
“NEJ ! Bare nej !
Jeg har ikke afsat “skeer” til det der pis!!!!” råbte jeg til mig selv, selvom jeg var helt alene hjemme. 🙈
Hunden gloede på mig og jeg tog mig til hovedet. Jeg kunne sket ikke overskue det. 😱
(Til nye læsere, jeg måler alle ressourcer i “skeer”. Læs gerne forklaring her her: https://menduserjoikkesygud.dk/jeg-har-ikke-skrevet-den-men…/)
Jeg starter lige forfra …
Vi skal ud til nogle venner i aften og vi skal medbringe dessert og slik. 🍰
🍫
Jeg startede bilen – kørte til bageren, kom hjem og satte de to jordbærkager jeg netop havde købt i køleskabet, imens jeg smilte fornøjet, fordi jeg havde lyttet til min fornuft – og ikke bakset en hjemmelavet dessert sammen 😀
💪
… Jeg havde ellers tidligere prøvet at overbevise mig selv om, at MAN skal lave det selv …. Det gør andre jo!
(Ski’ vær’ med hvad andre gør. Jeg passer på mine “skeer” og vil hellere kunne blive en time længere i aften, end at bruge alle mine “skeer” på at bage).
Jeg roste mig selv hele vejen op til bageren over, at jeg ikke overforbruger mine ressourcer – men istedet sagde til mig selv, at det var HELT okay at jeg købte mig til desserten i dag.
Kagerne blev købt og jeg kørte hjem og ville stille dem på køl. LÆKKERT!
Jeg åbnede køleskabet.
Der så jeg det…
Lige der foran mig, så jeg at der var en cola der ikke var lukket ordentligt og derfor lå og dryppede cola ud på glasplade.
“Nej ! Bare nej !
Jeg har ikke afsat “skeer” til det der pis!!!!” råbte jeg.
Jeg fandt en ren klud for at tørre op, men opdagede til min store gru, at det var løbet cola ned langs siderne og ikke nok med det – den der rille bag køleskabet var stoppet og nu fyldt med vand fra bagvæggen OG cola, så det var flydt over og ned i bunden af køleskabet.
Mit hjerte sank.
At ordne køleskab er sådan noget jeg planlægger.
Noget jeg afsætter “skeer” til.
Jeg har ikke på en almindelig dag “skeer” til at ordne køleskab, når jeg har planlagt og lavet et regnskab der skal overholdes, til resten af dagen.
Så nej ! Ikke i dag!
Jeg havde jo netop været dygtig og ikke brugt en masse ressourcer på at lave dessert, men nu stod jeg med et køleskab der skal vaskes helt ned.
HJÆÆÆÆÆÆLP !
Jeg tog det værste her og nu.
Rengjorde de nederste hylder, fik vasket og rengjort det der SKULLE ordnes i dag. Resten af køleskabet bliver på mandag.
På mandag starter et nyt regnestykke, med nye “skeer” – og jeg planlægger det. Jeg prioriterer det.
På mandag er der en ny dag.
Livsvilkårene for mig er, at jeg skal planlægge hver en detalje i min hverdag.
Det har jeg accepteret.
Det kan være svært at leve med, men jeg har accepteret det – og jeg er faktisk blevet god til at fordele mine ressoucer.
Det positive ved at jeg skal lave denne fordeling af mine ressourcer er, at jeg har lært at prioritere her i livet – og nu er jeg også blevet god til at rose mig selv når jeg prioriterer rigtigt eller “klogt”.
…At man så nogen gange skal have fat i sin “nød-ske” det er hvad det er.
I dag behøvede jeg ikke at tage hele køleskabet – og bruge min “nød-ske”.
Jeg tog det allermest nødvendige og så planlægger jeg at tage hele køleskabet i etaper en anden dag.
Det er rigtig prioritering, hvis du spørger mig.
Jeg lavede ikke desserten selv i dag. Jeg købte den, jeg vælger at bruge mine “skeer” på at kunne blive en time længere i aften.
Det er også rigtig prioritering, hvis du spørger mig.
Jeg glæder mig til jordbærkagen – men knap så meget til mandag når der skal ordnes køleskab. 😂
🤣
😋
God fredag til alle ❤️