Kære du,
som syntes det er svært at forstå mine behov.
Kære du, som har svært ved at se hvad jeg har brug for. Svært ved at se mine begrænsninger. Svært at forstå mine prioriteringer.
 
I morges vågnede jeg med alvorlige smerter. Mere intense end “normalt”.
Jeg har prøvet det så mange gange før, og minder mig selv om at jeg nok skal komme igennem det.
 
…Jeg vidste at det bedste jeg kunne gøre lige der, var at gå i bad.
 
Kære du – Du tager det for givet at gå i bad, gør du ikke?
Du tager det også for givet at kunne gå en tur med hunden, ikk?
…For dig går overvejelsen sikkert mere på om du gider, end om du evner det … har jeg ret?
 
At gå i bad er dejligt, beroligende og smertelindrende for mig.
Jeg har altid dagligt prioriteret det, SELVOM man skal tørre sig bagefter, tage creme på, deo, og derefter kæmpe sig i tøjet.
 
Kære du – Det lyder sikkert helt tosset i dine ører, at man overhovedet overvejer det – fordi det er en selvfølge at kunne gå i bad og gøre sig klar bagefter, har jeg ret?
 
Jeg hører ofte kronikere sige, at de ikke orker bad i 2-3 dage, fordi de er smerteramte. Så de springer det over.
Jeg forstår dem godt, for noget der virker så normalt og hverdagsagtigt kan faktisk være et meget stort projekt, når man har smerter.
 
Når man er ramt af kroniske smerter, så er man træt og energiforladt.
Bare det at skulle gå i bad, kan føles som en dagsrejse, fordi man ikke kan overskue det.
 
Det betyder ikke at jeg er deprimeret! Det betyder jeg er flad!
 
De der ikke prioriterer badet, de er ikke usle eller dovne. De har en skarp prioritering over deres dag.
De skal bruge deres kræfter på noget andet. Og det ‘noget andet’ kan være noget så simpelt som bare at komme igennem dagen. 👊
 
Det er her ressource-fordeling kommer ind.
 
Kære du – du har uanede mængder af ressourcer, (selvfølgelig inden for rimelighedens grænser).
Jeg er meget begrænset.
Jeg har færre ressourcer til at bruge i min hverdag, end dig.
 
Her taler jeg ikke om ressourcer som penge, sociale relationer, men kræfter og overskud som både du og jeg bruger til at lave mad, gå i bad, smøre madpakker, gå med hunden, hente børnene, læse godnathistorie, dyrke sex, rydde op, gøre rent osv, osv, osv.
 
Du har ressourcer nok til at kunne arbejde, og klare alt det andet ‘normale’ i livet. … Ja selvfølgelig bliver du så træt sidst på dagen – det forstår jeg!
…Det er dog uden sammenligning med en kronikkers udmattethed. Og ja, det tør jeg godt sige, for jeg har ikke altid været smerteramt.
 
De ressourcer vi bruger hver dag, både du og jeg, kalder jeg for ‘skeer’ 🥄🥄🥄
 
Jeg har altså færre ‘skeer’ end du. Det har jeg accepteret, det er mine livsvilkår.
 
Så ja, jeg bruger en ‘ske’ på at gå i bad hver dag, så er der én mindre til resten af dagen.
Dvs nu har jeg måske ikke “råd” til at lave aftensmad, eller gå den lange tur med hunden, eller vaske tøjet.
 
Det jeg syntes er svært er, når jeg skal forklare mig selv, argumentere og forsvare mig selv over for andre, som ikke har begrænsede ‘skeer’ som jeg.
Det der gør mig ked at det er, blikket som man kan få, når man fortæller at man ikke kan deltage i et arrangement, eller at man har behov for at ligge sig midt under en middag, eller endda når man føler man skal undskylde, at man har brug for at sove til middag.
 
Jeg forventer ikke at du forstår mig – for det kommer du aldrig til, men jeg forventer at du evner at se mig.
 
Jeg forventer at du kan se mine begrænsninger og at du accepterer mine begrænsninger.
Jeg forventer at du ser mig for den jeg er og det jeg er i stand til, hvis vi skal have et ærligt og lige forhold.
 
Kære du.
Vil du ikke godt se mine begrænsninger.
Så kan du også acceptere dem.
Så kan du bedre lære MIG at kende, og derved accepterer du også mine livsvilkår.
 
Jeg vil gerne bruge mine ‘skeer’ på dig, fordi du er vigtig for mig!
 
Men kan du ikke se mig for den jeg er og det jeg kan – så kan jeg ikke bruge mine ‘skeer’ på dig, fordi mine ‘skeer’ er begrænsede, og jeg derfor vælger dem med omhu.
Ser du mig ikke, så vælger jeg at bruge mine ‘skeer’ på noget der bidrager til mit liv.
 
Jeg ved godt at det ikke kun er mig der skal leve med kroniske smerter – det er også dig.
Du skal også leve med kroniske smerter tæt på, fordi du vælger at være en del af mit liv.
 
Jeg håber du vælger at være en del af mit liv, for jeg vil gerne være en del af dit, hvis du evner at se mig.
 
Jeg tror at sammen kan vi lære noget af mine livsvilkår. Jeg har lært at prioritere, og jeg prioriterer dig, jeg bruger mine ‘skeer’ på dig. ❤️

Comments

  1. Trine

    av det ramte godt nok lige ind i hjertet så tårene triller ned af kinden, tak fordi du sætter ord på dine men bestemt også mine følelser <3

  2. Anonymous

    Du er bare så mega sej husk på det Benthe

Comments are closed.