Jeg har brug for ikke at fejle.
Jeg har brug for ikke at skuffe mig selv.
Jeg har brug for ikke at få dårlig samvittighed over, at jeg igen ikke lykkedes med …. ja … alt det jeg gerne vil og prøver så inderligt at opnå…

Nytårsforsæt, jeg ser ordet igen og igen og igen disse dage..

Nu er tiden, nu er årsskiftet, nu er øjeblikket hvor mange planlægger, hvad deres forventninger skal være til dem selv, det kommende år – og samtidigt gennemgår og mindes deres fortrydelser i året, der er gået.

Bør jeg sætte mig op til noget jeg måske ikke kan gennemføre (igen)?
Tør jeg sætte mig et mål, for det næste år?
Er det rigtigt for mig, at sætte sig så overordnede og langsigtede mål?

Hvorfor er det, at der ved årsskiftet er en uskreven regel om, at dette er skæringsdatoen for at ændre alt det vi “ikke må”, “ikke bør” og “ikke er gode nok til”?

Helt ærligt … imellem dig og mig … er et nytårsforsæt ikke ofte, et mål der er “planning to fail”?

“Jeg skal tabe mig”, “jeg skal stoppe med at ryge”, “jeg skal starte med at træne”, “jeg skal …” …

MEN holder de nytårsforsæt?
Peges der fingre hvis man ikke holder sit nytårsforsæt?

Anser folk, der lever uden kroniske livsvilkår, det som en særprægen fiasko, hvis det nytegnede-medlemskort til fitness centeret “kun” bruges i 2 måneder intensivt og derefter lægges bagerst i pungen (igen), for så at blive glemt og gemt der?

Som kroniker er man, af min erfarring, hurtigere til at føle at man har fejlet i det øjeblik man ikke kommer afsted.
Et eksempel kunne fx. være, at man ikke kommer afsted en specifik dag til træning, pga tiltagende smerter eller man lige præcis den dag ikke har kræfter til en træning…?!
…Man har jo sat sig det som mål, og man fejler ved ikke at lykkedes med at komme afsted.

Som kroniker er man, i min optik, hurtigere til at dømme sig selv – fordi der nu var endnu en ting, som man havde lovet sig selv … og alligevel ikke kunne leve op til.

OKAY ….
Nytårsforsæt er tydeligvis ikke rigtige for mig…
Men, hvad så?

Som kroniker skal man sætte sig mål efter sit ‘nye jeg’, ud fra ens nuværende livsvilkår og ikke ud fra hvad man kunne før.

…Dette er der flere årsager til.

Alle skal og må skabe sig succeser i livet.
Både de som lever med kronisk sygdom, men også de der lever uden særlige livsvilkår.

Uanset livsvilkår – så skal man sætte sin barre, så man opnår succes!
Ens ambitioner skal sættes ud fra, sin nuværende situation.

Her er det yderst vigtigt, at man som kroniker ikke sammenligner ens egne ambitioner med andres – for så risikerer man, at man ikke opnår den ønskede succes, fordi man får sat sin barre urealistisk højt.
…Og får man sat den barre for højt, så sætter man sig op til at fejle.

Jeg ved ikke hvordan jeg har det i morgen – så hvis jeg sætter mig op efter at leve efter manuskriptet på et særligt nytårsforsæt og ikke kan leve op til det, så ligger jeg op til at fejle, for mig selv.

ALDRIG AT LYKKEDES – DET ER IKKE GODT FOR NOGEN.
Når jeg fejler, så ser jeg endnu én ting, der ikke lykkedes mig … endnu en ting som ikke blev som jeg håbede og drømte om.

MEN VÆRST ER DET – at når jeg fejler, så taler jeg ikke pænt til mig selv.

SÅ … i stedet for at sætte nytårs forsæt og gøre status for hvordan “året er gået” og dermed, hvordan det næste år skal leves – så er det mere rigtigt for mig, forsat at fokusere på, at skabe mig succeser i min hverdag – som jeg kan opnå, ved ikke at sætte urealistiske forventninger til mig selv.

Jeg er STOR fortaler for at man sætter sig mål – gerne daglige mål, og de mål skal der arbejdes for, der skal gøres en indsats.

Men ikke til nytår og ikke mål, der skal sættes for et år af gangen.
For mig skal det være daglige mål som jeg kan justere løbende, for at sikre mig daglige succeser.

Derfor har jeg ingen store mål om at i 2020 skal jeg i fitness centret 3 gange om ugen, for lykkedes det mig ikke – så ved jeg at jeg “finder den store hammer frem”.

Mit mål er i stedet at fejre når jeg kommer afsted.
Mit mål er at fejre, når jeg får gået en tur.
Mit mål er at fejre, når jeg finder åndehuller der beriger mit liv.
Mit mål er at mærke forskellen på livsglædesmerter og “almindelige” smerter.

Det er langt bedre at være glad og stolt over ting jeg opnår succes med – end at begræde de ting, som jeg ikke opnår.

For mig er det vigtigt igennem hele året at minde mig selv om, hvad jeg er taknemmelig for og fejre de succeser jeg har opnået i året/årene der er gået.

Jeg er taknemmelig for, at det at leve med kroniske smerter har fået mig til at indse de bløde værdier i livet.

Jeg er taknemmelig for at jeg med min kroniske smerter har indset hvor vigtigt nærvær er – og jeg har indset hvor vigtig en egenskab det er for mig at prioritere i det daglige, så jeg ikke bruger mine ressourcer forkert på det der ikke bidrager positivt, til mit liv.

Jeg sætter en ære i at være nærværende og tilstede, både overfor børn, min mand, min familie og mine venner og veninder.
Det er både en succes, men det er i min optik, også en kvalitet.

Jeg yder altid mit 100% når jeg sætter mig mål.
Mine mål skal ikke sammenlignes med andres, og slet ikke folk uden de samme livsvilkår som mine.
Uanset hvad – så yder jeg altid 100% og husker mig selv på at hvad der er mine 100% måske ikke er andres 100% – men det er mine!

Jeg har ikke noget nytårsforsæt for 2020, men jeg vil være bevidst om at jeg dagligt forsat, vil sætte min succes-barre i en højde, hvor jeg lykkedes.

… For succeser har vi alle brug for – det gør at vi taler pænt til os selv.

Godt nytår til dig fra mig ❤️