Påskeferie.
Jeg gentager mig selv – men ferie…?
Husker ikke hvornår jeg sidst har følt “ferie-følelsen”??
…Jeg savner den.

Jeg er til påskefrokost hos min bedste veninde og hendes kæreste, og der er gang i den med vores 8 fællesbørn. 😂

Lige før lagde de sig på gulvet alle sammen. Vi havde spist dejlig frokost, og jeg havde måtte ligge mig i sofaen da jeg havde det skidt med smerter.
De andre lagde sig på gulvet og lavede “planke”, grundet et internt væddemål.

Jeg blev misundelig.
Jeg overvejede at rejse mig fra sofaen og ligge mig ved siden af dem.
Hvorfor? Fordi JEG VIL DA OS’!

Skide smerter.
I forvejen ligger jeg jo bare her på sofaen og er ikke på samme måde en del af påskefrokosten, fordi at jeg ikke kan deltage i ægge-jagten, madlavningen, oprydningen og nu “planken”.
…Sådan føler jeg det i hvertfald.
Jeg tror ikke andre ser det sådan. Men det gør jeg.
Jeg slår mig selv i hovedet over de hensyn der konstant skal tages. Det er mega ukonstruktivt.

M (min BFF) kunne tidligere se på mig at min migræne var på vej, så hun hentede sine solbriller og rullede gardinerne ned.
Jeg blev flov og sagde at de behøvede hun ikke.
Hendes kæreste T sagde “det er da SÅ
hyggeligt”. Jeg ved, at han sagde det for at jeg ikke skulle have det skidt over endnu et hensyn.

Jeg sagde til T at han bare kunne sætte sig i sofaen – jeg behøvede ikke fylde det hele.
Han sagde sødt: “Jeg sidder fint her på stolen og vi nyder at du ligger der. Vi nyder tiden sammen”.

Jeg spørger om jeg kan hjælpe med noget i køkkenet og får pænt af vide “nej lig du der og slap af”.

Tænk sig at jeg er så heldig at være omgivet af mennesker som ser mig, som ser mine behov. Og vigtigt, som støtter mig i mine behov.

Jeg kunne vælge at blive irriteret over alt det jeg ikke kan men i stedet så fejrer jeg at jeg overhovedet er her. At jeg ikke meldte fra, men at jeg er her, trods hensyn og trods smerter.

Jeg ville nu stadig ønske at jeg havde kræfter til at gå på ægge-jagt med børnene. At jeg kunne smide mig på gulvet og lave “planken” med de andre, som i gamle dage.

Med det kan jeg ikke.
Det er mine livsvilkår.
Det er mit liv.

Men jeg er her til påskefrokosten. Jeg er her. Også selvom jeg ligger i sofaen.

Hvordan “fejrer” du påske?

//Christine