fbpx
 

Når smerterne viser tænder…

Når smerterne viser tænder…

Først så græd jeg.
Det er den bedste måde for mig at acceptere at jeg bliver fyldt med sorg, når jeg mærker pludselig tilbagegang i mine smerter.

Jeg græd længe i dag.
Men først da jeg var alene. Det er her jeg bedst tillader mig at være i sorgen. 
Når der er andre, så tager jeg hensyn.

…Måske tager jeg hensyn, måske beskytter jeg mig selv?
Måske jeg føler at jeg ikke kan være helt ‘mig selv’ i smerterne og sorgen, fordi jeg ikke vil have at andre vil opfatte mig som opmærksomhedssøgende, eller som en der indtager offer rollen?

…Jeg ved bare at når jeg har grædt, så kommer accepten lettere bagefter. Accepten i at jeg lever med begrænsede livsvilkår.

Når jeg har grædt så minder jeg mig selv om, at der kommer bedre dage.

Jeg havde egentligt planlagt at dele et andet indlæg med jer i dag, men som I sikkert kender til min kroniske kollegaer – så bliver tingene ikke altid som man har planlagt når man lever med kroniske smerter og sygdom.

I dag havde jeg behov for at dele det her med jer.

//Christine

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes