“Kan du bidrage med noget”?
“Er du vigtig for nogen”?
…Mine tanker kører i loop … Jeg er hård ved mig selv.
Jeg har været ked af det i nogle dage, uden at kunne sætte fingeren på hvorfor.
Jeg er ikke deprimeret, jeg er “bare” ked af det.
Følelserne har siddet uden på tøjet, og jeg har været mere skrøbelig og sart over for alle indtryk, jeg har mødt i denne uge.
Jeg har mærket en følelse i kroppen, som ikke har været god for mig.
Jeg ved godt når jeg tillader mig selv at tænke ‘ind i følelserne’, at jeg er midt i min akutte sorg over at alt har ændret sig – men selvom jeg ved at det er ok at være i sorg, så gør det stadig uhyggeligt ondt.
Tankerne er ødelæggende, destruktive, isolerende …
“…De andre kan nogle ting jeg ikke kan.
De andre har en spændende karriere …
De andre kan gøre alt det i livet, de har lyst til…”
Jeg indser at jeg er jaloux lige nu – sådan rigtig grimt jaloux, ikke bare misundelig, men jaloux.
Ad for pokker … Jaloux?
Det er jo slet ikke mig? 😔
…Jeg bryder mig ikke om følelsen – jeg er jo typen der altid glæder sig på andres vegne.
Den jalousi jeg mærker, den bidrager ikke med noget positivt – den gør kun klumpen i maven tungere, større og hårdere.
Mine tanker forsætter alligevel, på trods af min fornuft siger jeg bør stoppe mig selv …
“Hvad er din rolle”?
“Hvad kan du egentligt”?
“Hvad er du god til”?
Trappen skal males, og der bør blive bygget et nyt cykelskur…
“I gamle dage … “ hører jeg mig sige til mig selv, men stopper sætningen, fordi klumpen i halsen vokser.
…Hovedet er fyldt
…Tankerne larmer
..Tårerne presser på
…STILHED…
Jeg lukker øjnene og ser mig selv ‘slå mig selv oven i hovedet med en hammer’, bebrejde mig selv på en ukærlig måde, over alt det jeg ikke længere kan, ved at mindes hvad jeg engang kunne på en ukronstruktiv måde.
…STILHED…
Tankerne kører stadig på trods af en ubeskrivelig træthed.
En træthed der lammer, og alligevel prøver jeg at ignorere den som om den ingen magt har over mig.
“HVAD KAN JEG?
HVEM ER JEG?” … er nogle af de spørgsmål jeg stiller mig selv…
Trætheden fylder mig krop.
Tankerne øger størrelsen af min knude i maven … jeg stirrer ud af vinduet, TV’et kører i baggrunden, men jeg ser det ikke – jeg kan ikke koncentrere mig om det.
…“Børnene bliver ældre, hvem er jeg så noget for?
Er jeg nok for min mand?
Er jeg en god veninde?
Er jeg et dårligt menneske, når jeg kan blive ramt af jalousi?”
Jeg kan ikke stoppe tankerne og mærker knuden nu, er på det hårdeste.
Jeg tog en snak med Michael, jeg fortalte ham at jeg var ked af det.
Han lyttede og sagde: “Jeg kan godt høre at du har den store hammer fremme.
Jeg hører at du virkelig slår dig selv oven i hovedet over alt det du savner – og at du er i sorg.
Jeg skal nok lade være med at tale dig fra det, for det ved jeg at jeg ikke får noget ud af…
MEN …
Du bliver nødt til at lede efter en klump guld, hver gang du smadrer noget med den hammer.
For jeg syntes at du er for hård ved dig selv – og jeg ser guldet! Vi andre ser guldet”.
“HVAD?” … Ser de andre guldet?
“Har jeg guld i mig?” spurgte jeg undrende mig selv…?
Er jeg så hård ved mig selv, at jeg glemmer at jeg også har guld i mig?
JA!
For mig var det åbenbart nødvendigt denne gang at jeg skulle slå “noget” med en hammer, for at komme igennem min sorgprocess … Men jeg blev heldigvis mindet om at lede efter guldet.
Jeg er stadig i sorg, jeg har stadig en knude i maven, men jeg mærker knuden nu bliver mindre.
Jeg tillader mig stadig at være vred og ærgelig over at mine livsvilkår har forandret sig. Jeg skal bare ikke være det hele tiden…
Det der er vigtigt er at huske sig selv på er, at det er ok at der er dage hvor man er i sorg og det hele bare er noget #PISSEMØG.
De dage skal man have lov til at være i, man skal igennem dem, man skal over dem. … Måske skal man mindes om at lede efter guldet.
“Life is tough my darling, but so are you”. (Stephanie Bennett-Henry)
Jeg er idag ikke længere jaloux, jeg er misundelig.
Misundelig er en helt anden ting – der kan man glæde sig på andres vegne.
Jeg begynder idag at lede efter guldet, for ja ‘i gamle dage der … ‘, men i dag kan jeg noget andet.
Idag er det hele lidt mindre #PISSEMØG for mig.
Jeg har tidligere på året bemærket at Søs (Kroniske Farver) brugte #JegEr – og det vil jeg gerne arbejde videre med, for det bidrager til så meget positivt og konstruktivt for os alle sammen..
SÅ:
“Jeg er nærværende”
“Jeg er empatisk”
“Jeg er rummende”
“Jeg er kærlig”
“Jeg er givende”
“Jeg er en god veninde”
“Jeg er en god mor”
“Jeg er fuldstændig perfekt uperfekt”
“Jeg er lige som jeg skal være”
“Jeg er … “
Led efter guldet – HUSK at lede efter guldet!
På den måde så tager ingen det fra os, at vi er i sorg, vi får lov til at være kede af det når har brug for det, men bagefter – der skal vi rejse os og lede efter guldet.
HVAD ER DU?
Skriv herunder hvad du er.
Lad os inspirere hinanden, lad os sammen slå fast, at vi også har en klump guld i os..
#JegEr
