“If you dont use it – you lose it” sagde hun …

“If you dont use it – you lose it” sagde hun …

Jeg lukker øjnene, mærker sveden pible frem og mine muskler spænde…
 
Jeg mærker følelsen af tilfredshed (til trods for smerterne), over at jeg kom afsted – og rent faktisk trådte ind i fitness centeret, efter at have siddet i bilen i 15 min og kigge ud i luften, og granske min krop, for at finde energi til at komme ind i centeret.
 
Jeg begyndte i bilen, at nynne for mig selv:
“Mavemusker, mavemusker … hvor er I”?
Og pludselig finder jeg smilet frem, og energien til at træde ud af bilen, og ind i centeret….
 
… Det var dengang – i dag står det desværre endnu værre til.
I dag må jeg slet ikke træne.
 
Efter jeg var på Montebello, der lærte jeg at jeg bør gå i fitness centeret 2-3 gange om ugen.
Det gjorde jeg også, indtil der opstod komplikationer af mine skader og derved yderligere smerter, og jeg måtte stoppe træning.
 
Men da jeg gik i fitness centeret – der var det jo ikke fordi jeg stod og løftede min egen dødvægt, nej nej – desværre, det var “kun” med 1-2 kg indstilling på vægten.
Begyndte på det, fordi at både læger, speciallæger, fysioterapeut, Montebello personale, alle menter at det skulle jeg.
Planen var at få en succes oplevelse.
 
Jeg havde en trænings plan fra Montebello, som er gennemgået med læge og fysioterapeut herhjemme.
Skulle blandt andet gå stille og roligt på løbebåndet, og blot føle at jeg derved udrettede noget – mærke at kroppen kunne bruges, også selv om jeg bare løftede få kg. (Få er jo bedre end ingen, siger Superhelten i mig).
 
Min daværende læge sagde til mig “If you dont use it, you lose it”. Og her mente hun selvfølgelig, min muskelmasse. Og den sætning kører som et mantra i mit hoved hver dag. Også selvom jeg lige nu er så smerteplaget, at jeg har svært ved at komme i fitness centeret. Faktisk har jeg forbud mod at komme i fitness centeret lige nu, pga mine nerveskader skal have RO.
 
Men helt ærligt venner .. er jeg den eneste, der når jeg så er i fitnesscenteret – det ene øjeblik står og griner lidt af mig selv, når jeg ser at pensionisterne løfter mere i vægt end mig selv, og det andet øjeblik så kigger mig over skulderen, for at se om der er nogen der overvåger mig?
 
Jeg har som alle andre, hørt de frygtelige historier om folk der er blevet overvåget, og trods lægernes anbefaling om træning, er blevet straffet for at prøve at genoptræne/træne sig selv..
 
Det gør mig frustreret, at selv om at jeg godt ved at det er læger og fysioterapeuters anbefaling, at jeg skal træne – at jeg så stadig kigger mig over skulderen, fordi jeg er bange for, at jeg gør noget forkert i fitness centeret.
 
…Nå men det er en anden historie..
Tilbage til noget der er knap så deprimerende..
 
Tilbage til at grine af sig selv, ha ha ha – så står man der og laver små øvelser og hvis man lukker øjnene så føles det som 40 kg, men når man åbner dem så står der 2 kg på vægten..
Det er da tragikomisk..
 
Før jeg blev kronisk smertepatient der var jeg aerobic træner, og jeg levede i et fitness center. Men nu – nu ser det anderledes ud…
 
…Hov holdt vist lige et minuts stilhed i min diktering, hvor jeg igen sørgede over mit tab af fysik og muskelmasse…
Tilbage på sporet igen..
 
Ja – du bemærkede måske at jeg skrev at jeg dikterer teksterne. Det gør jeg.
Så skriver jeg selv i det omfang jeg kan, og ellers så renskriver min mand eller veninde teksterne her til bloggen for mig. Jeg kender nemlig mine begrænsninger…
 
Nå – Hvad lærte jeg på Montebello?
Jeg lærte at træning er nødvendigt, men man skal finde det rigtige leje. Og det der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig!
 
Man skal prøve sig frem.
Det må gerne gøre ondt, når man laver øvelserne, men det skal “dampe af” efter 10 min.
Hvis ikke smerterne gør det, så har man enten haft for meget vægt på, lavet for mange repetitioner, eller man har fx stået på løbebåndet for længe.
 
Det er afbetaling ved kasse 1, hvis du overanstrenger dig, og så er det tilbage til hvad man kunne sidste gang, man var i fitnesscenteret og starte der igen.
 
Hvad er pointen med mit indlæg i dag.
Der er som sådan ikke nogen point. Ikke andet end at jeg ville ønske jeg kunne træne igen.
Ikke fordi jeg træner op til ‘noget’, men fordi jeg savner følelsen af at jeg kan gøre noget fysisk, for mig selv.
 
Træner du? Er det rigtig og givende for dig?
Træning kan også være en gåtur hver dag med hunden, eller cykelturen ned til Brugsen? Hvad der nu er rigtigt for DIG.
 
Fortæl og del endelig.
Inspirer – eller læs med og bliv inspireret.
Lige gyldigt hvad, så elsker jeg når DU giver din mening til kende enten herunder i kommentarer, i mails, eller på Facebook…
 
Find det positive i dit liv og lev livet – selv når det er svært.
 
//C
3 Comments
  • L
    Posted at 14:58h, 07 september Svar

    Igen rammer du “spot on”
    Jeg har i mange år måtte kigge langt efter træning af nogen art. Og dermed også følt at min krop stille og roligt gik i forfald….flot af en unge pige i 30’erne
    Men de seneste år har jeg gået til varmvandstræning igennem fysioterapeuter. Vi er maks. 6 på et hold og dermed tilpasses træningen efter hvilke skavanker de forskellige har.
    Jeg går 2 gange om ugen, men om formiddagen…så jeg kan restituere inden Bjørnebanden kommer (vores 3 børn)
    Held & lykke med at finde det rigtige for dig.

  • Fibrokvinden
    Posted at 12:48h, 07 september Svar

    Tak for at du deler dine tanker, oplevelser . Jeg har et utal af gange forsøgt træning, men hver gang stiger mine smerter til jeg et punkt hvor jeg ikke fungerer, så min træning er gå tur med hunden to gange dagligt, korte cykelture hvor jeg bliver overhalet af folk der er mindst 15-20 år ældre end mig, kun få af dem har el cykler ☺, men det har jeg lært at tage med et smil. Og så er almindelige gøremål i hus og have også med til at holde mig igang. Jeg syntes det har været svært at nå frem til en accept af dette, blandt andet fordi det ligger i tiden af kost, motion og mindfulness løser alt.

    • Men du ser jo ikke syg ud?
      Posted at 12:59h, 07 september Svar

      Søde du, tak fordi du læser med, og skriver til mig om din erfaring!

      Jeg vil rigtig gerne lige sige én ting .. To gå ture og korte cykelture ER træning!
      Det var det jeg prøvede på at sige i mit oplæg. ❤️

      Hvis det ikke er rigtigt for dig at træne i et fitness center, så skal du respektere det.
      Man skal mærke efter, finde niveauet for én selv, og man skal respektere det. Hvis du presser dig selv, så ender du med at gå i alt for stort underskud af “skeer”, og det kan være værre, end ikke at træne.

      Og nej – min holdning er bestemt ikke at kost, motion og mindfulness er den rigtige løsning for alle. Men jeg forstår SÅ meget hvad du skriver. 🙂
      Jeg kan selv blive sååååå frustreret når nogen siger, “arh men du skal bare …”
      Åh ja, det er der jeg må tænke at folk siger det i bedste mening, og jeg vil også gerne høre det, men jeg bliver frustreret hvis dem der siger det, bliver små-fornærmede over at man ikke følger deres råd.

      Det er rigtigt for nogen, er ikke rigtigt for alle.
      For mig er mindfulness noget jeg bruger, når jeg har overskud og mod på det. Jeg kan ikke alle dage finde ro i det.

      Jeg syntes man selv skal mærke efter. Man skal selv have modet. Man skal selv have tillid til det man gør. Så er det rigtigt for DIG.

      Så forsæt du med dine gå ture, og cykelture – og ved du hvad, lad de andre overhale, og gør som du gør nu – smil af det. Vær’ stolt af du er kommet afsted, til trods for dine smerter fylder. Det er vigtigt at minde sig selv om, at man faktisk er kommet afsted.

      Knus, C ❤️

Fortæl mig hvad du synes