fbpx
 

Jeg ville ønske …

Jeg ville ønske …

Når man gnider den på storetåen, så må man ønske!
…Og alle ved jo at ens ønsker går i opfyldelse – det er sådan det er. 😊🌱

De to store tjattede lidt til hinanden efter de hver især havde gnedet statuen på tåen og prøvede på den måde, at få hinanden til at afsløre deres ønsker.
De kunne næsten ikke styre deres nysgerrighed over hvad den anden havde ønsket.
…Ingen af dem ville dog ud med ‘det’ – for reglen er jo, man ikke må sige sit ønske. 🙈

Jeg kunne se at det var svært for Elias, at holde på så stor en hemmelighed. Jeg fik øjenkontakt med ham og han sagde straks: “Moooooar – må jeg ikke godt fortælle dig hvad jeg ønskede?”
Jeg svarede: “Jo selvfølgelig må du det! Når man er 6 år, så må man gerne fortælle det … MEN du skal hviske det – så går det nemlig stadig i opfyldelse”

Elias satte hånden ved siden af munden, jeg bukkede mig, lukkede øjnene og lyttede, imens han hviskede: “Jeg ønskede at min astma forsvinder”. 

Jeg fik helt ondt i maven og tænkte mange mange tanker, på meget kort tid.

Tænk at det fylder så meget i Elias, at han har astma. Av av.
…Når man er 6 år så skal man da ønske at man får ubegrænset adgang til slik og is. Man skal ønske at man kommer i Tivoli og Bon Bon land. Man skal ønske at aftensmaden udelukkende består af pandekager med nutella, syltetøj og is. 🍦🍭🍪🍿

Men nej, Elias ønske var at hans astma forsvandt.
Der stod jeg i Split, Kroatien, og svedte i 40 graders intens varme, ved siden af den massive statue af Grgur Ninski, med Elias i hånden – og lige her gik det for alvor op for mig, at Elias lever med anderledes livsvilkår, end andre børn på hans alder, og at han selv ved det.

..Jeg er i virkeligheden måske den der forstår Elias ønske, bedst af alle.

Vi var i Split by, da vi hørte historien om Grgur Ninski og om sagnet at “han” kan opfylde ens ønsker.
– Det ville vi selvfølgelig gå glip af, nu hvor vi alligevel var to minutter derfra.
…Vi vidste altså ikke på forhånd at der fandtes en statue som fungerede som “ønskebrønd”, så hverken børn eller voksne havde ikke haft tid eller mulighed til at overveje vores ønsker…

Netop fordi at vi ikke havde “forberedt” et ønske, gjorde det ekstra indtryk på mig, at Elias første indskydelse var at han ville ønske, at hans astma forsvandt. Det betyder jo at astma-situationen er meget ‘top of mind’, i hans lille sind. At det fylder i ham, at han har astma.

Elias lever med sin astma og jeg ved fra lægerne, at det aldrig forsvinder, men det har jeg selvfølgelig aldrig sagt det til ham.

Han er velbehandlet og får medicin morgen/aften og der er længere og længere imellem hans astma anfald. Han har altid været med til alle lege i børnehaven (med pauser) og nu det samme i SFO’en.
Astma er jo ikke til at se – KUN når han har et anfald, og jeg troede ikke han selv tænkte videre over det i hans hverdag. Men jeg tog fejl. Det fylder.

Jeg besluttede mig for at jeg måtte tage snakken med ham omkring hans astma, for han skal (fuldstændig lige som jeg) finde accepten i hans udfordringer.
Han skal (lige som jeg) lære hans livsvilkår at kende og lære at kender han sine begrænsninger – så kan man sagtens leve et godt, stærkt liv MED sine udfordringer.

Elias skal lære at trods sin astma, så kan han mange ting.
Han bliver måske ikke fodboldspiller, men han bliver noget andet.
Han er sindsyg kreativ og super intelligent. Så måske han ender som læge eller advokat. Måske han ender som kunstner eller selvstændig erhvervsdrivende.

Uanset hvad han ender som, så kan og skal han lære at leve sit liv MED sin astma, og han vil få sig et dejligt, stærkt og vidunderligt liv.

…Og vil han spille fodbold – så skal han lære hvor langt han kan løbe og stoppe lige inden – så han ikke får et astma anfald og kan komme på banen igen, efter en pause.
Han skal lære at mærke efter.
Han skal lære at acceptere at han har astma.
Han skal lære at han nok skal nå frem, men at han måske skal løbe lidt langsommere.

Så ja, astmaen fylder i hans bevidsthed! Men netop det, kan føre meget positivt med sig. Dette fordi at det betyder, at han kender sine egne begrænsninger, sin egen krop, bedre end så mange andre.

Nogle dage senere, i et stille øjeblik hvor jeg var alene med Lucas, spurgte jeg hvad han havde ønsket sig af Grgur Ninski.
Han svarede mig, “at du bliver rask”.

Endnu engang fik jeg en mavepuster og igen blev jeg mindet om, at jeg ikke er den eneste der lever med kroniske smerter.
Vi er en hel familie der lever med mine kroniske smerter.

Jeg snakkede med Lucas om han syntes det var en forhindring for et godt liv, at jeg havde smerter.
… Det er en lang historie og den vil jeg gerne dele med jer i mit næste indlæg. ❤️

Man kan lære at leve med sin astma. Man kan lære at leve med sine smerter.
Det vigtige er at man vælger at leve MED sine udfordringer.

…For jeg vil leve mit liv med smerterne. Smerterne skal ikke leve mit liv.

Accept er nødvendig for alle, i alle aldersgrupper – det gør det nemmere for os at lære at leve med vores begrænsninger. ❤️

Hvad ville du ønske lige nu, hvis du stod ved Grgur Ninskis storetå? 🤞(Hvis man skriver det, og ikke siger det højt så går det stadig i opfyldelse 😉)

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes