…HAVDE BRYLLUPSDAG. HAVDE SMERTER. SHIT !

…HAVDE BRYLLUPSDAG. HAVDE SMERTER. SHIT !

Der er så meget man gerne vil, bare trist at kroppen ikke følger med sindet.

Ham jeg elsker, han kan aaaaalt!
Han løber nemt 10 km et par gange om ugen.
Han er stærk, han er sej, han er dejlig.

Jeg ville ønske at jeg kunne løbe 10 km, et par gange om ugen.
Men det har jeg svært ved, hvis jeg skal fungere…
Jeg savner at være fysisk.
Men den problematik, kommer jeg tilbage til en anden dag.

Tilbage til min bryllupsdag..
Ham den dejlige, han ville gerne en masse, men ikke dermed sagt, at han forventede vi skulle det hele – eller halve.
Han kom med en masse forslag, og så måtte jeg melde ind hvad jeg havde kræfter til.

Jeg sagde nej, til en tur i spa.
Hvorfor? Fordi min krop falder sammen som en våd vaskeklud efter den har knoklet for at holde sig varm i et bassin, og alt kulde (selv det mindste) er dårligt for mig, og jeg bliver udmattet og træt efter en tur i sauna.

Jeg sagde nej, til en lang gåtur på strøget.
Hvorfor? Fordi .. det havde jeg ikke kræfter til…

Jeg sagde måske, til en gåtur efter middagen, ved søerne i København.
Hvorfor? Fordi jeg ville ikke love, at jeg havde kræfter til det.

MEN MEN MEN …
Jeg sagde JA, til en kort gå tur på strøget og en kaffe pause på Baresso, mens vi sad og holdte i hånd.

Jeg sagde JA, til en tur i biografen hvor vi bare sad sammen i tusmørket og holdt i hånd, og jeg følte at det var ham og mig imod verdenen.

Jeg sagde JA, til en tur ud og spise, på en lækker restaurant.

Jeg havde ikke kræfter til en gåtur efter middagen, så vi kørte i stedet hjem, og så lagde vi os i sofaen og så en god film, og holdt lidt mere i hånd.

Hvordan klarede jeg hele 3 ting igår?
Jeg prioriterede mine skeer.
Jeg spiste en masse smertestillende, både på forhånd, men også løbende.
Resultat: Jeg havde en dejlig dag – men jeg er i underskud af skeer i dag.

Jeg nød min bryllupsdag i går med min elskede. Jeg tænker tilbage på den dag for 11 år siden hvor vi sagde ja til hinanden, i medgang og modgang.

Vi har masser af medgang, både i vores kærlighed til hinanden, vores dejlige børn, og vores liv sammen.

Vi har også modgang – hvis du spørger mig, på grund af mine smerter.
Men det syntes min mand ikke.
Han sagde igår aftes, at han var taknemmelig for at han havde mig, vores børn og vores liv.
Jeg svarede, at jeg ville ønske vi ikke havde smerterne hele tiden, som var imod “os”.

Han svarede.
“Jeg elsker dig, også selv om du har smerter”
Kan man få en større kærlighedserklæring? ❤️

Jeg er heldig, jeg har en mand der forstår og rummer mig, og den modgang der følger med i livet.
Han ser det ikke som modgang, for han ser mig og vores liv sammen, som noget større end hvad smerterne gør ved mig, og vores liv sammen.
Han accepterer at smerterne dikterer hvor mange skeer jeg har, men forstår også, at vi må omgå forventningerne til vores bryllupsdag, så der er plads til os begge.

Jeg ved mange af jer har skrevet til mig, at I anser jer selv som heldige pga jeres ægtefælle forstår og accepterer jer og jeres smerter.
Der er desværre også mange der skriver, at de kæmper med deres ægtefælle ikke forstår eller accepterer jeres situation.

Det gør mig ked af det! Jeg ville ønske, at vi alle som kroniske smertepatienter, gigt patienter etc, blev mødt hver dag med forståelse og accept, af både ægtefælle, familie, venner, kommune og forsikring.

Der var en der skrev forleden på min side, at hun tænkte, at det var misforstået at vi som kroniske smertepatienter skulle rumme, at andre havde svært ved at forstå os – men i stedet, at det burde være de andre der var de rummelige, og vi derfor i stedet bare skulle koncentrere os om, at fungere.
Det stemmer så fint overens med min sandhed.
Men bare fordi det er min sandhed, så er det desværre ikke alles.

Husk nu – find det positive i dit liv. Lev livet, selv når det er svært.

// C

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes