Jeg lever livet i dag – jeg tager straffen i morgen.
Det er sommerferie, og børnene drømmer om en tur til BonBon Land.
Før jeg blev kronisk smertepatient, der elskede jeg Tivoli, BonBon land, Lalandia – jeg deltog altid i ALT, hvor der var rutsjebaner, og spænding involveret…
Livet i dag er noget anderledes.
Jeg prioriterer at tage med – men der er ingen rutsjebaner eller andre forlystelser til mig.
Jeg står på sidelinen og vinker, eller prøver at finde en bænk imens familien er oppe og prøve forlystelser.
Det ærger mig da gevaldigt, at jeg ikke kan deltage på lige vilkår, som de andre.
Men det glæder mig at se familien og børnene smile fra øre til øre, når de kører i høj fart ned, af vandrutsjebanen. Det glæder mig at se, at min familie har det godt.
Jeg selv udnytter tiden til at puste ud, og tillader mig endda at ligge mig ned på bænken, hvis der ikke sidder andre på den.
Min mor som er med, og hun kan se, når jeg har brug for en længere pause. Mormor får derfor lokket børneflokken med på næste store eventyr, så jeg kan sidde lidt længere.
Det er trist, at man ikke kan det samme som alle andre.
Men jeg har en familie – en god en af slagsen.
Jeg er med i BonBon Land, så jeg ser deres smil live, ikke på billeder når de kommer hjem.
Jeg betaler regningen i morgen, for ja – den kommer !!
Men idag, der var jeg med i BonBon Land!
Jeg prioriterede at få den dejlige oplevelse med familien.
Husk nu – find det positive i dit liv. Lev livet, selv når det er svært.
//C
