“Moar jeg vil IKKE i SFO på mandag.
Jeg vil være sammen med dig” …

Mit hjerte slog et ekstra slag og jeg mærkede følelsen af dårlig samvittighed ramte mig.
Jeg kiggede på min mand og han vidste præcis hvad der gik igennem mit hoved, og overtog snakken med Elias (7 år).
Imens kiggede jeg væk, og tørrede i smug den lille tåre væk, der havde sneget sig ud af øjenkrogen – helt uden at jeg havde mærket det.

“Mor og far skal på arbejde på mandag, ferien er forbi” sagde hans far til ham.
Elias græd og svarede “jamen mor skal ikke på arbejde – jeg vil bare gerne være sammen med hende”.

Stak det ikke i mit hjerte før – så mærkede jeg for alvor smerte nu.
Jeg mærkede den dårlige samvittighed – eller rettere følelsen af utilstrækkelighed ramte mig.
“… Mor skal ikke på arbejde” – det var det Elias sagde …

Skulle jeg kaste mig ud i en forklaring om at jeg havde brug for at hvile efter en ferie med hele familien, eller skulle jeg bare sige at jeg skulle på arbejde, selv om han godt ved at jeg ikke arbejder ‘som andre’?
…Skulle jeg forklare ham, at jeg havde brug for #kronikerferie, altså ferie efter ferien, som er der hvor jeg som kroniker, først rigtig har ferie? 

Min hjerne kørte med 200 km/timen med tanker om hvordan jeg skulle forklare ham at han skulle afsted, og samtidigt slog maven knuder fordi jeg følte mig så utilstrækkelig og ikke bare kunne holde ham hjemme.
… “Tag dig sammen” skreg knuden i maven til mig “tag dog en uge mere med ham hjemme,  inden skolen starter rigtigt”, imens min fornuft returnede med “det er ok at sende ham afsted” … 

Jeg gentog sætningen med lukkede øjne i mit indre: “Han trænger til leg med andre børn på samme alder, han trænger til andre oplevelser, han har godt af at komme afsted”

HVORFOR HAR JEG DÅRLIG SAMVITTIGHED?
HVORFOR FÅR JEG DEN FØLELSE?

Svaret har jeg ikke …  Min fornuft ved, at han har det godt i SFO og at han nok bare har svært ved at komme ud af vores ferie symbiose, hvor nærværet har været mere intens, samværet har været længerevarende og hvor grin og kærlighed har været i fokus.
Selvfølgelig vil han gerne mere af det. 

MEN!
Jeg havde set frem til mandag var min “fridag”.
Jeg havde set frem til at mandag – der skulle jeg ikke noget andet end bare … ja bare, IKKE at skulle noget.
Mandag skulle jeg ligge når jeg havde brug for det, ikke fordi jeg nu kunne ligge, og det lige passede ind i vores sommerferie. 

Nej – Mandag var dagen hvor jeg rent faktisk kunne lytte efter hvad min krop bad om, i stedet for at forhandle med kroppen, og indgå kompromisser, som jeg har gjort de sidste mange uger. 

…Følelsen af at være en dårlig mor rammer mig til tider, også selv om jeg godt ved, at det er jeg ikke. 

“Hvorfor skal jeg rammes af det her” spørger jeg til tider ‘ud i luften’ – “hvorfor kan jeg ikke det samme som alle veninderne på instagram, facebook og andre sociale medier der viser deres tætpakkede, perfekte ferie dage, med deres perfekte oplevelser og deres perfekte overskud som stråler ud af dem”. 

Jeg må stoppe mig selv!
Jeg ER fuldstændig perfekt uperfekt. 

Vi har haft en dejlig ferie, og alle børn skal jo tilbage i skole, børnehave, SFO etc, efter endt ferie (også børn der lever med med forældre uden begrænsede livsvilkår). 

Mit arbejde starter mandag, der starter det vigtigste job man kan få – nemlig at jeg passer på mig selv som kronisk syg, så jeg kan være den mor, jeg gerne vil være. 

Mange af mine kroniker kollegaer hvisker i smug, at de glæder sig til skole/børnehave/vuggestue opstart igen – men de hvisker det kun … Det samme gør jeg.
Vi er nemlig mange der er bange for, om det må siges højt?!
Må man sige, at NU glæder jeg mig til at starte mit arbejde igen, der hvor jeg lytter til min krop igen?
Betyder det, at jeg ikke har nydt samvær og fællesskab med familien?

Det korte svar er..
Ja det må man gerne sige, og nej det betyder ikke at man ikke har nydt samvær og familie. 

Jeg og I har givet jer 110% igennem sommerferien med vores familie og venner, og jeg mistænker at jeg ikke er den eneste der i virkeligheden gjort mere end hvad man reelt kan holde til … Vi er mange der har været gået på kompromis med vores krop, på bekostning af smerter efterfølgende.

Så NU starter vores alle sammens reelle arbejde snart igen.
NU skal vi passe på os selv, for forsat at kunne være de nærværende, beviste forældre/bedsteforældre etc vi er. 

Husk på – du er fuldstændig perfekt uperfekt. 

Det er ok at vores #kronikerferie og vores job med at passe på os selv starter lige om lidt, og det er ok at glæde sig. 

 

Comments

  1. Men du ser jo ikke syg ud?

    Du som mor gør dit bedste, og jeg er sikker på at det er langt mere end hvad du selv tror <3

  2. Men du ser jo ikke syg ud?

    Sender dig et stort virtuelt kram <3

  3. Kristina

    Det er det bedste poste jeg nogen sinde har læst.. Det rammer lige spor om Kan genkende alt hvad du skriver og sloges selv lige præcis med samme tanker❤️

  4. Winnie

    Åhh hvor rammer du bare hovedet på sømmet med fuld kraft. Tårerne triller afsted… tak for lidt bekræftelse i, at jeg som mor gør mit bedste.

Comments are closed.