Livet blev ikke som jeg regnede med – og det er en sorg i sig selv.
Jeg har været stille.
…Temmelig stille.
Jeg har tænkt dybe tanker, og mærket efter…
Jeg bliver 40 lige om lidt.
Blev jeg det jeg ville?
Har jeg opnået det jeg regnede med at jeg skulle opnå?
…Har jeg i virkeligheden opnået nok?
…Er jeg nok?
Jeg har aldrig før haft krise over min alder.
Alligevel mærker jeg at det stikker i mig at jeg bliver 40 år snart, når jeg samtidigt tænker tanken “hvor er jeg nået til i livet”?
Har jeg opnået det jeg gerne ville?
Livet blev ikke som jeg regnede med – og det er en sorg i sig selv.
Jeg har egentligt accepteret det!
… Alligevel rammes jeg inderligt og dybt af sorgen, når jeg tænker på at “det her” er for altid.
Begrænsningerne, smerterne, udfordringerne, afbud, nej’er og måske’er.
Det er den ‘Akutte sorg’.
Den akutte sorg er når jeg mindes om det, jeg ikke længere er i stand til, det jeg ikke blev til, det jeg ikke kan deltage i, det som begrænser mig – at jeg aldrig bliver rask.
Min første akutte sorg oplevede jeg da jeg sad ved lægen og han sagde: “…Det er for altid. Du skal lære at leve med det”.
Den akutte sorg mærker jeg, når familien kører på telt-overnatning i Sverige og jeg må blive hjemme.
Den akutte sorg mærker jeg, når familien kører ned af vandrutsjebanen og jeg ikke sidder ved siden af dem, men står nede i bunden og ser dem komme imod mig i fuld fart.
Jeg tillader mig selv at være i sorgen når den rammer, at mærke at det gør ondt.
Jeg har ikke travlt med at komme videre.
Jeg ved nemlig af erfaring, at det er vigtigt at komme igennem den akutte sorg – ikke udskyde den og slet-slet-ikke lade som, at sorgen ikke er berrettiget til at ‘være der’.
Jeg græder når jeg har brug for det, og det føles rigtigt. #GrædDetUd.
Når jeg har grædt, så “rejser jeg mig” igen.
Det er helt ok at græde – for det at leve med kroniske smerter er ikke let.
…Det vigtige er at man husker på at man skal rejse sig igen.
For livet skal jo leves på trods.
Jeg bliver nødt til at finde den sureste citron livet har givet mig, og skabe noget der minder om lemonade.
Jeg må finde det ‘sukker’ som livet også giver mig, og på den måde søde det, der er ‘surt’ og ‘svært’.
Jeg “rejser mig” og bevæger mig over i ‘Genopbygningsfasen’.
Der hvor jeg genfinder balancen i livet.
Der hvor jeg lever.
Der hvor jeg smiler når jeg ligger med #LivsglædeSmerter, fordi jeg kender årsagen til hvorfor jeg mærker min krop ekstra meget og at jeg ved hvorfor jeg har overforbrugt mine ‘skeer’.
Der hvor jeg fokuserer på nærværet og mærker glæden over at jeg formår at prioritere i livet, så det giver mening for mig selv og mine yndlingsmennesker.
Der hvor jeg husker mig selv på alt det jeg formår og alt det jeg kan.
Der hvor jeg roser mig selv og husker på, at det at balancere – det er ikke kun at stå på et ben. Når man lever med kroniske smerter, så er det også at holde balancen, at stå på to ben.
Det er ok.
Jeg er ok.
Jeg er nok – jeg er faktisk mega bad ass!
Jeg bliver snart 40. Men jeg har i virkeligheden opnået mere end jeg havde planlagt.
Jeg er kommet igennem en livskrise, en identitetskrise – jeg har vendt alt det der er rigtig svært og har genfundet balancen.
Jeg har fundet accepten i at det er for altid, men jeg giver ikke op af den grund.
Man lever ikke kun én gang.
Man lever HVER dag, og dør én gang.
Jeg lever hver dag, og jeg sætter pris på hvad jeg kan, frem for hvad jeg ikke kan.
You Might Also Like
Comments
Comments are closed.
Tak for den søde besked <3
Kh, Christine
Dit indlæg ramte mig lige i hjertet. Jeg stortudede, da jeg læste den, da jeg i den grad kunne spejle mig i dine tanker. Du skriver simpelthen bare så rørende om både de gode og svære stunder som kronisk syg.
De kærligste hilsner Christine
Kære Christine
Du skriver så smukt selvføgeligt gør det ondt at læse at du har det så hårdt og det er også uretfærdigt men det lyder heldigvis også som om du kan få vændt meget af det til glæde
En god jul til dig og dine
Hilsan Joan Godsk
❤️