smerter over på, at jeg var psykisk ustabil – og de derved kunne smide “mig” over på en andens skrivebord, eller få mig fjernet helt fra hans skrivebord…

Han startede med at booke en tid til mig hos psykologen, på deres erhvervscenter.

Dagen kom – Jeg gik med tunge skridt mod psykologens kontor … Jeg kunne mærke mine ben rystede.

Hvorfor?
…Fordi det er knap så behageligt, at blive beordret til, at skulle dele sine inderste tanker – og så endda med en vildt fremmed… Dette fordi det jo ikke var mit eget valg, at skulle til psykolog, det var ikke min egen ide, eller mit eget ønske.
Jeg vidste jeg skulle testes i om mine smerter var reelle eller selvindbildte. Jeg selv var/er ikke i tvivl, men det var sagsbehandleren tydeligvis.

Jeg har altid tænkt, at det der med psykolog – det er ikke nødvendigt for mig. Jeg kan godt “klare” det selv.
Det samme med smerteklinik – det var da ikke noget for mig.
Jeg vidste præcis hvor mine smerter “sad”, og min egen læge kørte mig jo igennem smertestillende!

Tilbage til psykologen … Det var meningen jeg skulle være der i 20 min. Men jeg var der en time. Jeg havde åbenbart mere på hjertet, end jeg selv troede.

Da timen var gået, sagde psykologen til mig:
“Christine du er enormt velovervejet og dygtig til at bruge dine ressourcer. Det er utroligt, at du i en så ung en alder, formår at vende dine livsvilkår og de begrænsninger du har, til et positivt fokus, hvor du fokuserer på det du kan i stedet for det du ikke kan.

Jeg kan se, at du er voldsomt smerteplaget lige nu, og jeg er ikke i tvivl om at der er årsagssammenhæng mellem dine smerter og dine udfordringer.
Jeg er ikke i tvivl om at du er reel og sandfærdig og du konstant overvejer dine ressourcer og formår at bruge dem på, hvad der er rigtigt for dig”.

WAUW ! Jamen – hun forstod mig jo. Hun havde lyttet.
Måske er psykologer ikke så farlige, som jeg troede, og vigtigst – det var faktisk rart at fortælle om hvordan jeg havde det

Jeg troede man skulle være angst eller deprimeret, for at man skulle til psykolog. Men jeg tog fejl.
Det var ikke farligt, det gjorde ikke ondt – hun forsøgte ikke at køre en psykisk diagnose ned over hovedet på mig.
Hun lyttede “bare” og kom med konstruktive spørgsmål. Jeg lærte faktisk noget om mig selv.

Det var startskuddet til at jeg senere takkede ja, til at se en psykolog igen, denne gang igennem smerteklinikken.
For ja – jeg kom på smerteklinik, dog igennem egen læge og ikke igennem kommunen – dette da egen læge mente at smerteklinikken kunne tilbyde mig mere, end hvad hun kunne igennem lægehuset.

Jeg er en stærk person – sådan ser det i hvertfald ud, udadtil.
Inden i er jeg skrøbelig som alle andre smertepatienter – og er også urolig og ked over, hvad smerterne gør ved mig.
Jeg føler jeg ikke kan bunde, på de rigtig slemme smerte-dage, og jeg føler jeg ikke kan trække vejret, når tankerne vælter ind over mig ‘at det her er for altid’.

Det endte med at min oplevelse på smerteklinikken var en succes.
For første gang i hele mit forløb som kronisk smertepatient, følte jeg mig lyttet til.
For første gang, følte jeg at der ingen hævede øjenbryn var, at der ingen mistro var. Jeg blev forstået, lyttet og støttet.

På smerteklinikken fik jeg tilbud om at komme til psykolog igen, der takkede jeg ja, uden tøven.
(Og mellem os, jeg søgte faktisk om ekstra sessioner, fordi jeg blev så glad for det).

Jeg fortalte min psykolog hvordan jeg havde det, snakkede ærligt om smerter, udfordringer og bange anelser.
Jeg delte mine frustrationer, mine følelser og jeg fortalte om hvordan jeg klarer det i hverdagen.

“Konklusionen” var det samme. Jeg var ikke deprimeret eller angst, som både forsikringsselskaberne og kommunen havde elsket hvis jeg var, for så kunne man medicinere sig ud af smerterne på en anden måde – så skulle man ikke forholde sig til, i samme grad, at det var varige reelle smerter.

Jeg fik i stedet ros for min måde at håndterre mine livsvilkår.
Jeg fik ros for at jeg ikke lader de kedelige tanker tage overhånd, men alligevel tillader mig selv at sørge over alt det jeg har mistet.
Sørge over det jeg ikke kan længere.
…Og det er jeg god til – det med at lade mig selv sørge i nuet over tabet af ikke længere at kunne det, jeg kunne før.

Jeg tror jeg er god til at tillade mig selv at være i sorgen, fordi jeg altid tvinger mig selv til at “rejse” mig bagefter.
– Det er ikke altid let, men jeg har fundet redskaberne, og styrken til det.

Det gør jeg ved at NÅR jeg har tænkt, at det hele er noget møg, NÅR jeg har grædt og bandet – så fokuserer jeg bagefter på, at jeg TRODS smerterne, TRODS begrænsningerne og TRODS udfordringerne – så har jeg alligevel et liv der er værd at leve, ja for det har jeg i højeste grad.
JEG HAR ET LIV DER ER VÆRD AT LEVE.
Jeg kan – jeg skal – jeg vil !!!

Jeg formår at finde balancen i at lære at leve med smerterne, istedet for at smerterne skal leve mit liv.

Det gjorde mig godt at få snakket med en psykolog. For jeg fik af vide at jeg ikke er den eneste med “de” tanker, og at jeg er god nok som jeg er.
Det gjorde mig godt at komme på smerteklinik. Mere end jeg havde troet.

Vil du dele med mig om du går til psykolog og/eller smerteklinik, om du du har fået noget ud af det?

For mig var det i virkeligheden bare at få luft. At sige ting uden at blive dømt, og vigtigst få af vide at mine tanker hverken var unormale eller skæve.

At jeg kom til psykolog er en af de få ting jeg kan takke kommunen for at skubbe mig ud i. Det gjorde mig faktisk mere selvsikker, og gjorde at jeg tør stole mere på mig selv og at mine følelser, tanker og smerter er helt og aldeles reelle.

Det viste sig at selvom jeg er stærk, og stædig – så er det rart at få vendt nogle ting med andre.
Det var godt for mig, og slet ikke et svaghedstegn at man går til psykolog eller smerteklinik, tværtimod.

// Christine

3 Comments
  • Anonym
    Posted at 20:20h, 23 april Svar

    Har lige tudet over dit indlæg om hjernen og søvnen på FB. Og tudet mig gennem dette indlæg. Det er længe siden tårerne har strømmet, den sidste tid har jeg været “ligeglad, for det har været nødvendigt. Der sker SÅ meget i mit liv og omkring mig lige nu at jeg er blevet nødt til at give slip. Slip på overskueligheden, på løsningerne – for de ligger bare ikke lige om hjørnet og på min indbyggede perfektionisme. For at overleve. Men kroppen og hjernen er jo stadig stresset, lige nu kæmper jeg med overhovedet at få sovet og med at finde ro. Og læste så dit indlæg om hjernen på FB. Det skal undersøges nærmere. Tak for det. Jeg vil tage det med til Rehabiliteringsmøde i morgen 🙂

  • Birgitte Nauta
    Posted at 21:47h, 25 februar Svar

    Kæreste Christine! Jeg har grædt mig igennem flere posts på din blog som jeg læser første gang idag. Jeg er selv smertepatient – på 10.år. Har haft stor glæde af både psykolog og 2 x smerteklinik. Jeg har derudover været på et stresshåndteringskursus. Ikke fordi jeg lider af stress, men fordi den smerteramte krop altid er i stresstilstand. Det var rigtig godt – selvom jeg var SIKKER på, at jeg var helt “fejl-casted”.
    Rigtig meget af det du skriver, kunne jeg selv have skrevet – VIRKELIG! Tak fordi du rammer – lige der hvor det faktisk gør lidt ondt. Jeg følger med fremover – det er helt sikkert!

    • Men du ser jo ikke syg ud?
      Posted at 21:49h, 25 februar Svar

      Kære Birgitte. TAK fordi du deler. Det gør mig SÅ stolt at jeg kan være med til at fortælle VORES historie. Tak tak tak
      Kh, Christine

Fortæl mig hvad du synes