fbpx
 

Nøglerne ligger i fryseren…

Nøglerne ligger i fryseren…

Hjernen er på stand-by. Nøglerne ligger i fryseren og brillerne i opvaskemaskinen.

Jeg kan ikke huske, tænke, planlægge eller tage stilling til de små beslutninger, når jeg er “her” – når smerterne støjer.

Jeg kalder det #smertehjerne.
Smertehjerne er når smerterne larmer og det er svært – hvis ikke umuligt – at samle tankerne om noget som helst!

Smertehjerne er også når jeg kigger 8-10 gange i kalenderen inden for 5 minutter, for at se hvad tid jeg skal være ved lægen, eller hvad det var for 3 ting jeg skulle hente i Rema.

Smertehjerne er når de ord der kommer ud af munden, ikke er dem der er afsendt fra hjernen? Eller endnu værre, når jeg slet ikke kan huske ordene fordi jeg ikke kan huske hvad det er “det/den/tingen” hedder.

Smertehjerne er det jeg føler når hjernen er i udu og trætheden tager over.

Jeg mærker min tålmodighed er nærmest ikke-eksisterende og lige præcis den del af smertehjerne er nok den værste. For her går det ud over dem som jeg holder af.

…Jeg tager mig selv i at rulle øjne når jeg fx snakker i telefon med min veninde, mor eller min mand, fordi de er for lang tid om at komme frem til hvad de vil sige.

Jeg hører mig selv pruste irriteret, når regnestykket 8×8 stadig ikke kan besvares af min søn, og jeg ser mig selv vrisse når børnene ikke lytter efter første eller anden gang.

Jeg er ved at kaste op over, at jeg er så træt. Jeg mærker trætheden konstant.

Jeg mærker trætheden og mangel på overskud giver mig en følelse af at være “dum”, fordi jeg ikke orker at læse/se tv/høre lydbog eller lave noget praktisk, som at ordne bunken med papirer, som der skal sættes i mapper eller smides ud.
…Ikke engang mine øvelser som jeg burde få lavet, kan jeg finde kræfter til.
(Her håber jeg så, at min Fys ikke læser med 🙈)

Jeg mærker tårerne presse sig på, fordi jeg føler mig som en dårlig mor.
Jeg mærker tårerne presse sig på, fordi jeg mærker utilfredsheden i mig selv over alt det, jeg ikke længere er i stand til at gøre i samme grad som … dengang.

…’Dengang’ hvor det eneste jeg manglede i livet var timer i døgnet, fordi der var så meget jeg skulle nå.

I dag … I dag står tiden stille tit.
Jeg føler jeg står stille og alle bevæger sig uden om mig.
Jeg er træt, uoplagt, smerteramt og også ked fordi jeg er i sorg over hvad smerterne gør ved mig.

Jeg har én opgave og det er at komme igennem det.

Hvordan gør jeg det?
Jeg SKAL grine når jeg finder nøglerne i fryseren, smile når nogen er lang tid om at komme frem til deres pointe og acceptere at 8×8 er svært at huske for en 10 årig.

Jeg SKAL acceptere at min krop og min hjerne er træt, fordi smerterne støjer.

Men jeg skal også acceptere at de her perioder er hårde for psyken, selvtilliden og tålmodigheden.

Jeg SKAL acceptere at det er sådan livet er.
Jeg SKAL lære at leve med smerterne og ikke lade smerterne leve mit liv.

Livet er ikke let.
De her livsvilkår er ikke lette.

Så jeg må finde den sureste citron som livet har givet mig, og forsøge at skabe noget det minder om limonade.

Jeg ved godt at jeg ikke er en dårlig mor.
Jeg er en fantastisk mor – jeg skal bare lige minde mig selv om det engang imellem 

2 Comments
  • Men du ser jo ikke syg ud?
    Posted at 20:09h, 06 november Svar

    Ja vi er mange som kender det med “smertehjerne” 🙂

  • Trine (@livetmedkronisksygdom)
    Posted at 18:45h, 06 november Svar

    Super beskrivende! ..som i lige præcis! -og ved du hvad, jeg tror vi er mange med kronisk sygdom som fast følgesvend der vil kunne genkende det du skriver.. JEG KAN NOGET SÅ TYDELIGT! Jeg kunne have formuleret den samme tekst .. knus fra en “sygdomskollega”

Fortæl mig hvad du synes