fbpx
 

Jeg har lagt mig …

Jeg har lagt mig …

Jeg har svært ved at rejse mig. De her dage er her jo – vi er bare ikke meget for at vise det til andre.

Hvorfor?
…fordi facaden skal holdes?
…fordi vi tror, andre ikke gider høre på det?
…fordi vi tror, at det fylder for meget og andre ikke kan kapere det?

Der er helt sikkert mange årsager til, hvorfor det er svært!

Lige nu er jeg…
…træt som et alderdomshjem.
…udmattet og smerterne river i mig.

Jeg håber at jeg kan komme nogenlunde igennem weekenden, mest af alt for min egen skyld.

Hvorfor er det svært at fortælle om, ‘når man ligger ned’?

For mig, er det fordi jeg på daglig basis, prøver at fokusere på det jeg KAN, istedet for det jeg IKKE KAN.
Og når jeg så ligger her nu, og ikke kan noget – så er jeg i sorg over, hvad jeg har mistet.
Og det gør ondt. Det smerter.

Jeg har erfaret, at det er bedst, at jeg tillader mig selv at være i sorgen, når jeg mærker den.
Jeg skal ikke forcere eller presse mig selv ud af den følelse. Det er okay at sørge over hvad man har mistet.

FORDI …. Jeg skal nok rejse mig igen, senere!
Jeg skal nok igen fokusere på det jeg kan, fremfor det jeg ikke kan.

Men lige nu er jeg her…
Og det er ok.

Lige nu er jeg i den akutte sorg – genopbygningsfasen venter.
…Den må bare vente lidt endnu.

//C

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes