fbpx
 

Idag er det svært at finde accepten…

Idag er det svært at finde accepten…

Idag var det svært at finde accepten i at jeg skal leve med smerter. Idag var det svært at finde fornuft og retfærdighed i mine livsvilkår.
 
Elias er startet i skole i dag. Det er en dejlig dag. Jeg er en stolt mor. ❤️
 
Jeg er også en mor der mærkede migrænen komme snigende og smerterne langsomt tog til, imens jeg sad pænt på plastikstolene, der sirligt var sat op i aulaen.
 
Jeg er en mor der bed det hele i mig og smilte igennem hele introduktionsforløbet.
Først 1,5 time med introduktion for forældrene og dernæst 30 min i klassen, hvor vi forældre så børnenes nye bøger, deres pladser og en enkel optræden af en sang.
 
Jeg elskede det hele.
Jeg ville ikke være foruden noget af det!
…Jeg smilede, klappede og sendte Elias mange blikke fyldt med anerkendelse og stolthed. ❤️
 
Lige nu er jeg en mor der ikke har andet valg, end at ligge mig i min seng og ‘lade op’ indtil Elias skal igen hentes, og de to store kommer hjem.
Lige nu er jeg en mor der ikke kan se, hvordan jeg skal komme igennem dagen.
Lige nu er jeg en mor der ikke kan skjule smerterne.
 
Jeg er én af de mange mødre/fædre/veninder/kærester der vælger at fortrænge smerterne for at være tilstede når det vigtige i livet sker, som første skoledag.
Men tro mig. Det er ikke nemt.
 
Smerterne skriger og overtager min krop og sjæl.
Men smerternes skrig må være lydløse for en tid – for der er det vigtigt at Elias hverken ser eller hører dem!
 
Nu … men først nu, er der plads til at smerterne kan have lyd, for nu er det kun mig der kan se og høre dem.
Nu skriger kroppen med lyd.
Det er ikke et valg at jeg ligger mig nu.
Jeg SKAL ligge mig.
 
Smerter skal jeg leve med hver dag.
Jeg kan tage medicin for at dæmpe dem, men de forsvinder aldrig.
Det er mine livsvilkår.
 
Det er pokkers svært at finde accepten i at jeg skal have det sådan her, når jeg sidder og gerne vil fejre Elias store dag.
Jeg må dog alligevel finde accepten i nuet, for selvmedlidenhed eller endnu værre, at tale grimt om mine smerter gør, at det bliver endnu svære for mig at blive ‘venner’ med mine livsvilkår.
 
Vi er mange der skjuler smerterne. Men det gør dem ikke usynlige.
Vi er mange der skjuler smerterne, fordi i mange situationer må vi tilsidesætte vores virkelige behov.
 
Ingen skal ikke sige tak fordi jeg tilsidesætter mine behov for at være sammen med dem – men vid, at nok er mine smerter er usynlige for dig, men i virkeligheden er de bare skjult.
2 Comments
  • Anonym
    Posted at 15:48h, 19 august Svar

    Kender det bare alt for godt. Heldigvis var jeg først rigtig dårlig, da den yngste var tre-fire år. Indtil da havde jeg klaret alt dette med de tre andre, og nu kunne jeg kun gøre som dig og håbe og bede til, at jeg klarede alle de mega vigtige dage, hendes første børnehave, skoledag, arrangementerne vi i forældrerådet arrangerede, og det var jeg glad og stolt af at kunne være i, så kunne jeg gøre bare lidt nytte, nu jeg ikke kunne arbejde mere. Der var andre fordele, børnene kunne jo nemlig nogle dage have venner med hjem, men der var også dage, hvor det slet ikke var til debat. Jeg skulle direkte hjem og ligge, når jeg med besvær havde hentet den yngste. Hun var glad og nød vores hyggestunder, hvor jeg mest var på sofaen, og selvom jeg kun sjældent kunne gå med på bare en lille tur for at glæde hende og vores katte, som gik med. Har tit tænkt på, hvordan hun mon tænker om de år med mor mest på sofaen, men hun husker jo ikke andet, og var en glad og tilfreds pige, som dog måtte have nogle ” nejer” ind imellem, men det bør alle jo uanset alder og årsag, have ind imellem. Hun har bare tænkt, at sådan var det hos os, men vi hyggede os meget og slappede af i sofaen og i stuen. Hun legede bare lige ved siden af, og kunne rigtigt bruge sin fantasi, hvor jeg feks kunne være en strandet hval.

    • Men du ser jo ikke syg ud?
      Posted at 11:07h, 30 august Svar

      ❤️

Fortæl mig hvad du synes