Jaloux? Misundelig?

Jaloux? Misundelig?

Fuck ja – jeg er misundelig ! Er det ok?
 
Er jeg den eneste der sidder i dag og tænker GID jeg havde kunne løbe et halv Marathon, som alle de andre seje mennesker i København idag?
 
Tanken kører i ring i mit hoved…
‘….Gid jeg havde kunne løbe og kæmpe og give alt i min krop … Gid jeg kunne …’
 
Flere af mine rigtig gode venner har gennemført idag – nøj, hvor er de stolte. Og jeg er stolt af dem, meget endda!
 
Hvorfor er det så alligevel så svært, med den følelse jeg har inden i mig?
 
Misforstå mig ikke – jeg er SÅ stolt af dem! Jeg er stolt over at have venner med viljekraft og evne til at gøre det, og alligevel så fylder følelsen ‘misundelse’ i mig.
Er det ok?
 
Jeg kalder det misundelse – ikke jalousi – for jalousi er i min optik, ofte en negativ følelse. En følelse der trickes af negative tanker, og ikke helhjertet stolthed og glæde, på andres vegne. Så nej – jeg er mere misundelig end jaloux…
 
Lad mig forklare…
Bare fordi jeg ikke er i stand til at gennemføre en sådan bedrift, betyder det jo ikke, at jeg ønsker, at andre ikke kan heller.
 
Så ja … jeg er misundelig over, at jeg ikke er i stand til at gennemføre så stor en bedrift. At sætte et mål, træne, øve, kæmpe og gøre det.
 
Så nej … jeg er ikke jaloux – men misundelig!
De er seje mine venner T og S. Jeg er stolt af dem begge.
Jeg mærker misundelsen i min krop. Jeg fælder endda en lille tåre, både fordi jeg er stolt, men også fordi jeg er misundelig.
 
Jeg kan noget andet – jeg kan ikke løbe – men jeg kan noget andet !
 
Jeg kæmper hver dag med mine smerter. Jeg sætter mig et mål for at komme igennem dagen, jeg træner, jeg øver mig og jeg kæmper.
Og jeg gør det.
 
Min statistik for at komme igennem de særligt hårde dage er indtil nu 100% og det er faktisk ret godt godt.
 
Tillykke til alle jer derude, som der gennemførte eller “bare” deltog og forsøgte. I skal være stolte af jer selv !
 
Alle andre der har det som jeg.
Vi skal være stolte af os selv, over at vi ikke bliver jaloux, men alligevel tillader os, at være misundelige.
Det er okay, at vi ærger os over at den bedrift er for voldsom for du og jeg – men så længe vi stadig kan glæde os på vegne af dem der kan, så er det helt ok.
Det er stadig en sorg vi skal kæmpe med. At vi har anderledes livs vilkår, end hvad vi havde ‘regnet med’.
 
Vi skal fejre dem der kan, og bagefter lede efter hvad vi kan selv. Hvor vi gør en forskel ❤️
 
Husk nu, lev livet – find det positive, også når det er svært…
 
//C
Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes