fbpx
 

Hvad er konsekvensen?

Hvad er konsekvensen?

Jeg kiggede på kørestolen, og overvejede om jeg skulle leje den.
Men jeg er ikke klar endnu. Jeg er ikke mentalt klar til at blive kørt igennem Tivoli i kørestol. 😕
 
I stedet så sad jeg på alle de bænke, som Tivoli har at tilbyde.
 
Det stak i mig, imens jeg sad der på bænken, at jeg ikke kunne tage rutsjebanen med børnene.
Det stak dybt og inderligt i mit hjerte, fordi jeg igen mærkede den dybe sorg som jeg bærer på. At jeg ikke længere kan, hvad jeg engang kunne.
 
Jeg begyndte alligevel at smile imens jeg sad der og observerede børnene i køen til rutsjebanen, men mærkede også en “stikken/kilden i næsen” og vidste, at gav jeg slip – så kom tårerne.
Jeg fastholdte smilet.
…Det var ægte og det var der fordi at jeg glæder mig over, at jeg trods alt er priviligeret og heldig i livet. ♥️
Jeg gemmer tårerne.
 
Jeg ved at sådan en dag i Tivoli koster dyrt for mig på “ske-kontoen”.
Jeg ved at denne tur er en prioritering og at jeg vil få flere smerter end “normalt”.
(Hvis du er i tvivl om hvad jeg mener med “skeer”, så læs med her:
https://menduserjoikkesygud.dk/jeg-er-lobet-tor-for-skeer-altsa-ikke-spiseskeer-men-lad-mig-forklare/)
 
Jeg er priviligeret at jeg har en så dejlig familie, så jeg sugede hver en positiv tanke ud af denne oplevelse, og accepterede i nuet, at smerterne efterfølgende ville fylde alt.
 
Sofaen blev indtaget igår da vi kom hjem, og sengen i dag. 🛋️ 🛏️
Fysioterapeuten er aflyst pga slemme smerter og migræne anfald i nat.
 
I dag bliver én lang #kronikerpause, fordi det er nødvendigt. Det er ikke et valg. Det er nødvendigt. #JegGårILaderen
 
“Men du ser jo ikke syg ud, når du render rundt i Tivoli”??
… Nej …
Prøv så at se mig nu … Se mig lige nu og her…
Det som er helt normalt at kunne gøre for så mange andre, har suget kræfterne ud af mig, og jeg nu må acceptere at kroppen siger fra og kræver smertemestring.
…Men se også, at mine livsvilkår ikke bare påvirker mig, men hele familien.
 
Børnene vidste at resten af aftenen igår stadig var fyldt med nærvær, men nærværet måtte nydes i sofaen eller i sengen med mig.
Det er ikke kun mig der lever med forandrede livsvilkår. Det er hele familien.
 
Smerterne i dag er ikke bare smerter – det er livsglædesmerter, fordi jeg mindes en dejlig tivolitur i går og børnene fik prøvet alt det de gerne ville!
Jeg nød hvert sekund af deres hvin og glæde i forlystelserne.
 
Men ja – jeg kunne være blevet hjemme, så havde jeg haft færre smerter i dag.
…Men et smil føles mere rigtigt når man ser det i live, og hører latteren og den varme bløde klukken, der følger med – det oplever man ikke på et billede på samme måde. 💕
 
Jeg tog et valg.
Jeg står ved mit valg.
Jeg tog det rigtige valg og var med.
 
De (få) som siger/tænker at det er mistænkeligt at man kan gå i fx. Tivoli, og så ikke kan indgå på arbejdsmarkedet under normale vilkår, de er i vores alle sammens liv, i forskellige afskygninger.
 
Vi har næsten alle sammen en “Preben” eller en “Oda” i vores liv…
Det kan være familie, venner, bekendte – det kan endda være kommunen eller det kan være forsikringen.
 
Jeg forstår at det kan være svært for en rask person med ubegrænsede livsvilkår, umiddelbart at se at det har konsekvenser at tage en tivoli tur.
 
Derfor vil jeg SÅ gerne både oplyse “Preben” og “Oda og berette om, at det ikke bare er nødvendigt, men livsberigende, at skabe sig åndehuller fra kronikker hverdagen, som man ikke længere kan fylde op med aktiviter, arbejde og sociale arrangementer.
 
Om man tager i Tivoli, på loppemarked, eller i biografen. Dette er blot nogle af de ting, som kan være det åndehul som mange kronikkere har brug for.
 
Men vil og kan “Preben” og “Oda” ikke forstå eller se dette – så må de lade være…
Så må de der betvivler én, forblive i deres tvivl.
 
Jeg mærker sandheden – virkelig MÆRKER sandheden.
Jeg ser den ikke bare, for jeg er smertebæreren.
Jeg er den der bærer smerterne.
Jeg er den der lever med smerterne.
Jeg er den der tager konsekvenserne af mine prioriteringer.
 
 
#menduserjoikkesygud #livsglædesmerter #sorg #prøvatsemignu #kroppensigerfra #smertemestring #livsvilkår #nærvær #smertebærer #kronikerpause #kronikerhverdag
#usynligsygdom #smerter #smertehåndtering #kroniskesmerter #mormedsmerter #livet #detblevikkesomjegregnedemed #detskalnokgå #jegkanjegskaljegvil
 
#Kronikerpause er et udtryk, som jeg har adopteret fra “Kroniske Influencers” på Instagram.
Følg dem på Instagram og se at du også her ikke er alene med kronisk sygdom eller kroniske smerter.
2 Comments
  • Anonym
    Posted at 07:26h, 11 december Svar

    Jeg forstår dig til fulde. Jeg føler også med dig. Jeg forsvare mig konstant over for Oda og Preben.
    Det er et kæmpe psykisk problem. Men som du sagde til mig, til et af dine foredrag. Så handler det om at jeg selv skal acceptere min ny situation/livs vilkår .
    Det er så rigtig, men også så svært når folk står og kigger på dig med de der øjne som fortæller vi tror og forstår det ikke. Hvad

    laver du i Tivoli, du ser da godt ud, du ligner ikke en der er syg, julefrokost kan du godt det, passe dit barnebarn , ja jeg kunne blive ved. Som min niece sagde til mig forleden dag. Når mennesker ser dig Faster så har de
    taget deres konklusionen
    om dig.
    Alt hvad der ligger imellem, hvilken baggrund alt det der er sket med dig,er slet ikke med i deres konklusion, de har taget deres beslutning om hvad de mener om dig.
    Derfor er det jeg ofte ender i offerrollen hvor jeg skal forsvare mig selv. Øv øv det gider jeg ikke. Jeg vil heller bruge mine kræfter på at få det bedste ud af livet.
    PS. Kristine jeg ved hvor svært det er at acceptere kørestolen, men den kan blive en rigtig god ven, også for din familie som så ved du ihvertfald ikke mangler et sted at sidde når de løber rundt og oplever noget. Den kan også være en støtte når du selv går (hvis din arm kan holde til det) . Bare øv vi har så mange brosten i Danmark for det gør ikke smerterne hos mig mindre, så der har vi ofte en udfordring, men det tager familien i stiv arm og siger tænk mor hvor meget mere vi oplever på vores omveje.
    Knus

  • Hanne
    Posted at 12:33h, 10 december Svar

    Jeg er fuldstændig enig hele vejen igennem. Jeg er stadig ny i den her kronisk syg verden og jeg kender alt for godt både Preben og oda ….de bor nemlig stadig inde i mig selv. Når jeg efter måske 2-3 bedre dage tænker Arh det er da vist også muligt at ha er 37 timers job….. for jeg er da ikke så syg jeg har det jo meget godt. Jeg kan både gå i biografen , gå 5 km tage trappen uden at mærke særlig meget til den diskusprolaps og de modic forandringer der er der. Når så jeg ikke kan sove hele natten efter gulvvask af min lille bitte spisestue ja så får Preben og oda altså fingeren

Post A Reply to Hanne Cancel Reply