Job afprøvning. Av – jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til..

Job afprøvning. Av – jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til..

“Fuuuuck dig din klamme kælling” råbte han grædende, mens han gestikulerede med arme, ben og en enkelt finger på hver hånd, foran bygningen.

Jeg selv var lige kørt ind ind på parkeringspladsen. Første dag på job-afprøvning, igennem kommunen.
Jeg tænkte (helt ærligt), at han da virkelig måtte have et problem med andre mennesker, at han var hysterisk og agressiv, siden han stod og råbte og skreg på den måde.

Jeg vidste det ikke endnu … Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til.

Ser mig selv som et veluddannet, empatisk og socialt begavet menneske. Har ikke før i mit liv oplevet, at andre behandler mig direkte dårligt.
De få gange hvor jeg har stået i en situation, hvor jeg følte, at nogen talte ned til mig – der undgik jeg de personer, og fjernede mig selv væk fra situationen.

Ikke her. Ikke nu.
Jeg gjorde jo som ‘de’ sagde jeg skulle.
Jeg skulle blive, jeg skulle !

Jeg blev ydmyget.
Jeg blev talt ned til.
Jeg blev kastet rundt i systemet.

Til sidst begyndte jeg at kalde stedet for “Gården”.
Forestil jer en mørk gård, i en dårlig gyserfilm, sådan så jeg stedet..
Dette fordi jeg følte, at jeg måtte lægge ALT hvad der hed stolthed, selvindsigt og selvtillid ved døren, men i stedet bøje nakken og gå ind til dagens ydmygelser. Jeg kørte fra “Gården” grædende, nærmest hver dag. Græd som en lille pige, der var blevet mobbet i skolen. Jeg skulle bare holde perioden ud, satte jeg mig for. Men det var en prøvelse.

Jeg fik det dårligere og dårligere under arbejdsprøvningen. Fik flere og flere smerter, sov mindre og mindre, og egen læge blev nervøs på mine vegne … Hun indstillede til, at arbejdsprøvningen skulle stoppes, da man ikke tilgodeså mine skånebehov. At jeg blev presset i for høj grad. Min mand blev nervøs, da han så at jeg fik det værre og værre.

Men de lyttede ikke. De kørte på. De forsatte.

2 dage før min arbejdsprøvning var afsluttet, viste systemet endnu en grim side af sig selv.
Min konsulent var rådvild, fordi han ikke havde fået mere ud af mig end 2-3 timer effektiv arbejdstid på en uge.
Han var rådvild, fordi han ikke kunne finde på noget til mig.
Han var rådvild, fordi stedets egen tilknyttede psykolog havde sagt at jeg var fuldt ud afklaret med min sygdom og jeg var dygtig og reflekterende. Der skulle ikke henvises til yderligere konsultationer ved læge, eller psykolog. Jeg bestod alle prøvelsene, men dumpede på tiden.

2 dage før min afslutning, sagde konsulenten til mig, at min arbejdsprøvning var ugyldig, fordi jeg var gravid.
Jeg holdt vejret? Forstod ikke?
Jeg var 7 måneder gravid, og nu beskyldte han mig for at jeg havde hemmeliggjort det?
(Kommunen vidste godt at jeg var gravid – og jeg ville ikke kunne, omend jeg gerne ville, have skjult at jeg var gravid, da jeg havde en stor mave)

Han sagde: “Det er det forkerte tidspunkt, for en job afprøvning” – det gentog han 3 gange i træk.
Så efterfulgte han det med: “Nu kan jeg ikke medicinsk afprøve dig”.

Hvad det betyder ved jeg ikke – men jeg ved at han ikke var læge, og derfor ikke var godkendt til nogle former for medicinsk afprøvning. Jeg ved også, at man ikke kan afprøve nogen medicinsk på de 2 dage jeg havde tilbage på “Gården”.

Jeg begyndte at græde og jeg sagde, at det i mine øjne var helt urimeligt og forkasteligt, det han havde gang i.
Jeg løb fra “Gården”, og da jeg nåede til bilen, gik det op for mig at der sad en mand med store øjne, og kiggede på mig fra hans bil.

Han tænkte sikkert, at jeg havde et problem, at jeg var hysterisk og aggressiv, siden jeg kom farende på den måde – grædende og hysterisk.
Det gik op for mig, at historien gentog sig.

 

Jeg vidste det ikke, før jeg startede på “Gården” … Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til.
Det ved jeg nu.

Jeg endte med at ansætte en privat sagsbehandler.

Jeg kunne ikke mere efter 3. arbejdsprøvning. Efter mange forkerte og mangelfulde breve, skiftende sagsbehandlere og modstridende oplysninger fra kommunen, måtte jeg have hjælp.

Det man bliver udsat for som syg i systemet, kører én ned, hvis man ikke får den støtte og hjælp som man har behov for.

Jeg følte jeg blev forsøgt psykisk nedbrudt, umyndighedsgjort og ydmyget, fremfor løftet og støttet.
Ikke bare skal man forholde sig til at ens livsvilkår er forandrede og samtidigt leve med smerterne, men man skal igennem en række af møder og afprøvninger, hvor størstedelen føles som om de kun har til formål at bevise, at man snyder og bedrager, og ikke VIL arbejde.

Jeg vil gerne arbejde. Det skal man ikke være i tvivl om.

Mit fokus er at få et positivt fokus med mine livsvilkår, og jeg ‘snyder’ikke. Det havde været langt nemmere at få sig et fuldtidsjob både psykisk og fysisk, en at være en del af dette “cirkus”.

Efter alle de prøvelser, jeg har været igennem, efter den måde jeg er blevet talt til, den behandling, og den følelse af at kommunen som ledte efter ‘hullerne i osten’, frem for at hjælpe mig med at få det bedre – der er jeg blevet træt, helt ind i mit inderste.

Husker I sætningen fra I var børn, når ens forældre sagde “det forstår du når du er voksen”.

Hmmm .. Jeg har altid hadet den sætning.
Men nu hører jeg mig selv sige til folk, at de ikke forstår hvordan det er at være syg i Danmark, før de prøver det.

Vores store velfærdsstat, der skal passe på de syge, de gamle og de svagelige.
Jeg ser det som en form for ‘branding af Danmark’, som det var den mest gennemførte Coca Cola reklame!
MEN det holder bare ikke stik, at reklamen er så gennemført, hvis Colaen smager surt og lugter dårligt. Det er desværre ikke så rosenrødt, som det lyder – at bo i en velfærdstat som Danmark, når man er syg.

Jeg blev nedkørt af første arbejdsprøvning, og anden arbejdsprøvning var ikke meget bedre. Tredje arbejdsprøvning, der var jeg en zoombie. Jeg var ikke gravid på hverken anden eller tredje arbejdsprøvning, så jeg endte på morfin dagligt, kunne blandt andet ikke holde min søns fødselsdag, så min mor måtte stå for boller, gaveindkøb og lagkagen.

Det er faktisk ydmygende – når nu jeg ellers er så god til at passe på mine “skeer”, at nogle andre så kan forpurre det der fungerer, i sådan grad, at man skal medicineres så man kan gennemføre kommunens prøvelser, men resten af ens liv så ikke fungerer.

Det her er en af de blog indlæg der ikke har en happy ending, en positiv afslutning, eller en forklaring.
For jeg forstår det ikke.
Jeg forstår ikke at syge mennesker skal behandles sådan, skal nedgøres og ydmyges.
At kommunerne behandler deres medmennesker sådan, at vores politikkere ikke kan se, at der er noget der ikke hænger sammen. At vores lands hjælp til de syge, de gamle og de svagelige smager surt, og lugter dårligt.

Del gerne din historie her, hvis du har lyst. Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er den eneste – for jeg har allerede fået mails fra flere af jer der læser med, hvor jeg har fået jeres historier.

Hvis du har en positiv krølle på din historie, så del den gerne, tænker jeg og andre kan lære noget, og måske bruge det i mit eget liv fremover.

Jeg ved at der heldigvis også er flere der har haft en god behandling i systemet. DET glæder mig, og jeg under jer det inderligt. Jeg er naiv af natur og håber på at der bliver flere og flere i den række, frem for den anden 💞

Sov godt,

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes