Jeg måtte aflyse…

Jeg måtte aflyse…

Jeg måtte idag skrive en af de der sms’er.
En af de sms’er, hvor man må aflyse. 😰
 
Jeg kunne ikke. Havde ikke kræfter til det.
 
Lad mig forklare…
Jeg savner min veninde C helt vildt, og jeg elsker at være sammen med hende og hendes dejlige familie.
Her til aften skulle de have været hjemme hos os, til mad, hygge og snak.
 
Jeg vågnede i morges efter en hård nat, og vidste jeg var udfordret.
Jeg havde ingen kræfter – jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle klare det.
 
Jeg har ligget meget vågen i nat. Faldt sent i søvn og vågnede kl 3-6 og sov så til 7.30.
Jeg havde smerter. Mange smerter. Kunne ikke finde hvile i kroppen.
 
Jeg tænkte jeg havde dagen til at indhente lidt kræfter og måske også lidt søvn – så jeg besluttede at skrive en sms til C, da jeg ikke vidste om hun sov længe.
 
Hver gang sådan en sms skal skrives, kan jeg mærke gråden sidder helt oppe i halsen. Og ja – jeg ved godt hvorfor … 😒
 
1. Jeg ville jo allerhelst se dem og have en dejlig aften sammen.
2. Jeg bliver så træt af mig selv over, at jeg skal have ondt.
3. Jeg er i virkeligheden bange for, hvordan sådan en sms læses, modtages og forståes, hver gang den skal sendes.
 
Jeg har kendt C i 25 år. Så jeg ved godt, at hun er en af dem jeg aldrig mister.
Alligevel rammer frygten mig, når jeg må aflyse en aftale. 😢
 
Jeg startede altså med at skrive en SMS i morges, hvor jeg spurgte om hun ville ringe når hun havde tid – og det gjorde hun hen på formiddagen.
 
C er altid så sød og betænksom og sagde i telefonen:
“Du skal helt sikkert mærke efter hvad du kan – men vid at det er helt ok, at du ligger i sofaen.
Så kan vi hente en pizza, og så er det bare at snakke og være sammen.
Du skal ikke rende rundt og være ‘hostess with the mostess’ for os.
Du skal bare være der. Tænk i de muligheder”.
 
Jeg blev så glad og lettet da hun sagde det. ❤️
For C imødekommer virkelig mine behov og samtidigt forstår hun.
 
Aftalen var at jeg skulle ringe senere på eftermiddagen og give status, da de skulle i biografen ved frokost tid.
 
Grunden til at jeg gerne ville “købe mig lidt tid” og ikke aflyste med det samme er, at jeg mærker at jeg lever og føler mig “normal” ved at deltage i sociale arrangementer, med dem jeg holder mest af.
 
Det er derfor vigtigt for mig at jeg kæmper mig op, tager smertestillende og deltager – for det giver mig så meget!
 
Jeg prioriterer derfor oftest at gøre ting – på trods af smerter og ubehag.
Dette da jeg har besluttet at leve efter mantraet ‘at leve mens jeg er her, trods smerter’.
 
Jeg bliver dog også nødt til at være realistisk!
Der er dage hvor jeg må kaste håndklædet i ringen og virkelig mærke om jeg overforbruger mine “skeer”, og straffen er for hård ved mig på den anden side.
Dette er en balance gang, hver gang.
 
Min BFF M, tog her til morgen de to store unger Z og L, og mormor tog E med i Tivoli – og så skulle jeg “bare” hvile.
 
Jeg forsøgte at hvile…
 
Hvad skete der da jeg lagde mig i sengen…?
Min krop skriger af smerter.
Jeg kan ikke sove pga kvalmen og ubehaget.
Min nakke er helt låst, min skulder smerter og selvom jeg mærker jeg er træt, kan jeg ikke sove.
Jeg ligger og vender og drejer mig og tænker på, hvor meget jeg gerne vil se C og hendes familie i aften.
 
Jeg måtte senere sende en ny SMS.
Igen en af de hårde.
Jeg måtte aflyse.
 
I dag var udfaldet altså desværre, at jeg måtte lytte og mærke efter, hvad kroppens behov var – for jeg havde ikke kunne være særligt social, i denne tilstand, trods smertestillende.
 
Jeg græd lidt bagefter.
Fordi jeg syntes det er hårdt og mega unfair at verdens mest sociale- og største festabe skal rammes af ‘det her’, og skal have begrænsede vilkår.
 
Men det er nu engang det jeg har.
Jeg er begrænset i hvad jeg kan. Det er mit liv!
 
Jeg har tidligere mistet bekendte der ikke forstår, når jeg må aflyse og oplever en sjælden gang at nogen fra familien bruger ordet bitter om hvordan jeg engang har håndteret, at jeg blev ramt af smerter.
 
Det gør mig mest ked – men også vred.
 
Jeg er ikke bitter, og har heller ikke været det.
Jeg HAR været, og er STADIG i sorg.
 
Vigtigt: når jeg hører nogen bruge fx ordet bitter om mig, så tager jeg den op med det samme. Siger jeg ikke syntes det er det rigtige ord og at det sårer mig.
Jeg har lært at det er det bedste for mig, at jeg siger fra.
Det giver nogle hårde snakke, men jeg siger fra og det giver mig mere styrke og selvtillid.
 
 
…Når jeg nu bruger ordet bekendte, om dem jeg har mistet, så er det fordi at venner var de tydeligvis ikke – men det er deres tab. Det er dem der har mistet mig i deres liv.
 
Hvis de ikke rummer og accepterer mine livsvilkår, så fortjener de ikke at være dem, som jeg bruger mine begrænsede ‘skeer’/resourcer på.
 
…Så ja, på den konto må man miste dem der ikke forstår.
 
 
Heldigvis mistede jeg ikke C i dag. Hun er en keeper ❤️
 
 
God fredag til jer alle, jeg håber morgendagen bringer godt med sig, til dig og mig..
 
#DecemberErHårdVedMig
#KroniskeSmerter
#UsynligtEllerSkjult
 
 
//C
Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes