Jeg blev ramt af sorg fordi min fødselsdag nærmer sig om nogle måneder.
Men jeg blev ikke ramt af sorg fordi jeg bliver ældre.
 
Sorgen der fyldte mig op, mens jeg sad der og stirrede ud i “ingenting”, er ikke på grund af min alder.
Sorgen går ud på, at jeg kun havde 29 år uden smerter. Det var for alt for lidt.
 
Hvorfor nød jeg det ikke mere?
Hvorfor var jeg ikke mere taknemmelig?
Hvorfor mærkede jeg ikke mere efter, hvordan det føles IKKE at have smerter?
 
29 år var fyldt op med kærlighed, barndom, skole, uddannelse, kæreste(r), fester, frivilligt arbejde, at være aerobic instruktør, flere kærester, mødet med den eneste ene, børn, arbejde, succeser, huskøb, bilkøb, hunde-køb.
 
Men så var det slut. Jeg blev ramt af smerter. Mit liv ændrede sig.
Det gjorde ondt, på mere end én måde.
 
Jeg skulle nu leve mit liv med smerter, der føltes altoverskyggende – og jeg forestillede mig, at jeg aldrig kunne blive glad igen og at jeg aldrig ville kunne finde balancen igen.
 
De sidste snart 10 år har været med en anden agenda, en anden prioritering, og med andre livsvilkår, end de 29 år før.
Men selv om jeg rammes af sorg, fordi jeg ville ønske jeg havde haft nogle flere år uden smerter – så bliver jeg nødt til at finde det positive i det jeg er i.
 
Jeg har LÆRT at prioritere – men jeg lærer stadig løbende.
Jeg har LÆRT at sætte pris på det positive – men jeg lærer stadig hver dag.
Jeg har LÆRT at acceptere mit liv som det er nu – men jeg lærer stadig, og jeg kæmper for accepten hver dag.
Jeg har LÆRT at værdsætte de, som evner at se mig og mine begrænsede livsvilkår – og det SKAL jeg forsætte med at værdsætte.
 
MEN jeg har også LÆRT at jeg må omfavne følelsen af sorg når den kommer.
Det betyder ikke at jeg er svag, deprimeret eller ser mig selv i en offerrolle.
Det betyder at jeg tillader mig selv at mindes hvad jeg kunne engang.
 
Det må man gerne – for hvad der er kommet til, kan jeg ikke ændre.
Hvad der er kommet til, er uden indflydelse fra mig – men det jeg kan have indflydelse på er, måden at leve mit liv fremadrettet.
 
Jeg tager ansvar for nutiden, for mit liv og accepten heraf. Og nu lærer og erfarer jeg dagligt hvordan jeg bedst muligt KAN leve mit liv, trods smerter. Jeg VIL leve mit liv, trods smerter. Jeg SKAL leve mit liv, trods smerter.
 
Ingen skal komme og sige at jeg ikke gør mit bedste. Ingen skal komme og sige at jeg er bitter eller i offerrollen.
 
Jeg kæmper hver dag for netop at vise over for mig selv og min omverden – hvad jeg kan og hvem den nye Christine er.
 
Jeg er helt ok som jeg er. Det er du også.
 
Hvor mange år fik du uden smerter?
 

Comments

  1. Men du ser jo ikke syg ud?

    Kære Trine. Tak for din besked. Jeg vil helt sikkert læse med hos dig 🙂

  2. Trine Skov Nielsen- @Livetmedkronisksygdom

    Mentalt berigende at læse.
    Jeg har aldrig selv tænkt sådan – tænkt på at jeg ikke fik flere år som sund og rask..men jeg tænker da jævnligt tilbage på forskellige situationer og generelt på hvor “nemt” livet var. Hvor frit livet var.. og det er med en vis sorg. Vi har jo helt oprigtigt mistet – Mistet vores sunde og raske liv og de muligheder der var..
    Læs lidt om hvordan jeg selv har kæmpet mig igennem årene der er gået for mig med min kroniske sygdom, hvis du har lyst til det.

    http://www.trineskovnielsen.simplesite.com

Comments are closed.