Har du gang i en forsikringssag?
Kigger du dig over skulderen, om nogen holder øje med dig?
Jeg har intet at skjule, så lad dem kigge – lad dem endelig spilde deres penge på en detektiv, for jeg skjuler intet !
Tanken er dog alligevel ubehagelig!
Jeg føler mig umyndiggjort, og stemplet som en, som man ikke kan stole på.
…DET er jeg IKKE vant til at folk, tænker om MIG!
Jeg er klar over, at man må tåle alle speciallægeerklæringerne, at man må tåle arbejdsprøvninger og at man må endda tåle at forsikringen, kigger kommunen over skuldrene – for at se hvad de vurderer ift arbejdsprøvninger, fp, etc, for derefter træffe deres egen forsikrings-afgørelse.
MEN med ‘dyne-løfteri’ af den karakter jeg har været udsat for… der må jeg indrømme at jeg bliver frustreret.
…De kender snart min menses-cyklus, og ved om ungerne har fodvorter, eller ej..
(Ja ja – overdrivelse fremmer forståelse, men meget ved de om mig)
Kommunen … åh hvor skal man starte.
Det er heller ej ikke nemt. Men det kommer i et andet indlæg…
Jeg kæmper med min forsikring på 8. år.
I 8 år har vi været uenige om jeg har mistet min erhvervsevne eller ej. … 8 år?!?!
Selskabet har flere gange pludselig stoppet udbetalingen på fejlagtig baggrund. Hver gang har jeg bekæmpet dette – og vundet.
Men slutter det nogen sinde?
Lige nu er vi uvenner IGEN – der kører en sag og jeg har advokat på.
Jeg prøver at lægge det fra mig, og siger til mig selv at jeg skal slippe det..
Men gør jeg det?
..Nogen dage JA!
…Andre dage NEJ!
Hvis jeg vinder igen denne gang igen – hvad er udsigten så derfra? Skal jeg så blot igen gå og vente på det næste brev kommer?
Hvordan lægger jeg disse tanker fra mig?
Nogle dage tænker jeg meget over sagen – er det overhovedet kampen værd?
Andre dage tænker jeg, at NÅR jeg vinder, så skal jeg ud og købe en taske og noget tøj til mig selv.
På de dårlige dage, der græder jeg og er frustreret.
Jeg lever i limbo land!
Jeg har nogenlunde lagt det fra mig – lader advokaten køre min sag, kæmper indeni og giver ikke op, fordi jeg VIL vinde! Men samtidigt er jeg indstillet på at tabe, for ikke at blive skuffet, hvis det sker.
Giver det mening?
Min point er – At blive ramt af sygdom, uanset hvad vi alle bliver ramt af, kan føles så uretfærdigt.
Denne uretfærdighedsfølelse kan vi jo hverken bruge til noget, eller gøre til eller fra.
Den ligger bare i os og bringer negative tanker og følelser med sig.
Når man så skal kæmpe med forsikring (og kommune) ved siden af, at man samtidigt skal finde fodfæste i en ny verden – med nye livsvilkår og smerter, som er altopslugende, og så samtidigt konstant skal bevise hvor skidt man har det, så er det svært.
Jeg (og mange andre) tegner en forsikring for en årsag.
Hvis nu at det frygtelige skulle ske…
Hvis nu at livet skulle tage en uventet drejning, og man skulle blive uarbejdsdygtig.
Det har det i mit tilfælde gjort. Og så vil den naive del af min krop og sjæl gerne tro på, at så skal jeg have hjælp.
…Så skal jeg ikke kæmpe mere, end hvad jeg allerede gør med smerter og nye livsvilkår.
Jeg ved godt, at jeg har været heldig, at jeg overhovedet har tegnet den forsikring, i sin tid.. Men det klinger nu alligevel noget hult, når de så ikke dækker en, når krisen rammer.
Jeg er ikke ude på at snyde nogen eller systemet. Jeg fortæller sandheden.
Tro mig – hvis jeg kunne arbejde, så havde jeg gjort det, for det havde betydet at jeg ikke skulle kæmpe med daglige smerter.
Lad mig være berettiget til det, jeg er berettiget til – og giv mig roen.
Jeg opdrager mine børn til at tale sandt, opføre sig ordentligt og leve et liv de selv kan stå inde for. Jeg efterlever selv samme “tale”.
Det er en livskrise at lære sine nye livsvilkår, det er en kamp at finde fodfæste, og en sorgproces som man skal igennem.
Igen ..
Selvfølgelig (!) skal de undersøge alt, og gå ens sag igennem. Men men men … Når man så har været alt igennem, og de stadig ikke har bevæggrund for at afvise – så nu begynder på “beskidt spil” ved at lede efter noget, som man kan afvise på, opfinder årsager eller omskriver fakta … Så er det, jeg ikke forstår længere.
Når man begynder at dreje den virkelige sandhed, så er det, det bliver umenneskeligt i mine øjne.
Lad nu “roen” falde – jeg HAR fået et fleksjob på 2 timer/ugen, og tro mig, kommunen havde ikke givet mig dette hvis jeg ikke var berrettiget til det.
– De gjorde også deres, for at tæske mig igennem systemet. Det i sig selv, er bevis for, at jeg har mistet min erhvervsevne betydligt.
Godt jeg har en dejlig familie og venner.
De løfter mig, når jeg ikke selv kan finde kampgejsten.
Gennemlever du en lignende historie, eller kender andre? Vil du dele din historie, så vil det betyde alverden.
Det er rart for både mig – men også andre herinde, at man hører at man ikke er alene med disse kampe.
Vi kan ikke altid vinde over forsikringerne, eller kommunen, men vi KAN stå sammen ❤️
//C
You Might Also Like
Comments
Comments are closed.
Kære Helle.
Det er ikke i orden. Øv. Hvor er det bare ikke i orden.
Hvor er jeg ked af at du ikke får medhold, når du så tydeligt er påvirket resten af dine dage. Jeg får ondt i maven af at læse din besked.
Tak fordi du deler det med mig.
Jeg sætter stor pris på din tiltro til mig, men jeg er bange for at jeg også må nå frem til at jeg ikke kan rykke ved forsikringen. Jeg er vitterlig ikke sikker på at jeg har kræfterne til det. Jeg er udkørt.
Men tak for din tiltro og dine søde ord. Tænk du kan finde overskud til at sige det til mig, med hvad du går igennem. Tak, det giver mig styrke og fornyet mod.
Kh, C
Hvor er det hårdt for dig, med det smertehelvede du lever i, også skal igennem det maskineri med mistænkeliggørelse. Jeg håber det snart får en ende og at de erkender din mistede erhvervsevne.
Uden sammenligning overhovedet, blev jeg opfordret af den overlæge der havde opereret mig, til at søge Patienterstatningen om erstatning for den nerveskade jeg har fået under en operation i skulderen. Jeg var kommet til skade ved en faldskade. Nerveskaden har givet mig voldsomme smerter døgnet rundt, og efter utallige undersøgelser, der bekræftede skaden som skyld i mine smerter, har jeg nu gået på Smerteklinik i 2 år. Jeg er nu næsten smertedækket med indtagelse 14 stærke smertestillende piller hver dag og det for altid siger min Smerteklinikken. Så fik jeg omsider svar fra Patienterstatningen efter 18 måneder, at med så kompliceret skade og efterfølgende operation,måtte jeg forventer at der kunne ske noget sådan. Jeg syntes det er en ” flot” formulering, med tanke på varig medicinering. Jeg har så klaget til Patientklagenævnet og har lige fået samme svar, så det var det!! Jeg orker ikke at gøre mere men vil nu leve med det store medicinforbrug og alle de bivirkninger, der følger med. Så jeg kan godt forstå du næsten ikke orker at blive ved, men du skal nok sejre til sidst, du har kræfterne, når det gælder. Det er tydeligt at ” læse “mellem linjerne. Så hold ud og held og lykke fremover Kh Helle