Åbner postkassen.
Der stikker et brev ud imellem reklamerne … jeg trækker let i det, til jeg ser logoet i hjørnet.

…Hjertet hamrer pludselig så hårdt, at det kan mærkes i halsen.
Jeg får en knude i maven.
Jeg lukker øjenene, men åbner dem igen hurtigt igen, fordi jeg føler jeg mister balancen.

… Ikke igen … NEJ!
“Jeg åbner det ikke” siger jeg så højt, at damen der lufter sin hund, vender sig om og kigger på mig.

Jeg sætter mig ind i bilen, trækker vejret hurtigt og overfladisk.
Nulrer hjørnet på den lille fold på bagsiden af kuverten, og ved, at det blot er et lille træk i papiret – så ved jeg hvad der er inde i kuverten.
… Men vil jeg vide det?

“Jeg kan ikke”.
“Det her betyder ballade”.
“Nu starter det igen”.
“Det er ikke godt – det ved jeg” ….
Jeg konstaterer, uden at stille spørgsmål.

Jeg ved så udemærket at indholdet i kuverten ikke “forsvinder”, bare fordi jeg ikke åbner det.
Jeg ved at jeg må tage stilling til indholdet, på et tidspunkt.

Jeg har prøvet det her før, mange gange, igennem årene…
At stå med en kuvert, som jeg reelt ikke ved hvad indeholder – og alligevel så ved jeg, at indholdet betyder, at jeg igen skal forklare, testes, undersøges, at jeg igen skal kæmpe for at vise, at mine smerter er reelle.

…Men jeg troede det var overstået. Jeg troede jeg havde stået i denne situation ‘for sidste gang’.

Brevene fra kommunen.
Brevene fra forsikringen.
Jeg har mærket kvalmen, utilpasheden og hjertet der banker hårdt i brystet før, så følelsen jeg stod med var nem at genkende.

Jeg husker kampen … kampene …
Jeg kan ikke glemme kampene, fordi det var barsk for mig, for min mand, for min familie, for mine veninder og venner.

Jeg havde ikke ventet DET brev i postkassen. Nu…
… OG I POSTKASSEN?

I mange år har jeg ikke tømt postkassen, af netop den årsag som jeg stod i nu.
At jeg pludselig ville stå i en situation, hvor en kuvert med uvist indhold, skulle afgøre min skæbne, min berettigelse – min økonomiske eksistens…

For nogle år siden stoppede kuverterne med at komme i postkassen, nu var det e-boks.
Pludselig var det så notifikationen fra e-boks på telefonen, der kunne få mig til at føle kvalme, utilpashed og bankende hjerte – så at sidde her den store kuvert i hånden, kom bag på mig.
Jeg havde ikke forventet det.

Jeg rev i hjørnet på flappen på kuverten.
Mine hænder rystede.
Jeg læste første linje.

Jeg lukkede øjenene…
HERE … WE … F*CKING … GO ….
… IGEN … EN GANG MERE …

Ok. Jamen så må jeg igen acceptere, at jeg IGEN skal finde kræfter, accept og overskud til at DE igen kigger op “under dynen”.
Igen.
Igen.
Igen.

Jeg ved at man skal kunne ‘tåle’, at de stiller spørgsmål.
Men igen?

Jeg gør ikke noget forkert.
Jeg er kronisk syg.
Det bliver ikke bedre.
Aldrig.
Alligevel skal jeg ‘tåle’ det hele igen – de samme spørgsmål – de samme undersøgelser – den samme knude skal jeg bære rundt på i maven, for vi har været uenige om samme emne før.

Jeg skal NU huske på.
Jeg er kommet igennem det før.
Jeg skal igennem det igen.
Jeg SKAL!
…Det handler ikke om at vinde, for jeg har allerede “tabt” mit gamle jeg.

Jeg gør ikke noget forkert!
Tværtimod – jeg gør alt rigtigt.

Jeg har fundet accepten i mit liv, men for pokker hvor er det svært at holde fast i den accept, når de smerter jeg har lært at leve med, skal anfægtes igen.

Jeg har svaret på spørgsmålene ærligt og loyalt. For sådan er jeg. Jeg skjuler intet. Jeg pynter ikke på sandheden, på mit liv, på mine livsvilkår.

Mine drømme var ikke, at jeg skulle leve med disse livsvilkår.
Men det gør jeg.
Jeg har fundet accepten i dem.
Gid “DE” ville gøre det samme.

_____

Sidder du som læser med spørgsmålet om, hvorfor et brev kan starte så store følelser – så lad mig forklare.

Når man lever med kronisk sygdom, og ens livsvilkår i forvejen er blevet forandret, uden ens gode vilje – så hænger man i, med næb og kløer, for ikke at miste sig selv i denne process.

Man kæmper for at leve på trods, man kæmper for ikke at miste sine sociale relationer og man kæmper for at prøve at finde sin “nye brik i puslespillet”.

Når man så samtidigt med sygdom/smerter og livsforandringer oplever, at andre anfægter om ens livsvilkår nu er reelle, så er det pokkers svært.

Ens økonomiske situation kan ændre sig med et ‘knips’ fordi at DE vurderer noget andet end virkeligheden – og det har store konskvenser.

Man er ikke syg i dk med sin gode vilje, men er kun syg – hvis man er syg.
Få kommer igennem undersøgelserne, de mistroiske blikke, kampene, uden ar på sjælen.
Det er mistroen der gør ondt – det er mistroen der er værst.

_____

Måske spørgsmålene her er sidste gang.
Måske ‘de’ også snart finder samme accept som jeg.