🙎‍♂️: “Nåååå … nu hvor nogle af børnene er tilbage i skole, og verdenen langsomt åbner op igen, så er der da igen overskud ‘på energi-kontoen’ ik’ ”?

Mig:
“… ‘OVERSKUD PÅ KONTOEN’… ? Øhm. Næ..
Jeg tænker helt ærligt om jeg nogensinde kommer tilbage til hvor jeg var før?
… Jeg er udkørt, mast og flad”

🙎‍♂️:
“…Men altså … du går jo alligevel normalt hjemme til hverdag?
Så det, at have haft børnene hjemme – det kan da ikke have været den store omvæltning for dig?
… Altså … jeg mener … du arbejder jo ikke til hverdag – så det er vel ikke et problem?
Tænk på alle dem, der har skulle passe et arbejde, SAMTIDIGT med at de har haft børn hjemme…”

Mig:
“Nu skal jeg fortælle dig noget …
Jeg har 2 jobs.
Særligt mit ene job, er i fare fordi jeg ikke har passet det, som jeg skulle.

Jeg har levet i en tornado af roller, der skulle udfyldes – og jeg har skulle tilsidesætte det vigtigste job jeg har, det seneste år.
Jeg har skulle tilsidesætte det ene af mine jobs, det job, hvor jeg skal passe på min krop. Lytte til min krop. Acceptere min krops krav!

Min krop er altid, ALTID – altså 24/7, i konstant stress og er presset til det yderste … og det var den altså allerede før Corona, så forestil dig den nu… 

Corona-nedlukning har været et langt sejt pres for min krop, og resultatet af det er, at den reagerer ved at skrue op for højeste volumen af smerter, for dårlig søvn, og i høj grad for manglende overskud… 

Jeg går ikke hjemme størstedelen af min dag, for at fordrive tiden, med at se dårligt tv.
Jeg går ikke tidligt fra mit andet arbejde nemlig mit fleksjob, fordi jeg skal hjem og slappe af, have en ‘forlænget weekend’ eller skal på cafe eller ud og shoppe.
Jeg arbejder mindre end ‘normalen’ for at jeg kan hænge sammen – for IKKE at være hende moderen / hende veninden / hende konen der konstant trækker sig, hende der altid aflyser, hende der aldrig kan være en del af familielivet.

Hvis jeg ser tv, når du ringer – så misforstå det ikke.
Jeg forstår, at du måske tænker at jeg sidder og slapper af og “nyder livet”.
Men hør mig. Det at se tv, det er ofte en flugt for virkelighedens smerter, kroppens ubehag og smerternes larm. 

Når jeg fortæller dig, at jeg lige har lavet mindfullness – så er det ikke fordi jeg arbejder på at finde min indre zen, fordi det er sundt for kroppen.
Det er en flugt for virkelighedens smerter, kroppens ubehag og smerternes larm. 

Når jeg fortæller dig, at jeg lige har hørt en lydbog – så er det ikke fordi der er “ferie-stemning” herhjemme.
Lydbogen er en distraktion fra virkelighedens smerter, kroppens ubehag og smerternes larm. 

Vækker du mig fra et hvil- så vid at min fatigue er et resultat af min sygdom, det er ikke dovenskab. 

Så ja – jeg ser tv, laver mindfulness og hører lydbøger når der ikke er Corona, og ja, jeg arbejder mindre end dig i mit fleksjob – altså det job, som nok er det du anerkender mest som et job … men tro mig. Du vil ikke bytte med mig! 

Du vil ikke ‘derud’, hvor du er nødsaget til et tage fleksjob eller takke ja til en førtidspension som sidste udvej for at fungere – for tro mig … Det der følger med den type jobs, er en stillingsbeskrivelse der lyder på andet, end hvad du er vant til. 

Tro mig, du vil ikke være i mine smerter, lære at leve med dem, og se det nødvendige i at skulle finde balancen i et liv, der ikke blev som du regnede med. 

… Så når du siger ‘at jeg jo går hjemme’ – så skal du vide, ‘at gå hjemme’ er mit andet job. Det job hvor jeg skal passe på mig selv, træne min krop og lytte til min krop.

Under Corona lockdown har der været dage, hvor jeg ikke kunne trække vejret selv, men alligevel gav børnene ilt maskerne på, før mig selv – fordi det virkede mest rigtigt lige der…
Det kan man for en periode. Men pludselig kollapser man.

Jeg er kollapset nu.
Jeg kan dårligt hænge sammen.
Jeg får ikke pokalen som årets mor eller kone eller veninde – men jeg burde få en Oscar for årets bedste skuespiller. 

Jeg har gjort og gør stadig mit bedste.
Jeg skal ikke have ros eller tak – ikke fra dig, eller nogen andre.

Men sig ikke, at det “bare” er, at holde børnene hjemme, fordi jeg ikke arbejder under normale vilkår som dig selv, eller dem du identificerer dig mest med. 

Jeg er vant til isolationen og jeg er vant til ikke at kunne gøre lige hvad jeg drømmer om eller ‘plejer’…
Normalt er det ikke Corona der dikterer denne hverdag for mig – det er mine kroniske smerter.
Corona vanskeliggør blot situationen lige nu, Corona gør det sværere at ‘lade op’ og finde tid til at passe mit vigtigste job. 

Jeg er helt ærligt bange for, om jeg nogensinde vender tilbage til hvor jeg var før.
Jeg følte før, at jeg havde fundet balancen, i mig selv, i fleksjobbet, i mine daglige hvil, i mine indre dialoger.
Men nu.
Nu føler jeg at jeg er så ødelagt, efter det sidste år, at jeg er i tvivl om at jeg nogen sinde kan finde balancen igen.

Jeg skælder og smælder, når overskuddet er ikke eksisterende.
Jeg får sagt ting til manden, som ikke er i orden.
Jeg glemmer vigtige begivenheder i mine nærmestes liv.
Jeg kommer til at sige upædagogiske og politisk ukorrekte fraser, når børnene igen igen igen IGEN skændes eller der ligger nerf-gun skud, i hele huset. 

Jeg puster ud nu. Det kommer til at tage tid.

Jeg kommer ikke til at have overskud på energi-kontoen lige foreløbigt – det kommer til at tage noget tid. 

Når du beslutter dig for at gå på kur for at tabe 10 kg, så kommer det til at kræve mere af dig, end når du tager de 10 kg på.
– Det vil tage længere tid at tabe dem, end den ene jul det tog, at tage dem på.
Det kræver en ekstra indsats. Det kræver omtanke og prioritering.
Lige nu skal jeg “på kur”. Kuren er at finde mig selv – og det kommer til at tage tid.
Mere end et par dage. Regningen er stor. 

Så nej.
Der er ikke overskud på energi-kontoen endnu”.

…Var svaret fyldestgørende nok?

Kh, Christine