“Min mor siger, at alle kan arbejde. Man er doven hvis man ikke arbejder”.

Min kære veninde M, var ved at eksplodere – det var 3 gang han sagde det, med forskellige formuleringer.

De havde lige passeret en hjemløs, som stod foran Rema 1000, og hendes egne piger havde spurgt, om de ikke skulle give en mønt – som de plejede.
M havde ikke nogle mønter, så hun havde blot svaret, at det blev næste gang, med et smil.

Dette var opstarten på den lange samtale, M skulle have i bilen, og efterfølgende derhjemme – med de 4 unger, hun havde med hjem i legegruppe, fra skolen.

Drengen sagde flere gange til M, at hans mor altså sagde, at der var ikke noget der hed sygdom eller hjemløs, at alle kunne arbejde, og man bare skulle tage sig sammen.

M startede med den “normale forklaring” – at meget få mennesker vælger selv at blive hjemløse.
(Jeg ved godt at der er nogen (kender selv en relativt langt ude i mine forældres bekendtskabskreds), men de fleste, er mødt med omstændigheder der er barske, og derved er de i den situation de er i.)

M er pædagog, og børnerådgiver. Så jeg kender faktisk ikke nogen, som jeg ville spå til at være bedre til at håndterre netop sådan en situation.

M kom dog alligevel på prøve…
Hun skulle holde den gode pædagogiske tilgang, og samtidigt på den rigtige måde sige, at at hun var uenig i hans mors livssyn.

M er min tætteste veninde, og hun hjælper mig med alt. Så hun har virkelig på 1. række oplevet, hvordan at jeg gik fra at være fuldt ud arbejdsdygtig – til at være kronisk smertepatient. Hun ved om nogen, hvad jeg har været igennem af kommune arbejdsprøvninger, forsikringssager og hvilke smerter jeg kæmper med i det daglige.
Derfor kan man ikke forklejne hende, at hun i denne situation blev sat på prøve.

M ringede til mig om aftenen, og var ked af det.
Hun var ked og nærmest undskyldende, overfor hvad jeg kan møde af holdninger.
At nogle siger, at man ikke kan være for syg til at arbejde. At man bare skal tage sig sammen. At man selv vælger sin skæbne.

Jeg små grinte da hun fortalte hvad der var sket, og sagde til hende.
“Søde M, du hverken kan – eller skal – tage ansvar for ignorante forældre, der ikke formår at lade deres børn vokse op, med bløde værdier og læring om empati”.

M svarede:
“Jeg ved det godt.
Og det var en ambivalent følelse – for da jeg sad der og blev så arrig på knægtens forældre, så blev jeg samtidigt, så stolt af mine egne unger, som sagde drengen imod, da han kom med den slags udtalelser”.

Hendes piger havde nemlig stemt imod, flere af de ret stærke bemærkninger, og svaret, at man altså kunne være hjemløs, fx hvis man var syg og ikke kunne arbejde, eller hvis man var fattig.
De havde også sagt, at mange ikke kunne arbejde, fordi de var for syge.

Her smitter det selvfølgeligt af, at jeg – deres guldmor – ikke arbejder, og de ved at jeg kæmper imod SmerteMonsteret hver dag .. MEN HURRA FOR DET! De ser at nogle kæmper, at det ikke er selvvalgt, dovenskab eller mangel på lyst, at jeg ikke arbejder mere end 2 timer om ugen.

Så først grinte jeg af hvad M havde oplevet, fordi jeg helt ærligt syntes, at det er latterligt og pinligt at man kan få sådanne tanker ind i hovedet på en 8-årig. Men bagefter blev jeg faktisk trist.
Tænk sig at en 8 årlig allerede har den holdning?
Tænk sig at man i sådan grad kan påvirke børn til at få den holdning? Lærer de kun at have sig selv nærmest?

…Så er det jo ikke mærkeligt, at der er så mange voksne derude med mangel på empati, hvis de vokser op, med den påvirkning.

Hvis nu man lige tager helikopter perspektivet, så kommer det ikke bag på mange – at drengen selvfølgelig er et produkt af sine omgivelser.
Børn hører hvad vi siger, hvad vores holdninger er, de spejler sig i vores adfærd.

Så knægten her – han vokser op med kommentarer, som dem han selv lige gentog.
Han ved ikke bedre…
Han er et produkt af sine forældres holdninger…

Så kære raske forældre,
Det her er faktisk en opsang til jer…

Lad jeres børn se en snert af virkelighed, og giv dem mulighed for at snakke om og forstå, de udfordringer, der kan være i livet.
Giv dem muligheden for at snakke om livsvilkår, der pludselig kan ændre sig – og gøre, at intet blev, som man havde forestille sig.
…Fortæl dem at det faktisk sker.

Lær jeres børn, at sygdom er eksisterende, at smerter/sygdom kan fylde så meget, at det gør, at man ikke kan arbejde.

Kære forældre – lær jeres børn at rumme og føle empati, over for de som ikke kan det samme, som I selv kan!

Fordi kære forældre – at kæmpe i hverdagen er ikke “kun” at kæmpe for at få et nyt og bedre job, en højere stilling, eller en bedre løn.
Den virkelig kamp står i, for de som er er ramt af andre livsvilkår – at holde hovedet oven vande – og stadig fastholde det gode humør, den positive tilgang og kærligheden, accept og forståelse både for sig selv, men i høj grad også for andre.

I skaber derved børn, der rummer indsigt, forståelse og omsorg.
I skaber derved børn, som ikke straks tiltænker andre dårlige intensioner, dovenskab, mangel på vilje, eller mangel på netværk.

Kære forældre, jeg ved godt at verdenen ikke er “peace, love and harmony”, men vi kan alligevel godt lære vores børn de bløde værdier.
Alle er ikke lige heldigt stillet. Alle er ikke velsignet med godt helbred.

Husk på, at de som er syge/smerteramte, de er ikke dovne … tværtimod. De kæmper HVER dag, de er langt fra dovne.

//C