fbpx
 

Handicapkort

Handicapkort

“Du har vist lånt det der kort, for at få en bedre parkeringsplads i dag, hva’” …
 
SKAM DIG.
Skam dig, at dømme andre på det du ikke umiddelbart kan se.
Skam dig, at du siger sådan foran mine børn.
Skam dig, at jeg skal forsvare mit og mine.
SKAM DIG.
 
…Jeg forstår at det er usynligt for dig, af hvilken årsag jeg har fået mit handicap kort.
Det er også usynligt for dig, den mængde kræfter jeg har lagt i, ikke at se syg ud denne dag – for mine børns skyld.
 
Det der forbliver usynligt for dig er, den ‘regning’ jeg skal betale efter en dejlig dag, med positive oplevelser sammen med mine børn.
Oplevelser som er alle undt.
 
Jeg vurderede fra morgenstunden, at trods en nat med få timers søvn grundet smerter, at vi stadig skulle afsted i Zoologisk Have.
… At vi skulle mødes med mormor, moster og børnenes fætre!
 
Jeg vurderede at jeg måtte “smøre smilet på”, og gjorde derfor lidt ekstra ud af, ikke at se ud som jeg havde det – blandt andet ved at sætte et pænt spænde i håret og ligge en let makeup.
Det der er usynligt for dig er, at jeg altså på forhånd vidste at jeg måtte lave et klart regnskab med alle mine “kræfter”. At jeg måtte planlægge og tænke frem.
…Jeg vidste at denne dag ville ‘koste dyrt’, når jeg startede dagen ud med smerter på denne måde.
Jeg vurderede derfor denne dag, at jeg måtte holde tæt på indgangen så ‘regnskabet’ holdt, så jeg også senere havde kræfter til at læse godnat historie for mine børn, i stedet for at jeg skulle bruge de “kræfter” på at gå ca. 2 km til bilen.
 
Det der forblev usynligt for dig er, at jeg ikke fik læst, ej heller fik sagt godnat til mine børn.
Det der forblev usynligt for dig er, at jeg denne dag måtte gå i seng kl. 17, fordi jeg var ramt af smerter og voldsom migræne.
 
Jeg er klar over, at jeg helt bevist havde brugt kræfter på ikke at se ud, som jeg havde det – og derfor så jeg ikke umiddelbart ’syg’ ud i dine øjne.
…Det du gjorde var dog under bæltestedet.
Det var sårende.
Det var ydmygende.
Jeg standsede op, da jeg hørte du sagde: “Du har vist lånt det der kort, for at få en bedre parkeringsplads i dag, hva’” …
 
Jeg kiggede på dig og sendte mine børn afsted mod mormors åbne arme, der stod klar til kram længere fremme.
Jeg blev altså stående, og kiggede dig dybt i øjnene, fordi jeg måtte sikre mig, at jeg havde hørt rigtigt.
“Undskyld, a’ hva’ sagde du”?
 
Du gentog, men skruede op for grovheden og sagde med en konstatering i stemmen:
“Du har lånt det kort fra en anden, for at få den dér plads”.
 
Jeg svarede bestemt:
“Nej, det har jeg ikke, det er mit kort, så det behøver du ikke bekymre dig omkring”, imens jeg tog et skridt videre mod mormors arme, der nu var klar til at modtage mig, i et kærligt kram.
Du ignorerede mit svar, forsatte dit retfærdighedstogt og sagde: “Du ser overhovedet ikke syg ud”.
 
Jeg undrede mig over at du forsatte – så jeg vendte mig og tog et skridt tilbage imod dig, imens jeg nu så min mors forvirrede blik, som blev sendt min retning.
 
På tungen lå ordene: “Neeeeej – du ligner heller ikke umiddelbart en idiot”, men jeg kunne ikke få ordene ud af min mund, til en ellers pæn dame, der sad med sine børnebørn og skulle i zoo.
En dag som hun sikkert også – og især børnene havde glædet sig til.
Jeg vil nemlig ikke nedværdige mig til at snakke sådan til andre, når der er børn tilstede.
 
Jeg svarede dig i stedet nedenstående – jeg besluttede i det øjeblik at dele min sårbarhed, på trods af at du blot var en fremmed,
 
“Tak, det vælger jeg at tage som et kompliment …
Men som sagt – du skal ikke bruge flere kræfter på at tænke mere over det, da jeg er fuldt ud berrettiget til dette kort.
 
Det du skal vide er at det er vigtigt for mig, at mine børn også får en god oplevelse her i påsken – at trods en mor der er kronisk syg, så får de en god oplevelse med mig.
Så dette … ikke at se syg ud… “ sagde jeg, imens jeg holdt den ene hånd foran mig i en cirkulerende bevægelse, for at ramme mit ansigt ind … “det er en facade, det er et smil, det er en maske – det er en beslutning og en prioritering ikke at se syg ud”.
 
Du kiggede nu lidt måbende og med et glimt af flovhed på mig og sagde henslængt:
“Nå jamen, der er jo så mange der får bøder fordi de stjæler handicap pladserne”.
 
Jeg gentog til dig igen:
“Som sagt, det behøver du ikke bekymre dig om, jeg er fuldt berrettiget til denne p-plads”.
 
Du svarede nu med et tøvende smil: “Nå jamen, så god tur i zoo”.
 
Jeg sendte nu retur et større og temmelig falsk smil og sagde: “Tak”.
 
I virkeligheden vill jeg sige:
“SKAM DIG.
Skam dig, at dømme andre på det du ikke umiddelbart kan se.
Skam dig, at du siger sådan foran mine børn som værdsætter den nærhed og kvalitetstid vi har sammen, når vi skal i zoo.
Skam dig, at jeg skal forsvare mit og mine.
SKAM DIG”.
 
Jeg mærkede nu at jeg rystede, men gik videre.
Jeg ville ikke lade denne oplevelse ødelægge dagen, som jeg havde prioriteret og glædet mig til.
 
Skam dig dame. Skam dig.
Usynlige sygdomme betyder, at man er ramt af livsvilkår der kan kræve et handicapkort.
 
Skam dig at du ikke i stedet tænker, at jeg nok holder lige der – af en årsag.
Skam dig at du taler sådan, når mine børn er i nærheden.
 
Jeg holder helst på en almindelig parkeringsplads, så der er plads til de, som har brug for at holde tæt på indgangen.
De som kommer i kørestol, med rollator eller andre med både synlige og usynlige handicap.
Men den dag … Den dag i påskeferien, der var jeg én af de mange med et usynligt handicap, som havde brug for at holde tæt på indgangen.
Den dag havde jeg brug for det.
 
Du så det ikke. Men jeg mærkede det på min egen krop.
Jeg havde brug for for den parkeringsplads.
 
Del gerne indlægget.
Om du er usynligt eller synligt handicappet – så hjælp mig med at dele så de, der ikke ‘ser os’, tænker over ikke at dømme på forhånd.
 
Hjælp mig med at nedbryde de mange tabuer, som der er ved at være kronisk syg og handicappet.
 
Lad os stå sammen, så andre kan undgå at stå i samme situation, med samme følelse af, at de skal forsvare sig.
 
Lad os fortælle Danmark, hvad der gør ved os, at blive mødt med mistro.
 
2 Comments
  • Karen Skaaning
    Posted at 19:10h, 21 april Svar

    Jeg blir SÅ træt indeni – tænk at der findes SÅ ubarmhjertige mennesker, man fatter det næsten ikke
    Hvor er du go, sej og stærk og ved jo at det er du ikke – men bare det at få det sagt på en nobel måde, respekt søde dig.
    Jeg ville ikk nå og tælle til 5 inden jeg var eksploderet Forsat dejlig påske til dig og dine drenge ❤️❤️❤️

  • Benthe
    Posted at 16:23h, 21 april Svar

Post A Reply to Benthe Cancel Reply