Jeg mærker knuden i maven vokser og pulsen i halsen hamrer.
Mit hjerte føles tungt.
Mit blik sløres og jeg stirrer tomt ud i luften.
… 13. april. Ja okay. Jamen det gør vi da. Det klarer vi da.
Min allerskrappeste chef har sendt mig advarsler hele ugen, “Du er ikke nærværende, du udfører ikke dine betroede opgaver med omhu – det er som om at du ikke rigtig lytter efter, hvad jeg giver dig af opgaver” … Budskabet er tydeligt.
Jeg passer ikke ‘jobbet’ til fulde.
…
Der er bare liiiiiidt meget at se til lige nu, ‘chef’ …
Jeg er ikke kun en betroet medarbejder hos dig lige nu – jeg er også mor på fuld tid, jeg er lærer, pædagog, konfliktmægler, kantinedame etc. – så jobbet som kronisk smerteramt, er helt ærligt nedprioriteret.
Børnene kommer først, det har de altid gjort og det vil de altid gøre.
Så i kriser som den vi befinder os i lige nu – der er det skisme mig, der ligger og roder i det kolde vand, imens de ligger på tømmerflåden. (Reference til Titanic-filmen).
Så ja, min allerskrappeste chef – kroppen – den må acceptere, at lige nu … der er jeg ikke så pligtopfyldende som jeg plejer, fordi jeg har simpelthen ikke mulighed for det.
Kroppen må trøste sig med, at faktisk så er der ingen af de arbejdsroller som jeg pt udfylder – som jeg passer 100%.
Ingen skal have ondt af mig,
Det er ikke ‘stakkels mig’, det er ikke ‘mere’ synd for mig, end det er for andre – jeg har det IKKE værre end andre. Jeg sammenligner ikke mig selv med andre.
Jeg siger kun at JEG har det svært. JEG har svært ved at flyde lige nu, og vandet det er p…. koldt!
…Det må man gerne sige højt! ..Eller må man?
JA.
Man må gerne sige at man er ved at drukne, og man skal ikke være bange for at sige det højt, fordi andre måske har det ‘værre’ end én.
At sige at man ikke må være ked af det – fordi nogen har det værre, svarer til, at man så heller ikke må sige, at man ikke må være glad – fordi andre er gladere.
Så ja, lige nu er billedet af mig i vandet ved siden af tømmerflåden det samme som at se en ‘en fisk på land’ – og synet er ikke kønt. Men det er min virkelighed.
Hvorfor er det så svært at sige højt?
Hvis man siger det her højt – betyder det så, at man ikke er taknemmelig for de som arbejder 24 timer i døgnet, de som holder DK kørende?
Hvis man siger det her højt – betyder det så, at jeg ikke er enig i regeringens beslutning?
NEJ, det betyder det ikke.
Jeg er stolt af de som arbejder hårdt.
Jeg er ikke uenig i beslutningen.
Jeg syntes det er rigtigt.
Jeg vil gerne gå forrest i felten og fejre hverdagens helte, de der gør en forskel i samfundet. Fejre de som holder Danmark i gang.
Jeg er taknemmelig, jeg er stolt og jeg støtter regeringen 100% i, at det her det er den rigtige strategi. Det her er klogt. Det her er ‘at tage ansvar’ for os alle sammen.
I krise situationer, der skal man fokusere på det positive, og der skal man minde sig selv om, hvad man har, frem for hvad man ikke har.
…Og det vi har, det er samfundsind!
Danmark står sammen. Jeg er stolt over det! Jeg fejrer det!
Alligevel … alligevel så er det svært for mig lige nu.
Og nu siger jeg det højt, trods frygten for udskamning.
Måske er det svært at sige ordene højt, fordi de sociale medier, især Facebook og Instagram lige nu fokuserer på ‘tanknemmeligheds post’ og nomineringer af inspirerende mænd og kvinder?
Måske er det i virkeligheden svært at sige højt, fordi jeg føler mig utilstrækkelig pt, fordi jeg ikke udfylder nogle af min job-roller 100% og jeg kan fremstå som utaknemmelig eller én der ikke udviser samfundssind?
Mange mennesker inspirerer mig – og det gør de af forskellige årsager. Listen er lang, og det er dejligt og det er vigtigt – det er positivt.
Jeg er også taknemmelig for mit liv, mine kære og alt hvad jeg har.
Jeg er verdensmester i at fokusere på hvad jeg kan, frem for hvad jeg ikke kan – også på en “dårlig dag”.
Netop derfor savner jeg, at det også fejres når nogen siger, at de har det er svært.
Hvorfor? Fordi det er lige så vigtigt, i min optik.
Normalt så er en hverdag som kroniker svær, balancen er svær.
Nu … lige nu er hverdagen nogle dage, umulig.
…Alligevel lykkedes det.
Hele reservelageret af ‘skeer’ fundet frem, for det skal fungere.
Der er ikke meget balance pt., der er ikke meget overskud. Men det lykkedes alligevel på trods.
(Forstå begrebet ‘skeer’ ved at læse med her:
www.menduserjoikkesygud.dk/sketeorien)
Så lige for tiden, så er chefen utilfreds, læreren er måske lidt sur når der ikke lyttes efter, pædagogen ikke så overskudsramt, moren er træt, kantinedamen uopfindsom og menuen kedelig og konfliktmægleren giver måske op i nogle situationer – men alle gør deres bedste.
Jeg er positiv hver dag, også selv om “vandet er koldt” – jeg smiler hver dag, jeg støtter regeringen hver dag, jeg støtter karantænen, isolationen, fordi jeg ved det er rigtigt.
Jeg drukner ikke, men det er rart at få lov til at sige højt, at jeg har svært ved at finde balancen og rytmen i denne nye hverdag.
Det hele skal nok blive “normalt” igen, og måske ‘chefen’ tilgiver mig, hvis jeg tager kage med, når hverdagen igen indtræder.
Det hele bliver okay igen.
Kh, Christine
You Might Also Like
Comments
Comments are closed.
Så rammende, beskrivende og kærligt skrevet ❤️ For jeg tror ikke der findes mange, der ikke har respekt for dem i “fronten”af samfundet lige nu. Men vi har bare alle en “front, og mange kæmper en kamp i deres egen “front” Tak for at åbne op, og skabe åbenhed om, at det som kronisk syg er en svær tid, og koster “skeer”, der ikke helt findes
Så rammende, beskrivende og kærligt skrevet ❤️ For jeg tror ikke der findes mange der ikke har respekt for dem i “fronten” af samfundet lige nu… men vi har bare alle en “front”, og mange kæmper en kamp i deres egen “front”. .Tak for at åbne op og skabe åbenhed om, at det som kronisk syg er en svær tid, og koster “skeer” der ikke helt findes
TAK for de ord <3
Du skal ikke skamme dig. Nødpasning er lave til at hjælpe jer begge, så det glæder mig at du fik smidt dem afsted. Du er der for dem aften/nat. Det er lige som det og du skal være ❤️ Kh, C
PS Jeg er en af dem, hvis mand arbejder i “de kritiske jobs”, og som derfor er afsted, og vi har fået nødpasning pga hans job og min tilstand, og jeg skammer mig sådan over ikke at kunne passe mine egne børn. ØV
Enig – vigtigt at snakke om, at det også er p… hårdt!! Klap på skulderen til kantinedamen, pædagogen, læreren, moren – mange kasketter vi har på 😀
Mine kasketter udfører det heller ikke til UG.
Men klap på skulderen til alle, der er ærlige 🙂