Jeg bad ham prøve at lave sin sætning om.
Jeg sagde: “L, prøv i stedet at sige, det er svært for mig”.

Hvorfor? 
…Det lyder måske banalt, at man ikke må sige “kan ikke” – jeg ved jo at der er mange ting, som jeg ikke kan længere…? Hvorfor ikke bare sige det, som det er? 

Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg prøver på at ændre mit sind, mine tanker, jo mere stædig bliver jeg, jo mere ‘gå-på-mod’ har jeg, og jo større succes rate har jeg.

Jeg har aldrig været typen der gav op. Jeg har et naturligt fighter gen, og det har båret mig igennem mange ting, i mit liv.

Dagen efter skete følgende, L: “Mor jeg har svært ved at binde mine sko” – Jeg sætter mig ned, og guider ham igennem, hvordan han skal holde på snørren, og hvor snørren skal føres hen.
Dagen efter kunne han selv. Han kunne godt, han skulle bare have lidt hjælp.

Der er ikke noget, jeg ikke kan i dag.
Der er dog mange ting jeg har svært ved, og skal have hjælp til.

“Jeg har svært ved …” er et udtryk for, at man har brug for hjælp, men man ikke har givet op.

Jeg har eksempelvis svært ved at gå rundt om søen, men jeg prøver – jeg har ikke givet op. Jeg prøver engang imellem. Måske en dag det lykkedes mig?

Jeg har svært ved at leve med mine smerter, men som jeg skrev forleden dag, så kan jeg på de særligt hårde dage, godt lide at minde mig selv om, at min statistik for at komme igennem de dårlige dage indtil nu er 100%, og det er ret godt gået.

Så jeg prøver – og det lykkedes mig.
Også selv om jeg skal have hjælp til mange ting.
JEG KAN – JEG SKAL – JEG VIL !

Hvad med dig? Har du haft succes med at ændre dine indre formuleringer? Lykkedes det så bedre for dig?

Lad mig høre hvad der virker for dig 

Husk nu – find det positive i dit liv. Lev livet, selv når det er svært.

Kh, C