En af de dage hvor man vågner om morgenen, og den første tanke er “Hvordan skal jeg dog komme igennem dagen”?

Smerterne skriger i kroppen, og især min arm i dag er meget meget slem. Kan slet ikke bruge armen.

Tror min mand ved, at jeg har meget ondt i dag, for han lod mig sove lidt længere i morges.
Han ved sikkert godt, at jeg har sovet dårligt. Han har sikkert hørt mig græde i søvne, igen i nat. Jeg har sikkert klynket hver gang jeg vendte mig. Ja, jeg tror han ved det – for han har nok anet lyset fra min telefon kl. 03:00 i nat.
Ja – Han ved helt sikkert godt jeg har smerter…

Min mand ved godt, at hvis jeg vrisser lidt af ham om morgenen, så er det SmerteMonsteret.
Det er slet ikke mig.

Han ved godt, at for at få smerterne lidt væk, så skal jeg have lov til at tage et langt varmt bad, så kroppen løsner sig.
Han ved godt, at jeg tager “masken” på, og får en god aflevering med børnene, for det er vigtigt for både mig og dem.
Han ved godt, at når jeg så kommer hjem igen, så må jeg ligge mig, for ellers har jeg ikke tid til at lade op, til børnene kommer hjem igen.

Jeg har allerede brugt 30% af mine “skeer” efter aflevering af børnene – og klokken er kun 9.

Nu skal kroppen restituere, både efter natten, men også inden showet starter igen, og børnene kommer hjem.
Inden jeg henter børn, tager jeg masken på igen, så børnene ikke mærker til mine smerter.

Min mand han ved det godt – jeg behøver ikke fortælle ham det!

Når jeg tvinger mig selv til at finde noget positivt, på en dag som denne, hvor det som føles som om, at man startet med at være i underskud af “skeer”, så er det at;

1:
Jeg kommer op om morgenen.

2:
Jeg får afleveret børnene på en god, dejlig og kærlig måde.

3:
Jeg kommer hjem igen, og roser mig selv for at have klaret det ‘so far’.

4:
Jeg tillader mig at lægge mig og samle kræfter og forbruger ikke flere “skeer”, uden dårlig samvittighed.

5:
Jeg rejser mig igen om eftermiddagen og klarer at komme igennem aftenen.

6:
Jeg har en skøn hygge tid med børnene, inden de skal sove, med godnatlæsning i min seng.

7:
Jeg er mother-f💣💣king-sej-og-tough fordi jeg gør det her hele tiden!
Jeg er for vild, at jeg kan komme igennem en dag med de her smerter, som er konstante og samtidigt formår at rumme om børnene har lavet lektier og om de nu har fået nok kram og kys!
Jeg er for vild fordi jeg ikke giver op!
For det gør jeg ikke.
Jeg giver ikke op!
I morgen er der en ny dag.

JEG KAN – JEG SKAL – JEG VIL !

Så ja, det er en af de dage hvor jeg vågner om morgen, og min første tanke er “Hvordan skal jeg dog komme igennem dagen”. Men jeg kommer igennem. Det er jeg taknemmelig for.

Husker du at rose dig selv?

Jeg ved godt, at der er en snert af uskreven jantelov i os alle sammen.
Men hvis man skal igennem det, som mange af herinde gennemlever – dage med smerter, træthed og uoplagthed, så skal du øve dig på at rose dig selv.
Det er den eneste måde at du finder energien i at gøre det dag, på dag, på dag…

Jeg tror på at det er løsningen.

Vil du dele med mig, hvad du roser dig selv for?

Find det positive i dit liv og lev livet – selv når det er svært.

//C