Jeg ligger vågen.
Natten er stille borset fra de små lyde der kommer fra mine børn når de enten taler lidt i søvne eller tager tunge dybe vejrtrækninger, samtidigt med min mands rytmiske rolige vejrtrækning.
På en eller anden måde så er det terapeutisk at lytte til.
På den anden side er her for stille omkring mig.
Dette er min virkelighed. Det er stadig min virkelighed.
Trods ordene er skrevet for et par år siden, er stadig min virkelighed.
I nat var alt stille, borset fra mine smerter.
Livet med kroniske smerter kan være skræmmende, når man ligger i stilhed, alene og ensom.
Mørket er skræmmende, fordi jeg ikke kan se en hånd for mig.
Min hjerterytme kan høres i mine øregange.
Mine smerter er alarmerende og min tinitus er skruet op på max volumen fordi smerterne raser.
Hvordan kan ens krop gøre så ondt og så uden at sige høje knæk og bræk lyde, så andre også kan høre og se det?
Jeg forstiller mig at det der sker i kroppen, svarer til når et isbjerg brækker et stykke is af.
Den øredøvende knirken, buldren og larm – jeg ser for mig den bølgende bevægelse af is, der først langsomt skubber sig fra hinanden med knæk lyde, for så at lande i fjorden med et ordentligt plask og rabalder.
Men kroppen siger ikke noget, trods jeg tydeligt mærker den.
Stilheden er skræmmende, fordi jeg er helt alene med smerterne.
Jeg kan ikke gøre noget ved det.
Jeg kan ikke sove fra det.
Jeg burde lave mindfulness, men jeg kan ikke.
Ja, jeg sagde: Jeg kan ikke. Jeg kan ikke lige nu!
Mine tanker bliver fyldt med frygt-tanker om fremtiden, økonomien, bliver vennerne ved min side, bliver familien ved min side?
Jeg ved godt at det gør de, men tankerne popper alligevel op i mit hoved og jeg får en knude i maven.
Smerterne giver mig kvalme og nu her denne nat så meget, så jeg tænker om jeg kan undgå at kaste op, om jeg kan “holde det nede”?
Lige nu kan jeg ikke tage stilling til hvordan jeg skal rejse mig i morgen, for smerterne “larmer” så meget, at jeg har svært ved at forestille mig at de nogen sinde bliver mindsket i forhold til nu.
Min logik og erfaring siger mig, at det gør de.
Smerterne bliver mindsket på et tidspunkt og det trøster mig, selvom jeg godt ved at de aldrig går væk.
Jeg skal leve med det her for altid.
Det går aldrig væk.
Det svinger i større og mindre grad, hver dag, hvad mit smerteniveau er.
Jeg kan have gode dage, hvor jeg kan fungere, og jeg kan have dårlige dage hvor jeg må fungere.
Det går aldrig væk!
Jeg er kronisk smerteramt. Kronisk.
Lige nu gør det ondt at sige højt.
Jeg får lyst til at vække min mand eller ringe til min veninde, bare for ikke at være alene i det her.
Men jeg gør det ikke.
Jeg er i smerterne alene, de sover jo – jeg må snakke med dem i morgen.
Jeg skal håndtere det her alene lige nu.
Ensomheden rammer mig selvom min mand ligger lige her ved siden af mig, og at jeg ved at mine veninder er der for mig.
I morgen så er alt nok bedre.
Det trøster jeg mig med. I morgen er alt bedre.
Det er ok at sige det højt. At jeg har ondt.
Jeg bare brug for at sige det højt nogengange.
Jeg har ikke brug for løsningsmodeller eller nogen der fixer det for mig.
Jeg har bare brug for at sige det højt og nogen lytter.
You Might Also Like
Comments
Comments are closed.
Kære Christine
Tak
Lige sådan en nat havde jeg, og dine ord rammer mig lige plet, og jeg bliver taknemlig for at du har skrevet og delt.
Mvh “anden mor med migræne”