Jeg havde svært ved at læse brevet, fordi mine øjne blev fyldt op med tårer.
Overskriften var “Rejsen til Holland” så jeg blev overrasket over indholdet, da jeg først begyndte at læse.

Jeg mærkede hårene på mine arme rejste sig, og jeg fik en klump i halsen.
Jeg blev rørt. Rørt over ordene der stod.

“Smerten ved det vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde fortage sig,
for tabet af den drøm, er et tab af stor betydning”

Straks drog jeg paralleller til min egen situation.
Straks mærkede jeg ordenes dybe betydning, fordi jeg mærkede vigtigheden af brevet – også selv om det ikke er skrevet om kroniske smerter og sygdom.

Accept var emnet. Accept og glæde.
Accept som man bør forsøge at finde, accept som kan findes i alle afskygninger, uanset hvad der skal accepteres, uanset hvad man er udfordret af i sine livsvilkår … Men hvor kan det være svært.
…Hvad der er endnu sværere, er at finde glæde ‘på trods’ og i sorgen. 

Lad mig starte forfra. 

Min veninde har et barn der er født med et handicap og store beslutninger har skulle træffes i forbindelse med skoleskift, for at støtte ham bedst muligt.
I den anledning har hun og hendes mand fundet det smukkeste digt, der beskriver hvordan man finder accept i at leve med et barn med handicap, og har valgt at dele det med mig og andre udvalgte. 

Digtet omhandler sorg – men også glæde.
Det omhandler hvordan man kan finde glæde i det der er så svært.

Jeg har fået lov til at dele det med alle jer mine kroniker- og smertekollegaer, fordi jeg er af den overbevisning, at I også forstår disse ord på en helt særlig måde. 

Måske er du ikke i stand til at finde glæde midt i din egen sorg over hvad du har mistet – men jeg føler mig overbevist om at du efter at have læst dette digt, pludselig vil kunne det.
For mig så blev tingene ikke som jeg ‘regnede med’ og den sorg er stor, den fylder og til tider er den altoverskyggende.
Alligevel forsøger jeg at leve mit liv og være taknemmelig for de ting jeg stadig kan, og værdsætter hver en ting jeg er i stand til. ___________

VELKOMMEN TIL HOLLAND

af Emily Pel Kingsley. 

En fortælling om at have et handicappet barn.
At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til – Italien
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Collosseum, Michelangelos David, gondolerne i venedig.
Du lærer dig nyttige vendinger på italiensk.
Alt er meget spændende.

Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen.
Du pakker dine kufferter og tager afsted.
Flere timer efter lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: “Velkommen til Holland”.

“Holland?!” råber du.
“Hvad mener du med Holland? Jeg har bestilt en rejse til Italien!
Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!”

Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive.
Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt, fælt, snusket sted, fuld af pest, sult og sygdom.

Det er bare et sted, som er anderledes.
Så nu må du ud og købe nye rejsehåndbøger.
Og du må lære et helt nyt sprog.
Og du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke ville have mødt.
Det er som sagt et sted, der bare er anderledes.

Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.
Men når du har været der et stykke tid, og har fået vejret, ser du dig omkring…
Og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland…
og Holland har tulipaner.
Holland har endda Rembrandt!

Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien…
Og de praler af hvor vidunderligt de har det der.
Og resten af dine dage vil du sige: “Ja, det var der, jeg skulle have været; det var dét, jeg havde planlagt!”
Og smerten ved det vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde fortage sig,
for tabet af den drøm, er et tab af stor betydning.
Men…hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning, at du ikke kom til Italien, bliver du aldrig fri til at værdsætte og nyde det helt specielle, det virkelig vidunderlige…ved Holland.

___________

Når man lever med kroniske smerter og kronisk sygdom, så er flyet landet andetsteds, end der hvor man havde bestilt rejsen til. 

Men nu ER vi landet – vi SKAL leve andetsteds.
Vi SKAL og MÅ lære at finde det smukke og unikke der hvor vi er landet – og evner vi det, så kommer accepten lettere .. 

Kommer accepten, så kan vi dufte “tulipanerne” og vi kan “mærke farverne fylde os med glæde”, fordi vi lærer at være tilstede og nyde alt det smukke, på et andet niveau, end hvad vi kunne før. 

Når det er sagt.
Så er det sommerferie, og sommerferie er ferie for alle andre end mig.
Alligevel har jeg besluttet mig for at jeg nu vil bruge de næste 3 uger af min sommerferie, som går til “Holland” også selv om jeg ikke havde bestilt rejsen dertil. Jeg vil forsøge at fokusere på “de smukke tulipaner”, i stedet for at lede efter “gondolerne” som er i Italien.

 Jeg vil være til stede med mine børn og min mand, og de venner som kommer og besøger os i sommerhuset.
Jeg vil være nærværende og sætte pris på det jeg kan, og derved bliver min ferie allerede bedre, end hvis jeg fokuserer på det jeg ikke kan.

Ja jeg er landet i Holland – men her er tulipaner og Rembrandt, og træsko. Træsko er også dejlige og nemme at hoppe i. Holland er fladt og cykelvenligt. Holland er dejligt når man kigger efter.
Man kan også bestille cabonara og spise pizza i Holland, man skal bare finde den rigtige restaurant, hvor de serverer det på ægte Italienske opskrifter. 

Prøv om du også kan finde glæde i dit “Holland”. 

Hvis du har lyst så kan du følge mig på Instagram, for helt fri for mobilen bliver jeg nok ikke – så mon ikke der bliver lagt et billede eller to op af “farverige tulipaner”

God sommerferie,