…Kom ikke og sig, at det ikke har konsekvenser at tage sig et #Åndehul.
 
Det er nat, jeg vandrer hvileløst rundt, alt er mørkt – kun lyset fra lampen ved min hoveddør sender en svag lysstråle ind i køkkenet imens jeg står der alene, kun iført en slidt t-shirt og fylder et glas med vand.
 
Mine ben kan næsten ikke holde mig, mit hoved dunker, min nakke er forkrampet og min skulder smerter, jeg ryster en smule og mine hænder virker stive.
Jeg overvejer om jeg har styrke nok til at holde rundt om glasset. 
Jeg føler mig svag, jeg føler mig alene.
Smerterne larmer, i den ellers så stille stund.
 
Alle andre sover…
Jeg kigger ud af vinduet og overvejer at kravle tilbage i sengen, men fastholder blikket ud af vinduet lidt endnu.
Jeg tager en tår vand af glasset, som begge mine hænder omfavner. Jeg mærker sorgen rammer mig, fordi jeg i dette øjeblik mindes om, at konsekvenserne altid indfinder sig.
 
Jeg havde igår, et åndehul for smerter og sygdom.
Det var et dejligt åndehul – jeg følte mig “normal” for en stund – jeg følte jeg var tilbage til hvordan det var ‘dengang’, jeg var ude blandt mennesker og jeg nød det.
For en kort stund gjorde det jeg det, som jeg ville ønske kunne fylde 8 timer af min hverdag med.
Arbejde, at være social.
 
…Jeg savner det enormt – jeg savner at kunne det som jeg kunne i som ‘gamle dage’.
 
Jeg tager en tår vand mere og minder mig selv om, hvor fedt det var at være “på” igår.
Jeg lukker øjnene og smiler, imens filmen kører i mit hoved. Jeg mindes alle de mennesker jeg fik snakket med, jeg mindes mit åndehul.
 
Smerterne raser lige nu og holder mig vågen.
…Men det er ikke “bare” smerter, det er #LivsGlædeSmerter.
Jeg ved hvorfor de er der og det gør, at jeg nemmere både kan håndterre dem, men også acceptere dem.
 
Jeg er stadig i sorg over, at der er en konsekvens – bare fordi at jeg tillader mig at tage et åndehul.
Den sorg vil ramme mig hver gang det sker. Urretfærdigheden. Afmagten.
 
…Men det er konsekvensen af, at leve med kroniske smerter og sygdom.
Man kan ikke tage sig et åndehul, uden at konsekvenser indfinder sig efterfølgende.
 
…Netop af den årsag, fordi jeg ved det – så er jeg blevet bedre til at nyde mine åndehuller endnu mere, når jeg er i nuet, når jeg udlever dem.

Jeg er nærværende, jeg suger alle indtryk og oplevelser ind i hjerte og sjæl, fordi jeg ved, at disse åndehuller ikke kan ske på daglig basis. Jeg må nyde dem i nuet.
 
SÅ … kom ikke at sig, at det ikke har konsekvenser at tage sig åndehuller.
#SeMig lige nu, hvor jeg står sårbar, i en slidt t-shirt i nattens mørke og mærker mine livsvilkår.
Se mig lige nu hvor jeg ikke kan sove fordi jeg ‘betaler’ for et at have været “normal” for et kort øjeblik.
…Hør mig sige, at det er der … Der ER konsekvenser.
 
Natten efter et åndehul er lang, natten er ensom og smerterne er svære.
 
Jeg skal nok komme igennem det, det er ikke synd for mig, jeg ser ikke mig selv som en stakkel, og jeg indtager ikke offerrollen. Tværtimod.
Jeg indser realiteterne af mine livsvilkår og kommer igennem dem, fordi jeg tager mig åndehuller igen og igen, på trods af konsekvenserne.
Men kom aldrig og sig, at det ikke har konsekvenser.
 
Hvad lavede du sidste gang du havde et åndehul?
Del det gerne med mig i kommentarfeltet, og lad os fejre vores åndehuller.
 
Igår var mit åndehul, da jeg holdt foredrag.
Trods konsekvenserne, så gør jeg det igen om en måned.
Det er smertene “værd” – det er måske uforståeligt for nogen, men for mig giver det mening.
Et øjebliks følelse af, at være som ‘i gamle dage’ – det må jeg mærke igen.
 
…Jeg ved at der følger LivsGlædeSmerter med åndehullerne.
Det har jeg accepteret.
 

Comments

  1. Men du ser jo ikke syg ud?

    Kære Hanne, Tak for de ord. Det betyder meget for mig at du tog dig tid til at skrive det til min indlæg <3 Kh, C

  2. Hanne Christensen

    det er desværre virkelighed for en masse af de mennesker jeg beskæftiger mig med i mit job.
    de værdsætter de få gode dage, men har så dårlig samvittighed over det de foretager sig, for andre kan jo ikke se hvordan de har det.
    bruger rigtig megen tid på at fortælle at de bare skal forsætte, der er ingen der ved hvordan de har det de fleste dage.
    jeg ville ønske at omverdenen og kollegaer ville vise dem forståelse og ikke bebrejdelser.
    hilsen
    Hanne Christensen
    faglig konsulent

Comments are closed.