Har været til lægen i dag .. dvs jeg er faktisk i tvivl om han var portør??

Ja ja – jeg jokede da over for sekretæren, da jeg ringede og tiggede-og-bad om en tidligere tid, end midt-september (det var så en akut henvisning), og sagde, at jeg var villig til at komme når som helst, hvis de fik afbud – og at jeg faktisk var villig til at blive tilset af en portør, hvis det betød at jeg fik “foden” indenfor i afdelingen..

Nå … spøg til side…

Når man skal til læge, så har man en naiv tro på, at de kan løse ens smerte problem, udover bare at anbefale forsat smertestillende medicin.
Denne tro har jeg stadig i mig, til trods for at jeg flere gange før, er gået fra hospitaler og speciallæger, med en nedadrettet mundvig, med andre problematikker, end den problematik som jeg i dag tilså en læge for.

I dag, blev jeg faktisk ked af det.
Udover mit piskesmæld og diskusprolaps, er jeg den (u)heldige ejer af en slem skade, fordi jeg faldt ned af en trappe.

Jeg er efter 2 operationer, endelig havnet på en special afdeling, havde fået en akut tid, grundet mine svære smerter og gener – og jeg håbede inderligt på at blive hørt.

Men lægen her, må have haft en “øv dag”, for jeg følte ikke at der blev lyttet til mig.
Nu er det den 4 læge der har kigget på mig, og de kommer alle, med forskellige bud på problemet.
Forstår det ikke?

Lægen i dag, undersøgte mig ikke nær så grundigt som de andre, og det virkede til, at der slet ikke var tid til at høre ordentligt på min smerteproblematik?
Jeg følte jeg selv skulle have styr på min historie, og være min “egen læge”, for ellers gik der informationer tabt.

Nu er resultatet at jeg IGEN skal til en mr-scanning – om en måned – og tiden indtil da, er jeg “bare” på smertestillende.. Altså en ny “parkeringsplads”, hvor jeg “bare” skal vente?

Jeg syntes det er mega hårdt, at man skal leve med seriøse og intense smerter, og jeg finder at livskvaliteten er svær at få øje på, når man render rundt med så store smerter som jeg gør 24/7.
Så er en måneds yderligere ventetid altså lang…

Hvis man så bare følte sig hørt og lyttet på, så er det noget andet. Så kan man tåle at vente i køen, for jeg har da heller ikke nogle intentioner om at “springe nogen over”.

Mit største problem ligger i, at jeg føler at jeg selv skal kæmpe for at blive tilset, og for at der sker noget – og så bliver jeg faktisk ærgerlig og trist.

Min oplevelse med min problematik er desværre, at hvis jeg ikke selv gør en indsats og aktivt søger behandling, så bliver jeg bare placeret på en “parkerings plads”, og her skal jeg så vente på at lægerne tager teten og jeg så først der, kan komme videre i systemet, alt imens jeg “bare” skal tage smertestillende?

Samtidigt skal jeg vide detaljer om behandlingsmuligheder for min skade. Jeg skal have læst på mulighederne, for ellers så anbefaler lægerne løsninger, som er meget tæt på deres faglige ekspertise.
Altså i overført betydning – hvis du spørger en maler, så siger han at det er maling der skal til, en tømrer, så er det nye bærende bjælker, en murer, nye fliser osv.
Giver det nogen mening?

Hvad med dig?
Har du også oplevet at få flere forskellige svar på din situation?
Har du nogen råd til hvordan man bedst kan navigere i vores sundhedsvæsen?

Er det nødvendligt at man er “sin egen læge” for at få den optimale behandlig?

Nu sidder jeg så i den situation, at jeg føler at SmerteMonsteret er ved at overtage alle positive tanker, og skaber dårligt humør og gør mig opgivende, så kan mærke at jeg lige skal finde Superhelten frem ..

NU prøver jeg at fokusere på bare nogen af de ting, som jeg er taknemmelig for.

Jeg er taknemmelig for mange ting – Min familie og mine venner som jeg er inviteret i sommerhus hos – de fylder mig op med glæde og kærlighed, god grin og de giver mig et positivt syn på det hele.

Her er der plads til at jeg kan lægge mig, uden der bliver kigget skævt til mig, og der er plads til mig, også når jeg har det skidt.

Tænk sig, hvor er jeg heldig at jeg har venner som dem. ❤️

Sov godt,

Kh, C