fbpx
 

Handlingslammet…

Handlingslammet…

Stod på apoteket og farmaceuten sagde, imens han kiggede på mig og små-grinede:
“…Du bliver da sendt helt i nul af det her, hva’“
Han vendte og drejede pillebøtten i hånden, og forsatte:
“… nååå det er XXX der udskriver din medicin” ..

😶 … Jeg kiggede på ham ubekvemt, med en knugende fornemmelse i maven, som fik jeg skældud.

Jeg svarede: “øh, ja, altså næsten” … fordi først troede jeg, at han mente ‘jeg gik i nul’ altså økonomisk, fordi mit tilskud på medicin er meget højt, på grund af de mængder medicin jeg køber.

…MEN det gik op for mig, imens jeg svarede ham – at han mente mine smerter. ‘At jeg gik i nul’ med mine smerter.

Jeg kiggede på ham og blev helt mundlam. 
Sagde derefter blot: “Jeg får nu oftest sovet om natten, men det tager ikke mine smerter. Men i og med at jeg får sovet om natten, så har jeg mere overskud til at tage mig af mine smerter”.
Jeg var undskyldende, og følte mig lille. Og værst var det, at jeg følte jeg skulle forklare mig.

Han grinede videre med et dumt smil på læben.
Han begyndte så at pakkede min medicin, i posen.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
Det føltes som timer, imens jeg stod der med åben mund og kiggede på ham, og ikke et ord kom ud af min mund.

…Tankerne i mit hovedet ilede afsted, i hvad der føltes som 16 x hurtigere end normal hastighed, imens alt andet omkring mig – apotekets kunder og de ansattes stemmer, lyde og bevægelser, var i slowmotion.

Jeg var flov. Jeg følte at jeg skulle forklare HAM, hvorfor jeg fik den type medicin og jeg følte at jeg skulle argumentere for at være “berettiget” til det.

…Det eneste der kom ud af munden på mig, efter han havde proppet den lille pose med medicin og smertestillende var “Ingen pose tak, jeg vil gerne spare på plastikken og miljøet”.

Jeg sagde ikke andet?
Jeg sagde ikke andet?

Han hev små-irriteret medicinen op igen, og jeg fyldte armene med mine indkøb, vendte mig og gik.

Jeg satte mig ud i bilen, og slog i rattet (hvilket ikke just hjælper på mine smerter i armene). Men jeg var så vred. Mest af alt på mig selv.

HVORFOR blev jeg flov?
HVORFOR sagde jeg ikke: “Undskyld, men hvad mener du med det?”
HVORFOR sagde jeg ikke: “Undskyld, men hvad griner du af”?
HVORFOR sagde jeg ikke: “Undskyld, men det virker for mig enormt uprofessionelt og helt ærligt meget upassende, at du som farmaceut og rådgiver, siger sådan noget til mig. Det vil jeg ikke finde mig i”?

Men det gjorde jeg ikke! Jeg sagde ikke noget.

Jeg har ellers næsten altid en konstruktiv og god kommentar ‘klar’, når jeg står i akutte situationer fx. som denne, og bliver stillet spørgsmål – uanset om de er kritiske, konstruktive eller dumme.

Jeg plejer at være god til at tage snakken, i nuet. … Dette af flere årsager.
Både fordi det ærger mig efterfølgende, hvis jeg ikke har reageret – men også fordi at jeg ved af erfaring, at nogen gange så er det mig der overfortolker på det der bliver sagt, og dermed kan det være godt at tage snakken med det samme.
Men her – jeg var uforberedt, udkørt og jeg reagerede ikke. Jeg sagde ikke noget.

Farmaceuten ‘fangede’ mig på en slem smerte-dag.
Det er en af de dage hvor hjernen kører ekstra langsomt, og man dårligt kan sammensætte sine tanker…

…Denne dag var som alle andre, nøje planlagt ned til mindste “ske”.
Det vil sige at jeg vidste hvad jeg skulle – jeg havde prioriteret dagens opgaver nøje og havde afsat ‘skeer’ til apotek besøget, men jeg havde altså ikke overskud på ‘ske’ kontoen, og derfor var jeg IKKE mentalt klar eller forberedt på uforudsete hændelser eller diskussioner.

Vi som kronikere bliver mødt med skepsis og uvidende spørgsmål ofte. Det er en del af vores livsvilkår.
Vi ved ikke hvornår de kommer, så vi kan ikke forberede os. Vi kan bare vente på dem.

Apoteket er en af de steder hvor jeg dog troede jeg havde “helle”. Men det var det ikke forleden.
…Men det bliver det igen.
Nu er jeg nemlig forberedt.
Næste gang, så vil jeg sige noget.
Næste gang vil jeg sige til ham, hvad det gør inden i mig når han siger sådan noget. Jeg vil spørge ham hvad han mener.
Næste gang er det ham der bliver flov, fordi jeg konfronterer ham.
Næste gang ved han, hvad det gør ved hans kunder, at han siger sådan noget.

Jeg vil ikke tillade mig selv, at bære på én følelse af at jeg skal forklare mig.
Jeg er sej, jeg er stærk, og jeg lever mit liv på den bedst mulige måde jeg kan med smerter.

Jeg har vurderet i samråd med læger og specialister om jeg skal tage medicinen – jeg har lavet regnestykket om medicinen vs. bivirkninger er rigtig for mig.
Det er det.

Så jeg ‘går ikke i nul’ nej – hverken økonomisk eller på smertebarometeret, men medicinen hjælper mig alligevel.

Ja, der er dage hvor man ikke har overskud til at tage sådan en snak/diskussionen på stedet.
Ja, der er dage hvor hjernen ikke kan følge med, og man bare måbende ser til, imens knuden dannes i maven.
De dage kommer. De dage er der.

…Alligevel er jeg nu bedre forberedt til næste gang 👊

God dag – og power til os alle 😃👊❤️

 

Desværre ingen kommentarer endnu

Fortæl mig hvad du synes