Konflikt

Konflikt

Storkonflikt og lockout.
Er jeg den eneste der holder vejret?😮
 
…Ikke fordi jeg holder med ‘den ene’ eller ‘den anden’…
…Nej fordi jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det, hvis det sker.
 
Kan du høre desperationen?
…Den er der. Det er helt reelt. 😥
 
Medierne har fokus på alle dem der arbejder, hvad skal de “gøre med deres børn”, hvordan skal man komme på arbejde uden busser og toge etc.
 
…Og nu kommer der så det, nogen kalder klynk og piven fra mig.
 
Hvad med mig?
(Må man sige det? Er det tilladt?)
Jeg gør det!
Hvad med mig?
 
Jeg er ramt af kroniske smerter og jeg kender mange andre i samme situation.
Vores hverdag bliver udfordret, ved en storkonflikt.
 
Alle os med begrænsede livsvilkår, reducerede ressourcer og som ikke er i stand til at indgå på arbejdsmarkedet under normale vilkår – hvordan gør vi det, hvis vi pludselig har børn, børnebørn, niecer etc der skal passes hjemme på fuld tid.
 
Os som mærker batteriet er gået tomt efter en weekend, hvor andre lader op. Os der ikke oplever weekenden falder lørdag-søndag, men først på en mandag hvor der er ro i huset.
Vi skal være “på”, på en helt anden måde, hvis/når storkonflikten bryder ud og vi har børn der skal aktiveres og underholdes.
 
Ja, det lyder egoistisk – jeg ved det godt.
Jeg tør dog godt sige det alligevel herinde – hvor vi alle er ramt af begrænsede livsvilkår, jeg formoder jeg ikke er den eneste der har tænkt tanken.
 
Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare 1-2-3 uger (måske længere) med 3 (drenge) børn hjemme.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det?
 
Min mand arbejder (mere end) fuld tid og er selvstændig, og ja – han må have nogle dage hvor han har ungerne med på arbejde, men jeg ved udemærket, at en lockout ender mest med at hænge på mig og så kommer regningen efterfølgende, og den er ikke billig…
 
Hvordan løser vi det?
En mulighed er at ungerne får lov til at sumpe i deres iPads med ubegrænset spilletid og film?
 
En anden mulighed er at bedsteforældre, venner/familie træder til i det omfang de kan. Men hvad med dem der ikke har den mulighed?
 
Det er svært for mig at afholde gymnastik timer i haven, eller løbe en tur om søen. Jeg ser det umuligt at tage på udflugter eller lave hjemme-laboratorium og underholde 12 timer om dagen…
JEG VED IKKE HVORDAN JEG SKAL GØRE DET.
 
Jeg er afhængig af, at jeg kan få mine hvil, mine pauser og at jeg kan passe på mig, hver dag – for så at være på 100% når mine børn er hjemme fra skole og børnehave.
 
Så tja, nogen kalder mig måske egoistisk fordi min første tanke er, “hvordan skal jeg klare det” fremfor at skrive om hvilken “side“ jeg er på..
 
Der er desværre ikke nogen der passer på mig, hvis ikke jeg selv gør det.
 
Vi er herinde samlet i alle aldersgrupper – hvad med alle jer der er bedsteforældre, som også er smerteramt..
“Forventer” jeres børn at I kan hjælpe dem med børnebørnene? Kan I tillade jer at sige fra?
 
Jeg kan regne ud af de fleste – inklusiv mig selv – nyder børnene i så høj grad at man elsker at have dem hjemme og børnene bringer så meget glæde, at man ikke bare har smerter, men livsglæde smerter fordi man får noget positivt og givende ud af at være sammen med børnene.
Det er kortsigtet – hvad er konsekvensen, når vi når der er risiko for en langsigtet konflikt?
 
Og NU rammer den dårlige samvittighed mig, nu rammer den mig med 220 km/timen!
At virkeligheden er “at jeg ikke slår til” lige som andre forældre, med normale livsvilkår.
 
Rammes du af dårlig samvittighed når din omgangskreds forventer at du kan tage børn, måske endda flere end dine egne, fordi “du går alligevel hjemme”?
Jeg tror ikke der er nogen der forventer det af mig, men mine egne tanker råber nogen gange højere end de ting der reelt siges.
 
Jeg bliver nervøs for, om jeg er en “god nok mor” når jeg ikke engang tør tænke tanken, at de næste mange uger (HVIS der bliver lockout) bliver jeg en mor med flere smerter, altså også en mor med mindre overskud, mere træt og mere udkørt.
Og dette er lige op til sommerferien, hvor jeg i forvejen har lavet regnestykket med, at jeg heller ikke her i samme grad får mine hvil og holder ferie på samme vilkår som alle andre.
 
Det er barske livsvilkår.
Og ja, forkælet er der 100% nogen der vil sige. Men de kender ikke mine livsvilkår – så de er intetanende.
 
Jeg svarer lige selv på mit spørgsmål.
NEJ jeg er ikke en dårlig mor – vi finder en løsning, og trods ekstra tid på iPad, så er der også ekstra tid i sofaen, hvor vi ligger i ske, og dyrker nærheden.
Jeg skal nok få skabt nogle rammer der virker, nogle gode sunde rammer, og så er der Madkundskab hver dag, når der skal laves frokoster, og Gymnastik minimum en gang om dagen, hvor jeg bedømmer saltomortaler på trampolinen og Engelsk når vi skal se engelske film eller serier.
 
Jeg SKAL nok klare det! Jeg VIL klare det. Jeg KAN klare det.
Jeg vil bare OGSÅ have lov til at fortælle om min frygt – for den forsvinder ikke af, at jeg også er i stand til at vende mit fokus og i stedet vurdere hvad jeg kan, frem for hvad jeg ikke kan.
 
Jeg gør hvad jeg kan, og så må jeg arrangere bedsteforældre, legeaftaler og min mand må tage over når jeg er løbet tør for ‘skeer’.
Selvfølgelig klarer jeg den, jeg ved bare at regningen bliver stor uanset – og det er mig der skal betale den.
 
NÅR DET SÅ ER SAGT:
Jeg er af den holdning at pædagogerne, skolelærerne og alle de andre lønmodtagere skal have imødekommet deres krav. Ikke så meget ballade – de fortjener det!
Normalt er jeg ikke politisk på min side her – og jeg kommer heller ikke nærmere ind på diskussionen, hverken nu eller fremadrettet.
 
Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes