Der er lidt mere ro i huset.
Skolen er startet for de mindste.
 
Derfor burde jeg … Ja, der er mange ting jeg burde nu, hvor der er mere ro i huset…
 
Men … Kroppen er i gæld for den måned med aktiviteter, hvor jeg har måtte være skolelærer, pædagog, konfliktmægler og kantinedame. Der hvor jeg ikke lyttede til min krop, mine smerter og mine reelle behov.
 
Trætheden lammer mig og jeg mærker at den forsømte opmærksomhed, som min krop har skreget efter, indtræder nu og ‘regningen’ skal betales.
 
“Jeg burde… ” siger jeg til mig selv. “Tag dig lige sammen – det er jo bare … “
… Men der er ikke noget “bare” for mig disse dage. Min krop er flad, udkørt og jeg er udmattet.
 
Kroppen viser mig, at den er udkørt på flere måder.
Det første tegn udover de intense smerter og den ubarmhjertelige utilpashed og kvalme, er hukommelsen og ordene, der ikke kan findes frem når de skal bruges.
Udover det så mærker jeg trætheden der lammer, og humøret der afspejles af det manglende overskud.
Jeg mærker opgivenhed og frustration, men værst er det, at jeg taler grimt til mig selv, fordi at jeg føler jeg er utilstrækkelig … fordi det er jo “BARE at” …
 
For de fleste mennesker så handler det om at ‘tage sig sammen’ til at gøre rent, slå hækken, male stakittet eller andre praktiske ting.
For mig handler det om at jeg ikke fysisk kan.
 
Jeg vil gerne gøre rent, men kan ikke fysisk.
Jeg vil gerne male stakittet, men kan ikke fysisk.
Jeg vil gerne klippe hækken, men kan ikke fysisk.
 
…Jeg mærker tydeligt frustrationen over at jeg gerne ‘vil’ alle de ting, men kroppen ikke ‘kan’.
Det er lidt mærkeligt … hvorfor higer jeg efter “de sure pligter”?
Mit bedste bud er, at de vil gøre, at jeg igen kan føle mig “normal”, uden begrænsninger og uden begrænsede ressourcer..
 
… Jeg savner faktisk de sure pligter, jeg savner at det er et spørgsmål om at “tage sig sammen til det” fremfor fysisk at være forhindret.
 
Trods min fornuft ved, at det er fysisk jeg er udfordret – så er tonen i min stemme stadig grov, når jeg italesætter over for mig selv, at jeg burde hjælpe med at male skuret, klippe hækken eller slå græsset.
 
Jeg kan ikke i det øjeblik, hvor jeg bebrejder mig selv min manglende formåen, finde accepten i mine begrænsninger.
I stedet er jeg bebrejdende.
 
Jeg taler faktisk til mig selv som “Preben” ville nedgøre min manglende arbejdsevne eller fysiske formåen.
Tonen er skeptisk og bebrejdende og uden nogen form for empati eller realitetssans.
(“Preben” er et fiktivt navn/person, som er brugt i tidligere indlæg, hvor jeg skriver om en person der ikke vil se mine livsvilkår, men i stedet er anklagende og mistroisk)
 
Virkeligheden lige nu er, at jeg ligger på sofaen, uden kræfter i arme og ben, kan dårligt holde øjenene åbne, og føler min krop er en tom skal.
Jeg føler mig faktisk helt tom for følelser.
Jeg er træt, udmattet og udkørt.
 
Sandheden er, at jeg er kroniker.
Sandheden er, at jeg helt reelt ikke kan fysisk.
Sandheden er, at det er ok, at jeg ikke kan fysisk.
 
Så virkeligheden bør afspejle sig i den sandhed.
At det er ok, at jeg ikke kan alt det jeg gerne ville, nu er min opgave at minde sig selv om netop dette.
 
For mærker jeg efter og tænker jeg mig virkelig godt om, så ved jeg godt, at jeg ikke er utilstrækkelig.
Jeg ved godt, at jeg er okay som jeg er, og det er okay at jeg ikke fysisk kan det jeg gerne vil, for der er en årsag.
Jeg ved godt, at jeg ikke er doven.
 
Jeg må minde mig selv om, at jeg er kroniker.
Jeg skal sige det lidt højere og med lidt mere styrke i stemmen, for at min hjerne og min fornuft også hører efter.
 
JEG ER KRONIKER!
Det er ikke uden årsag at jeg ikke har et fuldtidsarbejde, det er ikke uden årsag at jeg ikke længere er i stand til at kunne hvad jeg kunne før.
Det er ikke uden årsag at jeg ikke “bare kan” alt det jeg gerne vil.
 
Jeg er kronisk smerteramt – og præcis det er vigtigt at minde sig selv om, når man får dårlig samvittighed over ikke at kunne hvad andre kan, ikke at opnå hvad andre kan, ikke at arbejde som andre gør.
 
Men hvorfor er det svært at huske på?
Fordi jeg savner det.
Jeg savner at det er et spørgsmål om ‘at tage sig sammen’ til at gøre ting, fremfor fysisk at blive stoppet i det.
 
Jeg har levet et liv med at gøre ting jeg ikke kunne.
Det har været min motivation at “det har jeg ikke prøvet før – så det kan jeg sikkert godt”, (uden at vide det har jeg været tydeligt inspireret af Pippi Langstrømpe).
Måske netop derfor, er det svært for mig at møde begrænsninger, nu hvor jeg lever med mine nye livsvilkår.
 
Men NU er livet som det er og “det kan jeg ikke” har fået en ny betydning og en anden klang.
Det er ikke længere et spørgsmål om at tage sig sammen, men en reel fysisk udfordring.
Nu er mine livsvilkår anderledes og jeg må finde accept i, at kroppen siger stop og trætheden lammer mig.
 
Jeg er kroniker.
Det er ok at jeg er træt.
Det er ok at jeg er udkørt.
Det er ok.
Jeg er ok.
Det er ok at jeg ikke “bare” får ordnet ting i dag.
Det er ok at jeg ligger lige her, og lytter til min krop.
 
Pas på jer selv mine kære #kronikerkollegaer, jeg ved flere af jer kæmper med samme tanker som mig.
 
Husk at sig til jer selv at DU er ok, at det er ok og lyt til din krop, den ved ofte bedre end hvad vi tror.
 
Hvad savner du at kunne uden store konsekvenser?
…Er det at slå græs, vaske vinduer, at danse?