fbpx
 

Jeg tog fejl – min sandhed, var ikke hans!

Jeg tog fejl – min sandhed, var ikke hans!

“Men C – du er faktisk den jeg er allermest stolt af, du evner at komme igennem dagen, du kæmper for dig selv og din familie, og giver ikke op, trods dine nye livsvilkår”

Wauw .. Sjældent er ens egen opfattelse af situationen, sandheden.

Der sad jeg – med store tårer i øjnene, for det havde jeg gerne ville høre i mange år.

…Må vist hellere gå lidt tilbage i tiden her…

Som jeg skrev d. 25 juli, så har jeg haft en del år hvor min far og jeg gik helt skævt af hinanden, det her er part 2 af fortællingen…

Som jeg sagde i mit første indlæg, så er det her noget af det sværeste at dele med jer. For jeg blotter mig fuldstændigt.
Jeg kigger indad, og jeg tager ansvar for de fejl jeg har lavet i min fortid.

Årsagen til at jeg deler dette med jer, er med det håb at nogen af jer, som måske er i en lignede situation med forældre, søskende, venner etc. finder modet, til at tage en alvorlig snak – og forhåbentligt opdager at jeres sandhed ikke nødvendigvis er deres sandhed, og at der kan komme noget positivt ud af dette.

Nå men jeg kaster mig ud i min fortælling … Here goes nothing 🙂

Ja – jeg har haft det svært med min far.

Jeg troede ikke han var stolt af mig.
Jeg troede at han var flov over mig, flov over alt det jeg ikke kunne og alt det jeg aldrig ville kunne opnå, med mine nye livsvilkår.

Det han så nu sad og sagde, ved cafe-bordet på sushi restauranten – var så modsat af, hvad jeg troede var sandheden. Det var så modsat af, hvad jeg troede var hans indstilling og følelser til mig.

Havde jeg virkelig gået i så mange år og bekræftet mig selv i, at han ikke kunne lide mig??

Det var frygteligt. Det var frygteligt at gå rundt og have de tanker jeg havde.
Det var urimeligt både overfor mig selv, men også overfor min far – at jeg i mit hoved, bestemte MIG for, hvordan havde det. Det var jo min opfattelse af situationen?! (Den var ikke rigtig (heldigvis))

Jeg havde min sandhed, og han havde hans.
… Vi havde begge vores stædighed.
Her ligner jeg nemlig min far rigtig meget. 🙂

Før jeg blev kronisk smertepatient, der arbejdede jeg meget. …Rigtig meget faktisk – for det samme har min far altid gjort, og ham har jeg altid set op til.

Jeg har en lang videregående uddannelse, og jeg troede, at der i kortene lå, at jeg ville sidde som direktør i et eller andet mellemstort firma, når jeg blev 40.

Sådan blev det ikke. Jeg skulle revurdere ALT i mit liv i 2009.
Jeg troede at de prioriteringer jeg havde, var de rigtige – og det var de også på daværende tidspunkt, men i dag, ser de meget anderledes ud. (Dette er part 3. i fortællingen).

Min far og jeg kom skævt ud af det med hinanden, da mine forældre skulle skilles tilbage i 2005.
Jeg havde svært ved at forstå og acceptere det, på trods af at jeg var voksen. Dette tror jeg da min mor var meget ramt, så tog jeg en del af ansvaret for at passe på hende.
Det hjalp ikke på situationen, imellem min far og jeg.

Jeg har lavet mange fejl, når det kom til at passe på min fars og mit indbyrdes forhold. Mange fejl. Men det kan jeg desværre ikke ændre i dag.
Dermed siger jeg ikke, at alt skylden ligger hos mig – han er ej heller fejlfri. Ingen af os er fejlfri.

Da jeg blev kronisk smertepatient i 2009, følte jeg, at vores forhold blev mere anstrengt.

VIGTIGT:
Det er vigtigt at understrege igen, at alt det jeg her fortæller, er min sandhed og min opfattelse af situationen på daværende tidspunkt.

For nogle år siden formåede jeg at indtage “helikopter perspektivet” og begyndte at overveje, at min sandhed måske ikke var fejlfri og korrekt.

Efter jeg blev smerteramt, og mistede mit arbejde og mit sociale liv, ramte jeg et stort sort hul.

Med dette følte jeg, at min far og jeg nu havde endnu mindre til fælles end tidligere, da jeg brugte min far meget til erhversmæssige snakke, snak om uddannelse, arbejde, karriere, kollegaer, strategi osv.

Min mor brugte/bruger jeg til at snakke om børn, kærlighed og følelser..

Min far dækkede nogle andre “behov” for mig. Han er den barske type, der siger tingene lige ud, hvor min mor er den “bløde”..

Pludselig følte jeg, at livet kørte videre i slowmotion foran mine øjne. Jeg sad helt stille og observerede alle andres liv forsætte.
Jeg var i den akutte sorg fase. Jeg skulle tage afsked til mit eget liv, som jeg kendte det. Jeg skulle igang med at genopbygge mig selv, og mit liv.

Mine brødre – de kørte derud af med opstart af egne virksomheder. Min søster var ikke så gammel, så hun passede sine skole, sine fritidsaktiviteter og sine venner.

Mine venner havde spændende job, steg på karrierestigen, og min mands firma gik stærkt.

Pludselig lå jeg derhjemme med smerter, og følte jeg ingen ting kunne.

Jeg har aldrig følt at jeg selv har indtaget offer-rollen. For jeg har aldrig givet op, eller heller ej forventet at andre havde ondt af mig. Men jeg har haft følelsen af, at andre ikke så mig lige der hvor jeg var. Og det påvirkede min selvtillid.

Når jeg fx. snakkede med min far, så oplevede jeg, at han ofte fortalte om mine brødre, hvor dygtige de var, hvad de opnåede.
Det var som et slag i maven, for jeg følte så endnu mere at jeg blev mindet om alt det jeg IKKE kunne.
Jeg tænkte – at han tænkte – at jeg lå bare der og ikke kunne noget.. (IGEN – Det følte JEG!)

Min far, han var jo bare stolt. Han gjorde selvfølgelig ikke noget forkert, ved at fortælle om mine brødre.
Jeg var også stolt af dem – det er jeg stadig!

Det var jo mig der sammenlignede hvad de kunne, og hvad jeg kunne, ikke min far? Hvordan kunne jeg tillade mig at tro at han gjorde det samme?

I de år efter 2009, der kæmpede jeg for overlevelse, for at komme igennem dagen, og stadig holde sammen på min familie.
Jeg kæmpede for accept af mig selv og mine nye livsvilkår – og i dag er jeg er stolt over hvor jeg er, og at jeg kom igennem det.

Igennem årene, skubbede jeg mig selv længere og længere væk fra min far.
Jeg følte simpelthen ikke, at han forstod “mit nye liv”, jeg bildte endda mig selv ind, at han var flov over mig.

5 år brugte jeg kræfter på at distancere mig.

En dag i 2015 tænkte jeg, at NU skulle jeg konfrontere ham.
Jeg inviterede ham ud og spise, og jeg ville fortælle ham hvordan jeg havde det.
Jeg ville fortælle ham MIN sandhed, og jeg havde aldrig tænkt tanken at det ikke også var HANS sandhed.
Jeg ville konfrontere ham med mine følelser og fortælle ham, at jeg var ked af at han ikke var stolt over mig.

Jeg tænkte at det måtte ‘bære eller briste’, og hvis han ikke forstod mig, så ville jeg ikke forsat bruge mine kræfter på at prøve, at få ham til at forstå.

Jeg sad der, med vand i øjnene på en propfyldt restaurant.
Jeg græd og græd, kunne næsten ikke formulere mig.

Min far havde også en del på hjerte. Heldigvis.
Han fortalte mig, at han havde haft 5 svære år.
Han var ked af, at han ikke følte, jeg ikke kunne lide ham, og støttede ham i hans liv og de beslutninger han traf.
(Han havde altså også hans sandhed)

Han sagde så “C jeg elsker dig, og jeg er så stolt af dig, jeg ved ikke hvorfor du er gal på mig”.

Shit. Havde jeg så lige så stor en part i vores afstand, som ham? Havde jeg skyld i dette?
Havde jeg brugt 5 år på at tro at alt skylden lå ved ham?

Vi fik en lang snak, og han blev oprigtig ked, da jeg fortalte ham at jeg følte han ikke var stolt af mig, efter jeg blev syg.

Der sagde han: “Men C – du er faktisk den jeg er allermest stolt af, du evner at komme igennem dagen, du kæmper for dig selv og din familie, og giver ikke op, trods dine nye livsvilkår”

De ord – de ændrede alt.
De viste mig, at jeg med MIN sandhed, havde understøttet mine egne følelser – og at jeg ikke havde givet mig selv en chance for at modbevise dette?

Vi snakkede ud om alt.
Han fortalte hans sandhed.
Jeg fortalte min sandhed.

Vi snakkede om vores stædighed, vores forskelligheder og vores fælles egenskaber.
Vi fandt ud af at vi var stærkere sammen, end hver for sig.

Det gik op for os at vi ikke snakket sammen om det der var vigtigt, og derfor er det gået galt imellem os.

I dag der ringer jeg også til ham, når jeg skal snakke om de “bløde emner”.

I dag så siger jeg til ham, hvis jeg føler han misforstår mig, eller ikke ser mig, der hvor jeg har behov for det.

Idag er han igen min far, vi er lige der hvor vi skal være, og jeg elsker ham.

Så min histories “morale” er, at den sandhed jeg troede var alles sandhed – den var min sandhed, ikke nødvendigvis også hans.
Derfor skal jeg altså passe på, at jeg ikke gør min sandhed, til alles sandhed.

Jeg fortryder de 5 år hvor vi ikke forstod hinanden. Jeg fortryder at
jeg ikke tog mig sammen før og snakkede med ham, eller han ikke snakkede med mig.

Men det kan jeg ikke bruge til noget nu.
Idag er vi lige der hvor vi skal være.
Idag er han min far, og han er stolt af mig fordi jeg kæmper. Og det betyder alverden.

Find det positive i dit liv og lev livet – selv når det er svært.

//C

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes