fbpx
 

Jeg græd … meget …

Jeg græd … meget …

Jeg græd.
Meget.
Jeg aflyste i sidste øjeblik. Igen.
 
… Tag ikke fejl af at jeg er min egen største kritikker, at jeg er min egen værste fjende …
 
Jeg følte mig ensom.
Ynkelig.
Svag.
 
“Fy for satan hvor er jeg svag … Igen … ”, gentog jeg for mig selv igen og igen.

Jeg argumenterede med mig selv.
Den ene ‘stemme’ var grov og nedladende, den anden var mere forstående og acceptfuld.

Problemet var at den grimme stemme talte højere … råbte højere … end den milde stemme.
 
Jeg argumenterede imod den grimme stemme, der konstant mindede mig om alt det jeg ikke formår – ved at mumlede forsigtigt for mig selv, imens tårerne trillede ned af mine kinder, “Det er uretfærdigt at jeg IGEN må aflyse – det er uretfærdigt at jeg ingen indflydelse har på mine smerter, at jeg ingen indflydelse har på min migræne”
 
“Nu sidder de der – uden mig” konstaterede jeg og blev ramt endnu mere af uretfærdigheden.
Skam.
Sorg.
Jeg mærkede det alle følelserne og knuden i maven voksede sig større ..
 
Nej, så tag ikke fejl af at jeg er min egen største kritikker, at jeg er min egen værste fjende.
 
Jeg er den der bebrejder mig selv hårdest, for alle de ting jeg ‘ikke formår’ frem for at sætte lys på hvad jeg rent faktisk formår, når jeg er midt i den akutte sorg.
 
Den akutte sorg er der, hvor jeg mærker sorgen over at have mistet hvem jeg engang var.
Der hvor jeg ikke kan tåle at tænke, at dette er mine livsvilkår nu og for altid.
 
At leve med usynlige smerter – har usynlige konsekvenser, det ved jeg!
… Lige nu er konsekvensen enormt tydelig – men er det kun mig der ser den?
 
Hvad tænker de andre, når telefonen ringer 1 time før man skal mødes?
Hvad tænker de, når man ikke er med?
 
…Måske de snakker om ‘at jeg nu igen har aflyst’?
…Måske de snakker om ‘at jeg ikke prøver hårdt nok’?
…Måske de snakker om ‘at jeg ikke prioriterer dem’?
Min hjerne slår koldbøtter og jeg tænker katastrofetanker…
 
…“Gad vide om de stopper på et tidspunk med at spørge mig, om jeg vil med – fordi jeg for ofte ender med at aflyse” forsætter tankerne i mit hoved.
 
Jeg græder igen.
Sorgen lammer mig.
Jeg er ikke den samme mere – og det er på trods af at jeg gerne vil være den samme.
 
Der ER konsekvenser af usynlige sygdom, og i dette tilfælde er de meget synlige for mig.
 
…Men er det det for andre også?
Uanset hvad – så ved jeg at jeg må rejse mig igen. At jeg bliver nødt til at fokusere på det jeg kan ændre.
 
Jeg tørrer kinderne, trækker vejret dybt ned i maven, ‘vender ryggen’ til den følelse af skam, der lammer mig – den skam jeg mærker, over mine livsvilkårs konsekvenser.
 
Jeg retter skulderne og minder mig selv om, at fokus skal være på det JEG KAN kan ændre!
Det nytter og hjælper ingenting, at blive i følelsen af skam sig skyld, over min situation.
 
Jeg lever med kroniske smerter og migræne – jeg kan ikke ændre det.
 
Hvad de tænker – kan jeg ikke ændre, hvad de ikke vil se – kan jeg ikke gøre tydeligere.
Jeg kan ikke gøre mere.
Jeg kan ikke tvinge dem.
Jeg kan håbe at ser mig.
Jeg kan håbe at de vil mig.
Jeg kan håbe at de inviterer mig igen.
Jeg kan håbe …
 
Livet som kroniker betyder ofte, at man mister bekendtskab til nogle af dem man havde nært.
Det i sig selv er en sorg, fordi årsagen i denne situation ikke er noget, som man har indflydelse på.
 
Man kan ikke gøre ved de kroniske sygdomme og udfordringer – dem er man givet.
 
Vi kan sørge for at skabe nærvær på vores præmisser, og det er min oplevelse at netop det, gør de fleste kroniker et stort nummer ud af, når de kan.
 
Jeg tillod mig selv at være sølet ind i den akutte sorg.
Jeg var kørt helt ned.
Jeg var ulykkelig, sorgramt og frustreret.
Det er jeg stadig, jeg kan bare bedre håndtere det nu.
 
Jeg ved at det vil ske igen, at jeg igen vil rammes når jeg mindst ønsker det – og konsekvensen er at jeg derfor må aflyse med kort varsel.
Jeg forventer det.
 
På den måde finder jeg accepten i den proces jeg går igennem, når det sker.
Jeg tillader mig at blive ked af det og frustreret i øjeblikket – fordi det er en stor sorg!
Jeg husker blot mig selv på, at jeg ved, at jeg nok skal rejse mig igen!
 
Tillad dig selv at blive ked af det, tillad dig selv at sorgen rammer.
Mind dig selv om at du er uden indflydelse på det – men mind også dig selv om, at du skal rejse dig igen.
 
Pas på dig selv og fortæl dig selv med kærlig stemme, at I tilfælde som dette – så er det ikke fordi du fravælger selskab, men at du tilvælger dig selv, fordi det er nødvendigt.
 
Usynlig sygdom har usynlige konsekvenser – det ved vi. Det er ofte kun én selv der virkelig både ser, mærker og smager konsekvenserne på egen krop.
 
Jeg valgte mig selv til, fordi det var nødvendigt.
Jeg kan ikke ændre hvad jeg er givet af livsvilkår – og af samme årsag gør jeg ekstra meget ud af at være tilstede og nærværende når jeg kan være det.
 
Jeg er ok. Jeg er god nok. Jeg er lige som jeg skal være. Jeg er perfekt uperfekt.
 
2 Comments
  • Anonym
    Posted at 14:47h, 07 februar Svar

    Så smukt skrevet og rammer lige ind der, hvor “anderledes” og “ensom” følelsen sidder..

    Rammer også lige der hvor “du skal bare tage dig sammen” og “så slemt er det jo nok heller ikke” følelsen sidder.

    Tak fir at åbne op for dine tanker og følelser

    • Men du ser jo ikke syg ud?
      Posted at 13:36h, 24 marts Svar

      Tak fordi du skriver det til mig, det betyder meget for mig <3 Kh, C

Post A Reply to Men du ser jo ikke syg ud? Cancel Reply