fbpx
 

“Koooom nu mor – please”

“Koooom nu mor – please”

“Mor kan vi cykle i børnehave”? 😱

GISP. Jeg er så træt af “Nej det kan vi ikke i dag, mor har smerter”. 😨
Så jeg lukkede øjnene og tænkte, at det i det mindste er varmere i vejret, der er ingen sne på jorden, og dermed ikke galt.

Jeg svarede “Ja, det kan vi godt, men det er ikke sikkert at vi kan cykle hjem i eftermiddag”
(Så er det da kun én vej jeg skal klare det… )

E blev så glad. Det var helt tydeligt at han havde forventet et nej IGEN, fra mig.
Han øjne strålede og han begyndte at lave mini-hop på stedet. ❤️

Det man skal huske på er, at det er ikke kun mig der lever med smerter og de anderledes livsvilkår.
Det er også børn, mand/kone/kæreste/veninder/venner og familie.
Det er lige så ofte dem, som ikke kan gøre lige præcis det de ønsker sig allermest – det er lige så ofte dem, der ikke kan gøre det, som de gerne vil.

Jeg smilte til ham, og vidste at det var den rigtige beslutning jeg tog.
At det var rigtigt at E fik lov til at cykle i børnehave. 👩‍👦

Jeg måtte bruge alle dagens skeer på det her ‘projekt’.
(For ja, det er et projekt)

Jeg ved godt at regnestykket her ikke er klogt – men det er prioriteringen.
For jeg MÅ prioritere E, fordi det er så vigtigt for ham, og så er det dermed også vigtigt for mig.

For 5 år siden købte jeg en ‘dame-cykel’, med højt styr i håb om at det ville kunne gøre at jeg kunne komme ud og cykle mere, end hvad jeg havde gjort i mange mange år.
Ingen tvivl om at det er en langt bedre cykel for mig, end en “almindelig” cykel, men jeg har altså ikke fået den nye brugt meget heller.
Jeg har svært ved at dreje hovedet, og jeg får ondt i armene og nakke/hoved.

Jeg overvejer om en el-cykel er en bedre løsning for mig?
En el-cykel med “campingvogns-spejle” som jeg kalder det, så skal jeg jo ikke dreje hovedet…

Jeg savner at cykle. Jeg savner at være fysisk.
Jeg savner både at cykle med børnene i skole – men jeg savner også du ved, sådan en spontan ‘hvem-vil-med-ned-til-is-huset-og-få-en-is”-cykeltur.
Jeg savner at jeg ikke er så begrænset.
Men det er jeg. Jeg er begrænset.

Jeg cyklede jeg E i børnehave. Det var den rigtige beslutning. Også selv om jeg er ramt bagefter.

Folk ser mig måske udefra og siger: “Hun kan da godt cykle, hun ser glad ud”.
De skulle se mig bagefter. De skulle se hvad det koster mig.

Men jeg er ligeglad hvad folk ser, eller tænker.
Jeg tænker tilbage på E’s strålende øjne og hans mini hop, da jeg sagde ja til at cykle. Det er det vigtigste.

…Kender du prioriteringen? Kender du situationen?

Og vigtigt – har du en el-cykel, fungerer det bedre for dig end en almindelig cykel?

Hav en dejlig dag! Husk at leve livet med smerterne – find det positive i dit liv.
Lev livet, selv når det er svært.

2 Comments
  • Tea
    Posted at 10:06h, 04 maj Svar

    Kære Christine.
    Har først lige fundet din blog og tak for den:)det er dejligt ikke at føle sig alene i et liv med smerter som begrænser hver eneste øjeblik. Historien om E og cykeltur kan jeg kunne nikke genkendende til, det er et projekt og skuffelsen er så stor ved min K, når jeg ikke kan prioritere netop den aktivitet. Jeg købte sidste sommer min “lille bil” dvs en meget let ladcykel med stor el-motor og ih det har gjort en kæmpe forskel for mig. Sådan helt vildt stor og den er absolut alle pengene værd. Jeg kan sket ikke cykle på en to-hjulet og bus er en stor udfordring pga vibrationerne, så det var ligesom at få mit liv tilbage med cyklen.

    Tak fordi jeg må læse med. Kh tea

    • Men du ser jo ikke syg ud?
      Posted at 22:34h, 19 juni Svar

      Kære Tea. Tak fordi du deler det med mig ❤️

Fortæl mig hvad du synes